Rebelsk byggeprojekt skal gøre bæredygtighed til den nye standard i Herning

Et nyt byggeprojekt kobler undervisning, bæredygtighed og praksis for at give elever erfaring fra virkeligheden og vise vejen for fremtidens boligbyggeri.

Projektet skal give eleverne mulighed for at omsætte teori til praksis gennem rigtige byggeopgaver.
Offentliggjort

Et nyt og utraditionelt byggeprojekt er på vej i Herning. Bag initiativet står Herningsholm Erhvervsskole, som ønsker at opføre en bæredygtig demonstrationsbolig, der både skal fungere som undervisningsrum, testmiljø og inspiration for fremtidens byggeri.

Ifølge tømrerfagslærer Jens Christian Morgenstjerne Bøgh er projektet opstået ud fra et ønske om at handle frem for blot at tale:

“Det her projekt er noget, vi lidt rebelsk har sat i gang. Vi har valgt bare at gøre noget, ellers sker der ikke så meget,” siger han.

Fra simulation til virkeligt byggeri

Projektet indebærer opførelsen af et mindre byggeri med undervisningslokale og kontor. Men ambitionerne rækker længere end blot fysiske rammer. 

Målet er at skabe et sted, hvor elever kan arbejde med virkelige byggeopgaver i stedet for kun at simulere dem på skolen.

 “Alt det vi normalt laver på en byggeplads, altså alt det vi simulerer på skolen, det vil vi kunne lave rigtigt sådan et sted,” forklarer Jens Christian.

Derudover skal byggeriet fungere som et udstillingshus, hvor nye og traditionelle byggemetoder kan demonstreres. Det giver eleverne mulighed for at opleve, hvordan teori og praksis hænger sammen

Mere end undervisning 

Projektet rummer dog endnu større perspektiver end selve undervisningen. Ambitionen er, at erfaringerne fra byggeriet på sigt kan danne grundlag for nye måder at bygge boliger på i bred skala. 

“Ud fra hvad vi finder ud af virker, vil vi lave et standard familiehus, som ville kunne masseproduceres. Det må vi selvfølgelig ikke, så det skal vi have en virksomhed til. Men vi kan vise dem, hvordan man gør,” siger Jens Christian Morgenstjerne Bøgh.

Netop vidensdeling er en central tanke bag initiativet. Skolen ønsker ikke blot at eksperimentere for sin egen skyld, men at bidrage aktivt til udviklingen i byggebranchen. 

“De erfaringer vi gør os, er der ingen grund til går til spilde,” understreger han.

Bæredygtighed skal være den nye standard

Projektet tager også afsæt i en større samfundsansvar om bæredygtighed. Ifølge Jens Christian vil begrebet “bæredygtigt byggeri” i fremtiden blive overflødigt: 

“Om 10 år er der ikke noget, som hedder bæredygtigt byggeri, det hedder bare byggeri. For det er måden, man skal bygge på.”

Han peger samtidig på nødvendigheden af at overveje materialevalg og byggemetoder:

 “Det skal blive naturligt, at vi bygger med de ting, man byggede med for 150 år siden, og ikke med de ting, man har bygget med de sidste halvtreds år, for der er for mange af dem, som er fyldt med for mange kemikalier.”

Hvis ikke udviklingen ændrer retning, ser han et markant alternativ: 

“Alternativet er, at vi skal have et byggestop.”

Politisk opbakning

Projektet har også fået politisk opbakning. På et møde i Økonomi-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget i Herning kommune, blev det besluttet at imødekomme skolens forespørgsel om at få stillet et areal til rådighed, eksempelvis i den grønne bydel i Studsgård. Kommunen har valgt at indgå i en tidsbegrænset brugsretsaftale.

Powered by Labrador CMS