Rikke var enebarn i 49 år, indtil hun afslørede sine forældres hemmelighed

Ved kanten af hospitalssengen står Rikke. Hun siger farvel til sin kræftsyge mor, som snart skal dø. På vej ud af stuen kalder hendes mor hende tilbage til sengen. Med svag stemme mumler hendes mor noget, som Rikke ikke forstår. Hun siger farvel igen, og går mod sin far, der venter udenfor stuen. Da hun når dørtærsklen kalder hendes mor igen hendes navn.

Heller ikke denne gang kan hun forstå, hvad hendes mor forsøger at fortælle hende. Rikke spørger hende, om hun har brug hjælp til noget eller vil have noget mere saftevand. Men hun forbliver tavs. 

Ude på gangen er Rikkes far blevet utålmodig, og kalder på sin datter.

Da hun når døråbningen for tredje gang, kalder hendes mor en gang til. Rikke tøver med at vende tilbage, og hendes mor stopper med at kalde. Hun går ikke tilbage til sengekanten, i stedet forlader hun hospitalet sammen med sin far.

Dagen efter da de kommer tilbage, er Rikkes mor ikke vågen. To timer senere er hun død. I 44 år har deres familie været en trekløver, men nu er der kun to blade tilbage. 

Rikke vokser op som enebarn i en lejlighed på anden sal i Ballerup. På den brune trædør til lejligheden, står far Arnes initialer. A. L. Nielsen står der, selvom Rikke og hendes mor, Jytte, også bor der. De bliver aldrig flere end Rikke og hendes forældre, fordi Arne og Jytte kæmper med at få børn. Det har aldrig været en hemmelighed i hjemmet, at Rikke er lavet ved kunstig insemination, og at det har taget 11 år om at lykkes. 

Bag den brune trædør gemmer der sig et struktureret hjem. Blomsterne bliver vandet mandag og fredag, og når det bliver weekenden før påske, starter sommerhussæsonen for trekløveren. Hver eneste weekend i sommerhalvåret pakker de den blå Toyota Corolla og kører mod Sjællands Odde. 

Når familien ikke er i sommerhus, afsættes hver søndag til ekspeditioner kun for far og datter, mens Rikkes mor får en pause derhjemme. De tager på frilandsmuseet, i skoven eller noget helt tredje. Så længe de oplever noget sammen. 

Rikkes tætteste legekammerat er hendes far, for hun minder mere om sin far end om sin mor. Rikke uddanner sig til maskinarbejder, ligesom hendes far gjorde, og når hun fester er hun den sidste på dansegulvet. Det har Arne også altid været. 

De minder om hinanden, men de ligner ikke hinanden. På huden er Arne brun og tager nemt farve fra solen, mens Rikke er hvid og bliver nemt solskoldet. Arne har tykt sort hår, og Rikke har fint, leverpostejsfarvet hår. Op gennem sin barndom bider Rikke mærke i de få gange, hvor hun opdager en lighed mellem de to. En lille skønhedsplet på armen kan gøre, at hun pludselig føler sig endnu tættere forbundet til ham. 

Da Rikke bliver voksen, stifter hun familie med sin mand Karsten. De giver Arne og Jytte børnebørnene Emil og Matilde. Familien er lille, men tæt, og Rikkes forældre nyder tiden med deres eneste barn og to eneste børnebørn. 

Rikke er 44 år, da Jytte dør af kræft i 2016. To år senere dør hendes far, da han falder om i sit hjem. 

Hun ved stadig ikke, hvad hendes mor ønskede at fortælle hende seks år senere. Det kommer hun heller aldrig til. Hun ærgrer sig efter sin mors død, men som tiden går, fylder det mindre. 

Efter hun har fået sine forældres død på afstand, lever hun et liv, hvor Karsten, Emil og Matilde fylder en stor del. 

