På jagt efter de sydamerikanske rytmer

"One, two, three, one two, three, one, two, three..."

Den brasilianske trommemusik brager igennem lokalet, mens Jannes stemme skærer ubesværet igennem lydmuren. Hendes lange, lyse hår svinger i takt med de tunge rytmer. De store brasilianske flagøreringe glimter i salens lys ved hver bevægelse. Klædt i en tætsiddende sort og grå heldragt og med et bredt smittende smil på læberne, viser hun endnu en gang bevægelsen for det kæmpende hold.

Langs væggen forsøger en gruppe begyndere at spejle hendes bevægelser. Med panden let rynket og blikket låst fast på hendes fødder kæmper de for at lære de uvante trin.

Store armbevægelser får dem til at svinge fra side til side. Hofter ruller, mens fødderne klasker mod trægulvet. Nogle rammer takten. Andre en anelse efter. Små selvironiske smil bryder koncentrationen, hver gang nogle falder ud af rytmen, inden de igen finder tilbage til den.

"You will have to imagine you do this with 100 kg on your shoulders," lyder det fra Janne, da trommernes brag holder en kort pause. Hun demonstrerer bevægelsen endnu en gang. Kroppen vipper fra side til side, mens hofterne skydes ud i hvert skridt.

Når Aarhus møder Rio

Bag aftenens træning står sambaforeningen Sambananas. Det hele startede i 1999, hvor instruktøren Janne Rebo Juncker mødtes med en gruppe lokale entusiaster i Aarhus for at strikke de første vedtægter sammen.

Siden begyndelsen af 00’erne har hun undervist i dansen, som gennem årene har ført hende til Brasilien adskillige gange, hvor hun er faldet for både musikken, dansen og det varme folkefærd.

Denne aften har foreningen slået dørene op til en gratis prøvetime i håb om at puste nyt ungt liv ind i foreningen. Det har fået både to erfarne dansere og en del nysgerrige nybegyndere til at finde vej til sportshallen midt i Aarhus.

Engelsk bliver lynhurtigt aftenens fællessprog, for deltagerne tæller alt fra kinesere og slovakker til brasilianere og danskere. Og selvom deltagerne kommer fra forskellige hjørner af verden, mødes de denne onsdag aften om de samme tre taktslag.

Trommerne tier for en stund

"Do you want some water? I need some water," pruster Janne og tører panden af med bagsiden af hånden.

Musikken stopper. Der er dømt velfortjent vandpause. Klirrelyden fra låg, der skrues af vandflasker, blander sig med den hurtige vejrtrækning, mens lokalet langsomt opdeles i små tilfældige klynger.

Deltagere, der for en halv time siden var fremmede for hinanden, står nu i små grupper, hvor snakken og grinene flyder frit. En enkelt står alene og genfinder pusten, mens blikket vandrer rundt i rummet.

Pausen bliver dog ikke brugt til ren afslapning for alle. Et par stykker fortsætter stædigt med at øve trinene, mens de griner af de hofter og arme, der endnu ikke helt vil makke ret.

Men pausen er kort.

"Soooo we will do this a few more times," skærer Jannes stemme igennem lokalet, og pausesnakken forstummer, mens alle blikke rettes mod hende.

Give yourself a big hand

"One, two, three, one two, three, one, two, three..."

Musikken slår igen i gang fra højttalerne, og kroppene finder tilbage til gulvet. Trinene sidder stadig ikke helt på rygraden, og enkelte fødder rammer stadig ved siden af rytmen. Alligevel bevæger kroppene sig mere frit end ved timens begyndelse.

Hvor blikkene i starten af timen var klistret til Jannes fødder i ren koncentration, løfter de sig nu. Skuldrene, der før sad stive og oprejste, synker en anelse, og hofterne får lov at rulle, uden at nogen først kigger ned for at tjekke, om de gør det rigtigt. En arm, der tidligere fulgte trinene tøvende, svinges nu ud i fuld bue. Et par fødder finder takten et par skridt for sent, men griner det væk og falder ind igen, uden at stoppe op.

Sveden drypper fra panderne, og vejrtrækningen er tungere end for en time siden, men ingen sætter farten ned.

Musikken stopper brat.

"Give yourself a big hand. You survived a samba class," lyder det forløsende fra Janne.

Salen bryder ud i en klapsalve, og deltagerne griner højlydt af bemærkningen. Kampen mod de svære trin er slut.

Blod på tanden

Mens pusten er ved at genfinde sig, begynder deltagerne langsomt at pakke taskerne, og snakken summer i små grupper, før de skal videre.

Blandt de grupper, der står og puster ud, er veninderne Anne Sofie Lai, Martine Reinholt og Silje Jespersen. Ingen af dem har nogensinde prøvet kræfter med en sambatime, og den allerførste gang, at de for alvor skulle prøve kræfter med de helt rigtige sydamerikanske teknikker.

Det var en pige fra deres klasse, der opdagede, at man kunne komme til gratis prøvetimer på alt muligt forskelligt, og så blev de enige om at give det et forsøg.

Efterhånden som timen skred frem, mærkede veninderne for alvor glæden ved dansen. Selvom de fik varmen under timen, er de rørende enige om, at det både er sjovt og fedt, og de roser Janne for at være en dygtig instruktør.

"Det er fedt, når man falder over sine egne ben, og man så bagefter tænker, ‘Nå, det var den her vej rundt,’ og så giver det pludselig mening," griner Anne Sofie.

Silje nikker genkendende til den følelse og tilføjer, at timen har været udfordrende, men på en helt tilpas måde, netop fordi man tydeligt kan mærke, at der er plads til bare at prøve sig frem.

Oplevelsen har givet så meget blod på tanden, at Silje kunne finde på at fortsætte på holdet, og det er en tanke, som Anne Sofie hurtigt bakker op om. "Jeg kunne også godt finde på det, hvis der er nogen, man kan gå til det med." 

Med sambarytmen i kroppen, tunge ben og en fuld latterkonto træder de nu ud i den friske efterårsluft.