Plastguitarer, læder og 417 toner i træk

”Husk nu, at vi skåler, når der kommer en guitarsolo!”

Victoria Aginas stemme når ud over Bispetorvet. Foran scenen ryger ølkrusene i vejret, mens Before I Forget af Slipknot brager ud af højttalerne.

På scenen står to voksne mænd med hver sin plastikguitar spændt fast om kroppen. Fingrene glider hen over de farvede knapper, mens blikkene er låst fast på storskærmen. De ænser tilsyneladende hverken musikken, tilråbene eller de omkring 100 mennesker foran scenen.

Det er tirsdag eftermiddag under Aarhus Festuge, og i samarbejde med Blitz er Bispetorvet blevet forvandlet til et lille rockmekka. Domkirken tårner sig op få meter derfra, men hernede er det læder, heavy metal og plastikguitarer, der fylder.

Foran scenen er publikum lige så blandet som deltagerne. Copenhell-trøjer og sort tøj afslører nogle af rockfansene, mens andre mest af alt ligner familiemedlemmer, venner og tilfældige festugegæster. Begejstringen varierer, men smilene går igen.

Midt i det hele står Victoria Agina. Med pink hår, makeup, bh og læder fra top til tå er hun svær at overse. Hun råber, synger og forsøger konstant at hive publikum med ind i konkurrencen.

”Har I det godt?”

Nogle råber tilbage. Andre løfter deres øl. På storskærmen ruller sangteksterne forbi, så selv dem uden en plastikguitar kan være med.

Tidligere på dagen har nybegynderne indtaget scenen. Her bliver fejl mødt med grin, og deltagerne tager nederlagene med et smil. Men som eftermiddagen skrider frem, ændrer udtrykket sig.

Experts er kommet på scenen.

Nogle deltagere ryster let på hænderne, mens de venter. Andre kan næsten ikke stå stille. Når sangen begynder, forsvinder forskellene. Blikkene stivner mod skærmen, og fingrene arbejder.

Nogle bevæger kroppen i takt med musikken. Andre står bomstille. Kun hænderne afslører, hvor meget der foregår.

En fejl kan ikke nødvendigvis høres. Musikken fortsætter ufortrødent gennem højttalerne. Først når en spiller griner, ryster på hovedet eller laver en grimasse, opdager publikum den. Så breder et lille grin sig foran scenen.

Efter flere timers plastikrock står Lasse Bay og Søren tilbage i finalen. Publikum får lov til at vælge sangen, og blandt de mest dedikerede er ønsket klart.

Sudden Death af Megadeth.

De farvede toner vælter ned over skærmen. Lasses fingre følger med. 100 korrekte. 200. 300.

Tælleren fortsætter.

417 toner rammer han i træk.

Kort efter er han den første Aarhusmester i Guitar Hero.

Søren må nøjes med andenpladsen. Skuffelsen kan anes, men efter finalen omfavner de to hinanden. For ham har turen på scenen været større end resultatet.

”Jeg spiller musik til daglig, men jeg tror aldrig, jeg har været så nervøs, som jeg var deroppe. Det er ret vildt endelig at stå og spille Guitar Hero foran så mange mennesker, når jeg har brugt så mange år på at øve mig med en plastikguitar - først hjemme på børneværelset og senere som voksen.”

Lasse Bay får overrakt en guldfarvet plastikguitar som bevis på mesterskabet. Selv tager han sejren overraskende roligt.

”Det føles egentlig ret naturligt, eftersom det, jeg gjorde lige dér, egentlig bare er, hvad jeg plejer at gøre derhjemme en onsdag aften.”

Men timerne foran skærmen derhjemme har været mange.

”Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg har spillet mange timer flere dage eller uger i træk, så jeg har virkelig også arbejdet hårdt for at blive så god, som jeg er den dag i dag.”

På Bispetorvet fortsætter musikken, øllene står stadig på bordene, og smilene hænger ved.

Konkurrencen er slut, men rockfesten fortsætter.

Guitarerne er af plastik. Resten er alvor.