Matilde får en DNA-test af sin storebror, Emil, i april 2022 i sin 22-års fødselsdagsgave. Emil, der er tre år ældre end sin søster, har også bestilt en til sig selv. Ikke fordi de leder efter noget bestemt, men fordi de synes, det er sjovt. De har længe snakket om, at det kunne være spændende at undersøge, om der gemmer sig noget eksotisk i deres gener. 

Emil og Matilde tager testen med det samme og sender den tilbage til laboratoriet. Nogle uger efter tikker en notifikation ind på deres telefoner. 

Da svarene er klar, samles de hos Rikke og Karsten. Det første, som Matilde og Emil kigger på, er, om de har rødder andre steder end i Danmark. Til hele familiens overraskelse viser svarene, at op mod 40 procent af børnenes DNA er britisk.

De dykker længere ned i testsvarene, der afslører to danske slægtninge, som ingen i familien tidligere har hørt om. Matilde skriver en besked til den ene af dem. 

Rikkes familie har altid været simpel, så hun tænker, at det må være Karsten, der på en eller anden måde har ophav på de britiske øer og hans slægtninge, de har opdaget.

Alligevel tager både Rikke og Karsten en DNA-test, så de kan afklare hvem af dem, der har givet de britiske aner videre til Emil og Matilde. 

Svarene tikker ind på Rikkes telefon, men hun tænker ikke videre over det. Efter et par dage kommer hun i tanke om, at hun hellere må tjekke dem. Hun sidder alene i sin sofa og resten af familien er ikke hjemme, men nu vil hun have svar på, om det er hende, der har givet det britiske DNA videre.

Hun opdager, at 20 procent af hendes DNA er britisk. Det er overraskende, men det er ikke noget, hun hæfter sig særligt ved, og hun er hurtigt videre. 

De to slægtninge fra Emil og Matildes testsvar, dukker også op på Rikkes telefon. Familien har godt bidt mærke i dem i børnenes resultater, men Rikke var sikker på, at det var Karstens familie. Hendes egne svar viser noget andet. Morten og Mia hedder hendes nyfundne slægtninge.

Mærkeligt, tænker Rikke først, men kommer så i tanke om, at det måske kan være en af hendes onkler. Det må være en af dem, der binder dem sammen. 

På sin telefon skynder hun sig at skifte DNA-appen ud med Facebook. Her opdager hun, at Morten og Mia bor i Horsens og Aalborg. Det må være Rikkes morbror, der har været i Jylland engang. Morbroren har i forvejen fire børn, så der er nok et par stykker mere, som ingen ved noget om. 

Der er bare lige det, at de deler bemærkelsesværdigt meget DNA. Næsten lige så meget som Matilde og Emil deler med hinanden som helsøskende. Ud for Mia og Mortens navne giver appen et bud på Rikkes relation til dem. Halvtante, grandkusine eller halvsøster, står der ud for Mia.

Det tog jo 11 år for Rikkes forældre at få børn, så det kan da kun være en grandkusine, tænker hun stadig. Rikke skriver en besked for at finde ud af, om det er den ene eller den anden onkel, som Mia kender. 

Et ukendt nummer viser sig på bilens display og musikken fra radioen afbrydes. Rikke og Matilde er på vej til keramik, som de netop er startet til sammen. En fremmed stemme lyder i bilens højtalere. 

Stemmen introducerer sig som Mia Granum og fortæller, at det er hende, som Rikke deler DNA med. Men Rikke er bekymringsfri. Det kan jo ikke have noget med hende at gøre, eftersom at hun er enebarn. 

“Har du nogen idé om, hvordan det kan hænge sammen?” indleder Mia med at spørge Rikke. 

Det har hun ikke, så hun spørger, om Mia kan gøre hende klogere. 

“Kører du i bil? Og er du alene?” vil Mia vide, mens både Matilde og Rikke sidder spændte i bilen, der er bare fem minutter fra destinationen.

Rikke svarer, at det ikke gør spor for hende. Hverken at hun er ude at køre bil, eller at Matilde er der sammen med hende. 

