Robotter i ørerne? Snart er hver tredje nye musikudgivelse skabt af AI.

Hver dag strømmer mere end 100.000 nye sange ud i det store streaming-ocean. Blandt de nye udgivelser får man meget nemt en robot på krogen.

Robotter i ørerne
Offentliggjort

Spotify, Deezer, Tidal, YouTube. Kært barn har mange navne, og mere end 50 procent af alle danskere lytter til musik via en af disse tjenester, viser Danmarks Statistik. 

Men ved brugerne, at der hver dag udgives ca. 30.000 AI-genererede sange? Det svarer til 28 procent af alle nye udgivelser, skriver den franske streaming-platform Deezer. Til sammenligning var tallet i januar i år 10 procent, uddyber Deezer. Om tallet fortsat stiger, er ikke svært at gætte på.

Nicolai Franck er Tech Scout og Head of Emerging Technology hos KODA. Han fremhæver en overordnet vigtig pointe, man som streaming-bruger bør kende til. “Hos Koda skelner vi klart mellem AI-genereret og AI-assisteret musik. I en AI-assisteret sang er AI brugt som et værktøj i den kunstneriske proces, og det ser vi ikke de store problemer i", siger Nicolai Franck og fortsætter, "AI-genereret musik derimod er en fuldt automatiseret produktion, hvor computeren kan generere titusindvis af sange om dagen, og hvor sangene er en form for remix af de millioner af værker, modellen er trænet på – og som i mange tilfælde konkurrerer direkte med de sangskrivere, som AI’en er trænet på, hvilket er problematisk”.

Om man som bruger af streaming-tjenester kan vide om en sang er AI-genereret, er svaret i følge Nicolai Franck, i mange tilfælde, et klart nej. “Det er forståeligt hvis forbrugerne gerne vil have en mærkning a la 'øko' eller 'fairtrade', men det er ikke et 'quick fix'. Mange mennesker sætter en tilfældig playliste på, trykker 'play' og ser ikke på skærmen, hvor der kunne stå, at en sang er AI-genereret. Desuden risikerer man, at sange, mennesker har skabt, fejlagtigt bliver mærket som AI”.

KODA har med andre branchespillere arbejdet for netop mærkning af AI-genereret musik. Men der er stor forskel på, hvordan de øvrige spillere fortolker situationen. 

På streaming-tjenesten Deezers newsroom kan man læse, at Deezer benytter et værktøj, der kan genkende AI-genereret musik. Dette materiale lander hverken på Deezers playlister eller i anbefalings-algoritmen.

Hos giganten Spotify går man knapt så markant til værks. I et interview i The Times i oktober 2025, afviser Spotify CEO Gustav Söderström at mærke AI-genereret musik med ordene, “vi vil ikke tage stilling til, hvad god kreativitet er. “ 

Den udtalelse møder skarp kritik på X af Ed Newton Rex, komponist og CEO for Fairly Trained, en non-profit der certificerer generative AI firmaer som respekterer skaberes rettigheder. Han mener, at udsagnet kan oversættes direkte til, at AI-genereret musik er velkommen på Spotify.

Nicolai Franck er klar i mælet til spørgsmålet om AI er kommet for at blive. “Teknologien har alle dage udviklet sig. Det er ikke noget nyt. Det må vi acceptere og arbejde med. Da bilen blev opfundet, blev hestevognen udkonkurreret af ny teknologi”, siger Nicolai Franck og fortsætter, “der er med AI den markante forskel, at der jo ikke er skabt en teknologi, der på mirakuløs vis kan lave musik. Det kan den kun, fordi den er trænet på menneskeskabt musik. Indtil nu er den træning foregået, uden at AI-firmaerne har spurgt om lov eller betalt rettighedshaverne for det. Det er helt afgørende for Koda, at denne misbrug af danske kunstneres rettigheder ophører, og at vores medlemmer får del i den økonomiske værdi, som AI-selskaberne bygger på sangskrivernes kreativitet, hjerteblod og livsværker.”

Nicolai Franck, Head of Emerging Technology KODA. KODA er en nonprofit organisation som bl.a. forvalter komponister og sangskriveres rettigheder

Fra politisk side er der også opmærksomhed på brugen af AI. “Hvis man gerne vil bruge andre menneskers rettigheder, skal man spørge om lov, og så skal man have licens”, udtalte kulturminister Jakob Engel-Schmidt i sommer i et interview med KODA.

EU-parlamentet vedtog da også i følge jurainfo.dk i februar i år, en lovpakke der skal dæmme op for ulovlig udnyttelse af ophavsretlige værker til at træne AI modeller. 

Indtil videre kan brugere af streaming-tjenester stille sig selv spørgsmålet: er det så vigtigt, at der er mennesker bag musikken? Hvis ikke må de spørge den foretrukne AI om der rent faktisk er. 

Powered by Labrador CMS