Rygmærker slås med tinsoldater
I kælderen på Viby Bibliotek går de i krig. Wargaming Aarhus’ medlemmer interesserer sig for et univers, der strækker sig fra sci-fi-krige til amerikansk fodbold med mord og orker.

Han marcherer tværs gennem lokalet. Han har tatoveringer på armene og bærer en lædervest. En anden mand i lædervest og hestehale råber efter ham. Manden med tatoveringer vender hovedet og går mod ham. ”Skal vi slås?”, spørger han. De bryder begge ud i latter. Mandens eneste fjende i aften er hans kammerat, der skal tæves på spillepladen.
Et uendeligt univers for alle
”Bonde for en falsk gud. Fordøm din tro eller dø”, står der skrevet på ruinens væg. 40.000 år ude i fremtiden har et menneske beskikket sig selv til gud, mens universets fraktioner er i evig kamp. ”Altså der er ingen guder, men det er der faktisk”, griner Jonas Due, der er medlem af foreningen Wargaming Aarhus. Han forklarer, at der er uendelige historier til Warhammer-universet, men at det ikke er afgørende at kende for at være med. ”Jeg leger jo bare med tinsoldater sammen med mine venner”, siger han og smiler.
På bordet står små bygninger i forfald, fremtidssoldater og tanks. Jonas Due spiller Warhammer 40.000, der også kaldes 40k, og som spilles i det dystopiske fremtidsunivers. I serien af spil er 40k og Age of Sigmar de mest populære. Age of Sigmar finder sted i en fantasyverden med blandt andet elverfolk, orker og mennesker.
Der findes dog også andre udgaver: ”Det her er Blood Bowl. Her skal man spille amerikansk fodbold. Det kan være orker mod mennesker, og så må de slå hinanden ihjel for at vinde”, forklarer Lauge Perto, der har et bord ved siden af Jonas.
Krig i Viby J
Vægge og gulve er af træ. Lokalet er på størrelse med en lille gymnastiksal. 10 borde er opstillet og lidt over 30 personer er til stede. Der er fuldt booket i dag. Salen fyldes med den klikkende lyd af terninger, der rystes i hænder, mens målebånd rasler i baggrunden. Figurerne har forskellig rækkevidde på deres angreb, og afstanden er derfor vigtig.
Det summer af diskussioner om spillets gang, grin og drøftelse af, hvad folk har lavet på job inden. Klokken er cirka seks. Et par stykker har en sandwich med. De fleste får noget at drikke. Drikkevarerne er i tusind farver, som figurerne på bordene. Kaffe, IPA, cola og yuzu-sodavand.
Når Facebookgruppen får nye medlemmer, postes et billede med teksten ”Velkommen til Wargaming Aarhus. Her er der kun hygge... og lidt krig”. De har ifølge deres Facebookside cirka 35 medlemmer. Foreningen har lokaler i kælderen under Viby Bibliotek, hvor de mødes hver torsdag.
I sommer blev navnet ændret fra Warhammer Aarhus til Wargaming Aarhus. Byens egen Warhammer-butik slår dørene op den 18. oktober, som nu kan bruge navnet. Games Workshop, der står bag universet, har åbnet 560 butikker Warhammer-butikker i hele verden. Fra Singapore til Canada.
Hærførere i verdensklasse og nybegyndere
Han står og kigger ved bordet. Blikket stift rettet mod slaget, der udspiller sig både i apokalypsen og på Skanderborgvej. Man skal være over 18 år for at spille med i Wargaming Aarhus. Alligevel går 14-årige Noah Johan Sejrup Dyrskog rundt og kigger på de forskellige kampe. Ham og hans far har fået lov at komme på besøg. De står og iagttager to medlemmer i krig.
”Det er lidt billigere, hvis du køber på denne hjemmeside”, får Noah at vide. ”Hvor længe har du spillet?”, spørger en anden. Selvom klubmedlemmerne er i gang med deres egne spil, der kan tage flere timer, får Noah serveret gratis forslag og råd.
Noah har været optaget af universet i et halvt år og er mest interesseret i Warhammer 40k. Han hørte først om det på YouTube, hvor han så korte klip, der viste universet i små animationsfilm. Nu er han i gang med at bygge og farve sin første hær, inden han kan begynde at spille.
Når man i Warhammer køber en hær, skal de små figurer først samles og så males, inden de er klar til kamp. En af klubbens medlemmer har brugt over 300 timer på én figur.
”Der er mange detaljer og meget frihed i, hvordan man går til det”, fortæller han. Der findes ikke en forening til spillere under 18, men Noah fortæller, at han helt sikkert ville være i kælderen hver torsdag, hvis han kunne. Noah læser lige nu en bog, der handler om Warhammer 40k. Han synes universet er fedt.
Denne torsdag dominerer sci-fi-universet på bordene. Men bagerst i lokalet spiller de fantasy med Age of Sigmar. ”Jeg har spillet i mange år, og Morten er tidligere verdensmester”, fortæller Henrik Nielsen, der lige har tabt en krig til Morten Poulsen.
Danmark er en af de bedste nationer i verden til Age of Sigmar. ”Danmark vandt i 2020, 2022 og 2023”, fortæller Henrik. I 2024 sponsorerede Suspekt det danske landsholds t-shirts.
Bikere eller brætspillere?
I kælderen går flere rundt med lædervest. Bag på dem står der ”WARHAMMER 40K - AARHUS”.
Foreningen har oplevet at blive forvekslet med en motorcykelklub eller rockere. Et par medlemmer var engang i byen i København, hvor de havde veste på. Her blev de på et tidspunkt stoppet af politiet, som synes, de så lidt mistænkelige ud og spurgte, hvem de mon var? ”Nu skal I sørme høre. Vi spiller brætspil”, griner Lauge Perto.
På foreningens Facebookside står der, at det ikke koster noget at være med, medmindre man glemmer hjemmebag. Så skal man gå i Viby Centret og købe kage. Ellers koster det: ”platte vittigheder og umotiverede skrål, som kan koste et par hjerneceller, men ellers er det helt gratis”.
De første begynder at pakke sammen. Klokken er kvart i ni. I kælderen spiller man fra cirka klokken 18. Mange er stadig i gang, men medlemmerne har også til klokken 23, før de skal være færdige med at nedkæmpe deres modstanders hær.