Derpå fortæller Mia, at både hun og hendes bror, Morten, som Rikke også havde matchet DNA med, er donorbørn.

Der bliver stille i bilen. Et sus går igennem Rikkes krop. Først nu bliver hun klar over, hvad det er, Mia lige har fortalt hende. Til hendes store overraskelse handler det faktisk om hende.

“Så må jeg jo også være det,” siger Rikke efter nogen tid. Hun er hurtigt klar over, at Arne ikke er donoren, fordi hendes forældre havde haft svært ved at få Rikke i sin tid. 

Mia og Morten har samme mandlige donor, og er begge blevet til på Rigshospitalet, fortæller Mia. Rikke har også altid fået fortalt af sine forældre, at hun er blevet til på Rigshospitalet. Brikkerne begynder lynhurtigt at falde på plads. 

Samtalen i bilen er kort. Matilde og Rikke er nået frem til stedet, hvor de skal lave keramik. De kigger på hinanden med store øjne. ‘WHAT’ mimer de med munden til hinanden. 

Keramiktimen forløber rodet. Rikke er ikke typen, der deler alt med mennesker hun ikke kender, men der går ikke lang tid, fra de er kommet ind i keramikskuret, før det flyver ud af hende, hvad hun lige har fået fortalt. Da sessionen endelig begynder, er hendes tanker langt fra drejeskiven. Det kan man også se på den skæve saltskål, som hun producerer den dag. 

Rikke er igen blevet en del af en trekløver. Denne gang en, hvor bladene er blevet spredt af vinden, men den nye søskendetrio samles dagligt i deres fælles Messenger-tråd. I starten er det helt basale ting som fødselsår, civilstatus og bopæl, der skal på plads. Selvom Mia og Rikke egentlig er halvsøskende, kalder de Morten for brormand og hinanden for søs. I beskedtråden aftaler de også at ringe sammen på Facetime.

De tre halvsøskende sidder og snakker, og Karsten kommer over for at hilse på sin og Rikkes nyfundne familie. Han kan godt se, at de tre ansigter ligner hinanden. Især Mia og Rikke. Mias mand, Simon, har ligesom Karsten sneget sig over for at kigge og lytte med på samtalen.

”Jeg troede sgu lige, det var Mia, der sad der!”

En dag i november er både Rikke og Mia med hver deres familie i København ved et tilfælde, og de aftaler at mødes.

Rikkes hoved er ved at flyde over med tanker. Hun ved, at hun har en søster og en bror, men hun har ingen anelse om, hvordan deres relation skal blive. Måske kommer de bare til at vide, at hinanden eksisterer? Måske skal de ses hver anden weekend? Hendes håndflader bliver fugtige, og sommerfuglene i hendes mave er på størrelse med elefanter. 

”Det er da i hvert fald min søster, der står der!” 

Rikke kan mærke tårerne presse på ved lyden af en række ord, som hun aldrig troede, hun ville høre om sig selv. Hendes krop dækkes af gåsehud helt ud til fingerspidserne. Aldrig har hun hørt sig selv omtalt som nogens søster. 

På fortovet i Nyhavn kommer Mia og hendes familie gående lige imod Rikke og hendes familie. Rikke vender sig og får øje på dem. Ved første glimt af Mia er hun klar over, at det må være hendes mund, de varmende ord er kommet fra. Selvom de to søstre ikke er lige høje, er lighederne mellem dem slående. Den lodrette streg mellem øjenbrynene, de firkantede næser og deres fremtrædende fortænder. Tilmed har de den dag begge to håret sat op i en knold, og deres sorte jakker har pelskraver langs hætten. 

Efter familierne har hilst på hinanden går de ned på julemarkedet på Kongens Nytorv, hvor de får noget at drikke i en af boderne. Mellem de andre familier på markedet bruger søstrene den næste time på at forsøge at indhente alt det, som de ikke havde barndommen til at få styr på. 

”Har du naturlige krøller?”

”Hvad farve er dit hår, når du ikke farver det?”

