På jagt med Jehova - Hvem taler egentligt med Jehovas Vidner?

Hvem stopper op og snakker med Jehovas Vidner en fredag eftermiddag, når man lige har fået fri og weekenden kalder?

Umiddelbart ikke nogen ved åen, i Aarhus, hvor tre Jehovas Vidner står klar til at forkynde ved hjælp af sandheden og en sort trækvogn fuld af flyers.

”Hvis man har en dårlig dag, og ikke har lyst til at snakke, er åen et godt sted at stå, her kommer sjældent nogen over,” siger Michela med en tyk amerikansk accent.

Der kommer heller ikke nogen og snakker i løbet af de næste 15 minutter.

Med sin neongrønne vinterjakke, der når hende til knæene, er Michela ellers svær at overse i havet af grå- og sortklædte aarhusianere. Mens myldretiden og mennesker brager forbi, står hun roligt og svajer sammen med to andre vidner ved den opsatte vogn. På vognen står der på en babyblå baggrund ”JW” med hvide bogstaver. Ingen ser ud til at skænke dem mere end et øjekast.

Livet som pioner

I dag skal Michela stå ved tre af disse sorte vogne rundt omkring i byen. En time hvert sted. Sådanne vagter har hun ca. to gange om ugen. 

”Min familie kommer fra USA. Jeg er syvende generations Jehovas Vidne og har været pioner i otte år, ” siger Michela.

Hun bruger ca. 12 timer om ugen på arbejdet som pioner, hvilket gør at hun må være på deltid i hendes arbejde, som piccoline i en tegnestue.

Det gør hende ikke spor, at der ikke er mange at snakke med ved åen i dag.

”Ved hovedbanegården kommer der flere. Der har jeg vagt om lidt,” siger hun.

Mod nye jagtmarker

Kaosset trives også på Aarhus Hovedbanegård. Folk vælter ind og ud af den gule murstensbygning. Lyskrydset lukker folk ind på pladsen foran banegården i tætte bølger. Udover nogle få, der får sig et nikotinboost inden en lang tur med DSB, er Jehovas Vidner de eneste, der ikke er i bevægelse på pladsen.

Det er Janni, som kun har været pioner siden efteråret, der står bag vognen ved hovedbanegården. Hun har været medlem af siden 2015. 

”Vi er her for at gøre opmærksomme på os selv. Vi opsøger ikke nogen, for det virker sjældent. Hvis de kommer hen til os, ved vi til gengæld, de er interesserede,” siger hun.

Inden for de første 20 minutter er den eneste nævneværdige "interaktion" mellem strømmen af mennesker og Janni en ældre mand, hvis øjne skæver til vognen og Janni, mens han forsætter ind på hovedbanegården uden at sænke tempoet.

Men efter en del kiggen frem og tilbage er der fangst.

En ung mand kommer målrettet ud fra en af banegårdens porte. Han har blå jeans, karamelfarvet fløjlsjakke og en kasket med kalkuleret patina på. Under den ene arm bærer han Stevie Wonder pladen ”Innervisions”, som stadig er svøbt i tyndt plastik efter købet.

Med sine hovedtelefoner nede om halsen stopper han op foran Janni.

En respektabel samtale

Jens spørger ind til, hvordan Janni blev Jehovas vidne, hvordan hun kan være sikker på at hendes ”tro” er rigtig, og hvordan det er at være en del af en kirke, som bliver set som kontroversiel.

Jens indleder snakken med at begrunde sine meninger med bibelcitater, han finder frem på sin telefon, som han viser til Janni. Janni svarer igen på samme manér med flere citater hun finder på teflonen. De skiftes til at have ordet og lytter begge godt nøje efter hinandens svar. Ingen afbryder.

Jens mener ligesom de fleste andre kristne trosretninger, at Jesus, Helligånden og Gud er en treenighed.

Janni og Jehovas vidner mener, de er tre separate ”personer eller ting”.

Snakken går:

”De første kristne sagde jo at…”

”Hvilket vers er det præcis, du snakker om?”

”Når man læser Johannes 14:18... Så forstår jeg det som om, at... Hvordan læser du det?”

Opvokset i kristendom

Jens har gået på en kristen efterskole på en kristen linje i to år. Her havde han havde kristendom på skemaet hver dag.

”Det gør man bare i min familie,” siger han.

Nu går han i 1.G, og det er anden gang han snakker med Jehovas Vidner på gaden.

”Mine venner og jeg er bibelnørder, og der findes mange internetsider, hvor man kan læse og diskutere bibelen, men det er også vigtigt at snakke om biblen i virkeligheden. Jeg har stor respekt for, at I står her. Det ville jeg ikke selv turde,” siger han.

”Hvorfor?” spørger Janni.

”Mine venner og jeg prøvede for noget tid siden at gå på gaden for at snakke med folk om kristendommen og vores tro. Men da vi stod på gaden, turde jeg ikke snakke med nogen,” forklarer Jens.

”Det kan være angstprovokerende, når folk kommer og spørger ind til specifikke tekster og opfattelser, for man kan jo ikke vide alt,” siger Janni.

Jens understreger, at han ikke står her for at udfordre Jannis tro. Han spørger ind, fordi han undrer sig.

Der er 14.759 Jehovas Vidner i Danmark.

Jens snakkede med én af dem i dag.