Politik, Harald Blåtand og tinderdates - Kom med til åben scene hos Unge Danske Digtere

“Forestil jer, at det er Simon Talbot, der skal på lige om lidt og han fortæller jer, at hans hundehvalp lige er død. Hvad siger i så?”.

Det er aftenens værtinde der spørger. Publikum svarer.

Et langtrukkent ”Awww” breder sig i hele lokalet. Undtagen et sted.

En ung kvinde med kort mørkt hår må holde inde med at strikke, da værtindens lille øvelse har fået hende til næsten at græde af grin. Hun forsøger at gøre de så lydløst som muligt, men det nytter ikke, værtinden har opdaget hende.

”Der er vist en her, der ikke har så meget sympati for hundehvalpe”.

Den kollektive medlidenhed forvandler sig omgående til et stort fælles grin.

Det er onsdag, klokken er lidt over syv og solen er ved at takke af for i dag. UngK’s lokaler på Nørre Allé i centrum af Aarhus skal de næste par timer danne rammer om et arrangement der vil byde på en masse spændende optrædener.

Der er dukket mange op i aften, flere end der plejer faktisk. Der er klappet borde ud og sat stole frem til dem der måtte have lyst til at deltage. Arrangementet hedder åben scene af en grund, du dukker bare op. 

Og vil du optræde, ja så skriver du bare dit navn på listen bagerst i lokalet og det kan du gøre i løbet af hele aftenen. Så hvis modet først skulle komme efter at have set nogle andre prøve kræfter med det, så er det også i orden.

Syv minutter

Det er hvad du har. Syv minutter. Til at læse, spille, synge, røre og bevæge. Til at gøre hvad du vil. For som den unge værtinde forklarer inden det hele går i gang, så må man optræde med hvad som helst. Undtagen djævledyrkelse. Lokalerne er trods alt stillet til rådighed af UngK, som er folkekirkens ungdomsorganisation. Og det skal respekteres.

Udefra ligner det da også en gammel kirke. Indenfor er der sket en modernisering. Væggene er malet kridhvide og der hænger spotlys i hele loftet, dem tættest på scenen lyser i blå og lilla nuancer. Investeringen i akustikpladerne der beklæder loftet har været pengene værd, for trods højt til loftet er her overraskende god akustik.

På de hvide klapborde er der pletter af maling og på de fleste af dem står der også et par kolde Ceres på flaske som kan købes i tillidsbaren for en 10'er. 

En rutineret mand

De fleste deltagere er unge, men her er også en del repræsentanter for det mere modne segment. Der er dem som kommer for at kigge på og bakke op om vennerne, dem som prøver det for første gang og så er der dem, som har prøvet det mange gange før. 

Hiwa Van Schayk tilhører den sidste kategori.

Han er en garvet slam poetry artist og har siden 2023 også deltaget ved flere konkurrencer. For ham er åben scene-arrangementer som dette et frirum, hvor han kan mødes med ligesindede. 

"Man går ofte herfra med en følelse af wow, jeg troede jeg var den eneste der havde det sådan, når man har hørt andre optræde", siger Hiwa. 

Han kommer til åben scene regelmæssigt for at prøve materiale af og i aften er ingen undtagelse.

Alt godt fra havet

Medmindre situationen kalder på det er der fuldstændigt stille når der bliver optrådt. Det eneste man kan høre, er lyden af folk der tager en tår, nogen der knækker en finger eller to og så to strikkepinde der stryger mod hinanden i et raskt tempo.

Der er stor variation i aftenens materiale. Værtinden har fundet sin gamle dagbog frem og underholder med dramatiske anekdoter om barndomsforelskelser. Til musik der runger så højt at bordene ryster, og lyder som noget fra et gammelt videospil, synger en mand om Harald Blåtand. En kvinde læser op af en roman, det er et afsnit om en tur til dildobingo hvor selveste Rasmus Seebach dukker op. 

Men det er også en politisk ladet aften. Det kommende folketingsvalg er på dagsordenen for flere af aftens optrædende. De er sure. Frustrerede unge mennesker i et opråb til politikere og til publikum. 

Men det bliver gjort med en provokerende humor. Næsten latterliggørende når Mette Frederiksen bliver til ”Mette Makrel”, Dansk Folkeparti til ”Dumt Folkeparti” og Alex Vanopslagh kaldes ”Daddy Vanop-slikker-ikke-fisse”. 

De er tydeligvis vrede, men det gælder ikke om at holde søndagsdemo og gå på gaden med slagsange og fakler. Her udøves den ene sproglige magtdemonstration efter den anden.

Den om sexoplevelsen

Hiwa Van Schayk er med i sidste runde af performere. Han starter med bare at snakke lidt. Om hvilke tekster han vil fremføre. Om at han har kvalificeret sig til Danmarksmesterskaberne i slam poetry og om at være blevet ”fire bogstaver rigere”. Det er sådan Hiwa omtaler sin nye ADHD-diagnose. Det er også den første digt handler om.

Publikum er en aktiv del af oplevelsen til sådan et arengement. Det tilskyndes at reagere med lyd på det der bliver sagt på scenen. Hiwa tager det dog til et nyt niveau da han overlader valget mellem to tekster til dem på tilskuerrækkerne.

”Klap hvis I vil høre den om selvskade”, begynder han.

”Klap hvis I vil høre den om en sexoplevelse, der ender med at han kaster op i min vasketøjskurv”.

Prøv selv at gætte hvilken en, der blev klappet højest af. 

Og så er det ellers som om nogen trykker på en play-knap. Ordene vælter ikke, de danser ud af hans mund. Voldsomt men elegant fortæller han historien om en fyr fra Tinder og den stakkels vasketøjskurv. 

Der er tænkt hvert et ordvalg, tempoet, pauserne sågar, hvor trykket ligges i alle ord der bliver sagt. Intet er overladt til tilfældighederne. Han har i modsætning til mange af de andre ikke har hovedet nede i et papir eller telefon. Han optræder med hele kroppen. Ansigtsmimikker og håndfagter der afslører præcis hvordan Hiwa har det og havde det da den pinlige episode udspillede sig.

Trods en lang applaus og positive tilkendegivelser fra publikum og hans meddigtere er Hiwa ikke særligt begejstret over sin egen optræden. Men det er helt okay. For i aften er jo nemlig ikke Danmarksmesterskaberne. Det er en aften i selskab med ligesindede, hvor der bliver klappet ad alle og hvor det ikke handler om at være den bedste.

”Jeg valgte nogle tekster hvor jeg bare kunne have det sjovt, i dag kom jeg jo bare for at hygge mig”.