”Er du venstrehåndet eller højrehåndet?”

Mændene og børnene står i den anden ende af bordet, mens Mia og Rikke bruger tiden på at lære hinanden at kende. De snakker mere om småt end om stort, og de tager selfies på Kongens Nytorv, hvor Rikke må gå lidt ned i knæ til sin lavere storesøster. Bagefter går de sammen ned ad Strøget. Her snakker de også om deres børn, og ikke længere kun om de to. For enden af Strøget går de to familier igen hver til sit. 

Beskederne fortsætter med at strømme frem og tilbage mellem de tre søskende, og de aftaler at samles alle tre for første gang på et hotel udenfor Aarhus med deres ægtefæller.

Undervejs på turen på tværs af landet er Rikke og Karsten nødt til at holde ind på en tankstation for at købe smøger, der kan dulme Rikkes nerver. Hun ryger ellers ikke, men nervøsiteten gør det nødvendigt. 

Mia og hendes mand, som de mødte i Nyhavn, venter i lobbyen, da Karsten og Rikke kommer ind. Snakken går mellem de to par, mens de venter. Efter ti minutter kommer Rikkes bror ind ad døren. Den fremmede mand giver Rikke en bjørnekrammer. Hun kender ikke Morten. De har kun snakket sammen på Facetime, men føler sig alligevel forbundet til ham. Det føles nemt. 

De tre par snakker sig igennem en aften med mad, vin og for Rikkes vedkommende en hel pakke nerve-smøger. De tre par falder i hak, og mærker ikke de 49 år, hvor de ikke har kendt til hinanden. 

Dagen derpå er der ikke brug for flere cigaretter. Nervøsiteten er forvandlet til en lettelse over, hvem hendes søskende er. Hun er ikke længere i tvivl om, at det bliver et godt forhold, hun får til sine søskende. Selvom de ikke er vokset op som søskende, kan hun mærke dem fra første sekund. Hun ser noget af sig selv i deres udseende, men også i deres væsen. 

Hvad hendes mor ville sige på sit dødsleje, finder Rikke aldrig ud af. Alligevel føler hun, at hun er kommet tættere på det. Det kunne jo være sandheden om Rikkes vej til verden, som Jytte ville fortælle. Det føles sådan. Men hun vil aldrig finde ud af, om det passer. Rikke er ikke sur på sine forældre over, at de har holdt hendes ophav hemmeligt. Hun kan godt forstå dem.

De kunne jo ikke vide, hvordan hun ville reagere. At hun ville få søskende for første gang, og at hun ville blive så tæt med dem. Men hun er lykkelig for, at hendes forældres hemmelighed nu har set dagens lys. Med sin nye familie har Rikke etableret en tradition, hvor de er sammen hvert år til julefrokost. De holder også familiefødselsdage, hvor hun bliver introduceret for deres familier. De rejser sammen, mødes til fester og tager på sommerhusture i det sommerhus, hvor hun tilbragte sine somre som barn. For Rikke betyder det ikke noget, hvad de oplever. Bare hun kan få lov at tilbringe tid med sine nye søskende. 

Hun har fundet sin plads i en ny trekløver. Selvom vinden har spredt bladene, vokser de sig tættere og tættere med tiden. Efter Mia og Morten kommer fire nye søskende til, så pludselig er det en syvkløver, hvis man tager alle Rikkes seks biologiske halvsøskende med. Der kan sågar komme endnu flere blade til hen ad vejen. Det holder hun også øje med, for Rikke åbner fortsat sin app hver anden dag for at se, om der skulle være dukket et nyt match op. 

Denne artikel er baseret på Rikke Maiken Jensen og hendes pårørendes erindringer. Den er blevet til ud fra beskeder, fotografier og interviews med Rikke, hendes faster Karen, hendes datter Matilde og hendes halvsøster Mia. Der er dele af artiklen som udelukkende baserer sig på Rikkes erindringer, og som ikke har været mulige at krydstjekke, da begge hendes forældre er døde.