Politiet sigtede mand efter fund af knap ét kilo hash – Nu er han frifundet

En mand blev i marts 2023 sigtet for besiddelse af hash og kontanter. I onsdags kom han for retten

Foto: Lea Kjar-Levin
Offentliggjort

I onsdags var en mand i midten af trediverne i Retten i Aarhus sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelser af færdselsloven.

Den tiltalte mand havde forud for retsmødet erkendt flere forhold i sagen, herunder overtrædelser af færdselsloven. Han nægtede dog at have været i besiddelse af euforiserende stoffer, et større kontantbeløb og at have kørt over for rødt lys. Retten frifandt ham for forholdene om stoffer, men idømte ham en bøde på 5.000 kr. for de øvrige forhold i sagen. 

Sigtet for besiddelse af knap et kilo hash

Politiet fik d. 16. marts 2023 et tip om, at der befandt sig stoffer i en lejlighed i Brabrand. Efter at have ransaget lejligheden fandt politiet 885 gram hash, 31 hash joints og 10.600 kroner i kontanter. Lejligheden tilhørte en kammerat til den tiltalte mand, men han forklarede, at han på daværende tidspunkt havde råderet over den. I retten fortalte han, at han brugte lejligheden til at “hygge sig og spille PlayStation”.

Manden befandt sig ikke i lejligheden under ransagelsen, men blev afhørt samme dag og påtog sig dengang ansvaret for hashen – en tilståelse, som han senere tilbagekaldte. 

Udover tiltalte havde én anden kammerat nøgle til lejligheden. Kammeraten var indkaldt som vidne i sagen, og forklarede i retten, at han havde lånt sin nøgle ud til en tredje kammerat, der havde lukket en person ind i lejligheden, som havde lagt poserne med hash.

Hashen var gemt i nogle sorte affaldsposer, som politiet ved en DNA-undersøgelse fandt tiltaltes fingeraftryk på. Den tiltalte mand påstod ikke at have rørt poserne, og forsvareren fremhævede, at poserne var helt almindelige affaldsposer, som han kan have rørt uden at kende til deres indhold. 

Politibetjent afgav vidneforklaring

Anklageren havde indkaldt en af de politibetjente, der deltog i ransagningen af lejligheden, som vidne. Det kom frem i politibetjentens vidneudsagn, at politiet havde foretaget en stikprøve af de stoffer, der blev fundet i lejligheden ved ransagelsen. Politibetjenten kunne ikke afvise, at noget af hashen kunne være cannabidiol (CBD). Et forhold som forsvareren fremhævede kunne have betydning for straffens udmåling, da CBD i de fleste tilfælde er lovligt i Danmark.

Flere brud på færdselsloven

Ud over narkosigtelser var tiltalte også sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven i sommeren 2023, herunder at køre uden kørekort og for ikke at blinke i et venstresving. 

Manden var desuden sigtet for at have kørt 71 km/t i et tættere bebygget område samt at have kørt over for rødt. Alle lovbrud pånær sidstnævnte, erkendte han. 

Retten fandt ikke bevis for, at hashen tilhørte tiltalte og frifandt ham derfor for de forhold vedrørende besiddelse af euforiserende stoffer. Til gengæld blev han idømt en bøde på 5.000 kr. for de øvrige forhold i sagen.

Powered by Labrador CMS