På Værkstedet lever man længere

Ved langbordet mellem søjleboremaskiner og fræsere er formiddagskaffen et samlingspunkt. 

“Rundstykkerne blev for dyre,” konstaterer Finn og hælder op. “Fra 28 til 66 kroner – så nu er det franskbrød.”

Finn hedder Finn Tre. Der er flere Finn’er i værkstedet.

”Vi venter på at der kommer en femte Finn. Så skal han hedde Finn Fem Fejl,” 

klukker Jens på tørt aarhusiansk. Stoleryggene bøjer sig af grin. Jens sidder tættest på kaffemaskinen, og kopper ryger i pendulfart mellem de granvoksne mænd og Jens, der hælder op. På bordet står en stor rulle køkkenrulle og en blå ost – Danablu fra Castello, dén i skiver med mellemlægningspapir.

Det er i metalværkstedet i Foreningen Værkstedet i Østergade i Aarhus, at maskinernes brummen afløses af mandestemmer. Værkstedet er for pensionister, efterlønnere, førtidspensionister og fleksjobbere, der har lyst til at udfolde sig kreativt – eller bruge deres erfaring fra lange arbejdsliv i håndværksfagene.

”Tjek efter om koppen er ren!”

Jens er kaffeansvarlig. Ingen har rent faktisk givet ham den tjans, men sådan er det blevet. Han var træt af, at det var de samme, der oftest stod for kaffen. Nu har han lavet et system. Men det træder kun i kraft, når det naturlige flow brister.

Han peger op på en klokke i jern, der er placeret over kaffestationen. ”Hver dag klokken ti bliver der ringet med dén klokke.” Så slukkes der for fræsere, pudsemaskiner og blæsere, og på kort tid er kedeldragterne samlet omkring langbordet og ru hænder griber ud efter kaffekopper og smøreknive.

”Dét er vores wall of fame,” siger Jens og peger mod en væg, dekoreret med billeder i rammer. Et mylder af unge udgaver af de samme kroppe. Efterskolepandehår, ternede skjorter og læderjakker. "Finn er ham med det lange garn!"

Jens peger mod en anden væg i værkstedet. ”Dér er han også, i en større version! Jeg ville have den lavet større, fordi der på et tidspunkt var noget palaver hernede. Nogle af damerne fra keramik brokkede sig over de der frække kalendere, vi plejede at have herinde. Altså dem med Pin Up-pigerne. Så nu er det Pin Up-Finn, der hænger der!” Latter breder sig, og det er svært at vurdere, hvem der griner højst, og hvem der siger hvad. Mændene overtager ligesom hinandens sætninger på skift, i et naturligt flow, som om Værkstedets historier er viser, de kender så godt, at de nærmest flyder i deres DNA.

”Det er med vilje, at det hænger skævt,” fortsætter Jens, inden Finn overtager: ”Ja, de andre har jo en forestilling om, at jeg røg mig skæv hele min barndom.”

Finn blev født i Istedgade, men migrerede fra djævleøen for næsten fyrre år siden.

”Det var kærlighed. Det er altid kærligheden!” 

Han fægter med en tommestok, som om den er en tryllestav, han kaster en besværgelse med, mens han fortsætter.

”Men jeg har ikke lært sproget endnu.”

Det kan man næppe være helt uenig i. En tyk, syngende, sjællandsk dialekt ligger som et afslørende element over Finns røst.

”Han er bådflygtning!” bryder Jens ind. ”Han kom til før broen!”

”Jens driller mig altid,” konstaterer Finn, på en måde, der gør det klart, at han holder af den tørre drilleri, og forstår den som kærlighed.

”Vi siger ikke noget pænt om hinanden, hvis vi kan sige noget andet,” skralder Jens.

Inden Finn blev fast inventar i Værkstedet, brugte han meget tid på havnen. Men så fik han lov til at komme og bruge værkstedet til at bygge en motor, og så han havde lyst til at blive hængende.

Men kulturen dengang kunne godt blive for våd. “Det hører ikke sammen med farlige maskiner.”

”Så kunne man sidde deroppe.” Finn peger op mod første sal. ”Nogle kom, kun for at drikke. Og så kunne de komme ned i værkstedet og kloge sig bagefter. Det gad jeg ikke. Så kom jeg ikke i et års tid.”

Nu er flaskerne væk, og rytmen er tilbage i stålet, ikke i ølflaskerne. “Det har de heldigvis fået styr på,” tilføjer han.

Maskinerne vågner igen. Et skruestik klikker. Et bor skærer sig gennem noget metal, og den skingre lyd overtager rummet. Lyset fra lysstofarmaturerne lægger jævn glans over stål, skruer og maskiner. Stemmerne overdøves næsten af en slibemaskine.

”Jeg er kommet her, siden jeg gik på efterløn. Det er otte år siden,” siger Carl. 

”Al den humor og alle de ting man kan lave. Jeg tror, det gør, at man lever længere!” Stemmer Jens i, og Finn tager over: ”Jeg tror, der er mange der ville gro fast i sofaen, hvis det her sted ikke var her.”

Carl afbryder og siger i en knastør tone: ”Hernede er der ikke noget, der hedder mobning. Det er sandheden, der er ildehørt.” Han klukker sagte og indskyder hurtigt: ”Det er en joke! I min verden skal der drilleri til.”

Carl har ingen håndværksmæssig baggrund. Han har været slagterimedarbejder og portør før i tiden.

”Mit fag kan ikke rigtigt bruges til noget her. Jeg skal have hjælp til meget.”

Jens ryster på hovedet og bryder ind: “Han sliber knive hver mandag mellem ti og tolv! Du afleverer dine knive, og så får du dem tilbage, pilskarpe!”

Carl nikker uden de store ord; hænderne har stadig slagterens styrke og portørens ro. 

”Jeg har da slukket en ildebrand hernede,” stemmer han så i og fortæller, i samme tone, om en episode, hvor der gik ild i en utæt gasbeholder, og han som den eneste løb imod ilden og fik kastet et tæppe over flammerne og reddede Værkstedet fra ilddøden.

”Bent, han er 95 år. Han er alderspræsidenten, han er helt eminent. Du skulle se hans tegninger, det er rene kunstværker!” udbryder Finn, mens han fægter med armene. Bent laver detaljerede skitser, der hjælper de andre med at komme fra tanke til produkt. Hver morgen tager Bent afsted til Værkstedet. ”Jeg kan ikke undvære det, det giver mig alt, ser du! Der er røg!” klukker Bent. ”Det kan faktisk ikke blive bedre”

Én af Bents tegninger er i glas og ramme og hænger på værkstedstavlen ved siden af skæve Pin Up Finn.

”Det er en skør familie hernede!” fniser Bent.