Radiolytterne går nye veje, men elsker stadig flowradio

Vores medievaner er i konstant forandring, og nu ses et fald i danskernes radiolytning. Mood-playlister og podcasts er kommet for at blive. Alligevel holder vi stædigt fast i radioens live-format, fordi det er her, ”der er nogen hjemme”.

AI-genereret billede af
Offentliggjort

I en tid med hård konkurrence fra podcasts og playlister, er det næppe opsigtsvækkende, at det klassiske radiomedie udfordres. Mere tankevækkende er det måske, at radiolytning fortsat er så populært, som det er.

Ifølge DR's rapport om danskernes medievaner, Medieudviklingen 2024, lytter flere end 4,1 millioner danskere over 15 år ugentligt til radio. Selvom vi nu ser et utvetydigt fald, primært drevet af de yngre lytteres valg, så sker det fra et højt niveau. Det snart 100 år gamle radiomedie leverer ifølge DR stadig ”høj puls”.

Mange foretrækker at lytte til flowradio, når dagen begynder, og verdenssituationen skal opsummeres. Andre ser radioen som et trygt sted at falde tilbage på, når de savner overblik, perspektiv – eller fællesskab. I DR’s rapport kan man blandt andet læse:

«I et on demand-præget medielandskab evner radio at samle lyttere omkring aktuelle begivenheder, imens de udspiller sig. Den formår stadig at forstærke øjeblikke og give en følelse af at være en del af noget større.»

DR’s rapport viser, at en søgen mod fællesskaber fortsat er et vigtigt parameter, når lytterne vælger indhold. I radioen er der helt konkret ”nogen hjemme”, men også de øvrige mediers evne til at samle og forstærke er i spil, når nutidens brugere vælger til og fra.

Som det påpeges i rapporten, er det derfor ikke overraskende, at traditionelle greb tages med ind i nye formater – og i mødet mellem det nye og det gamle opstår der igen muligheder.

Flowradio i den journalistiske guldalder

Ifølge Rasmus Kleis Nielsen – professor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet og forfatter til bogen Hvad skal vi med nyhederne? – er det netop i krydsfeltet mellem traditionelle medier og nye platforme, at den ekstraordinære nyhedsdækning for alvor kan folde sig ud.

Som han ser det, lever vi, til trods for nyhedsmediernes massive udfordringer og journalistikkens svære situation, på mange måder i en ”journalistisk guldalder” med nem adgang til forskellige medier verden over.

Når alt kommer til alt, vil fremtidens lyttere næppe heller stille sig tilfreds med et enten eller, men klart tilvælge både og.

Powered by Labrador CMS