Samsø set gennem Bullseye

I den lokale Dart klub på samsø møder man et fællesskab der centralt for, at forstå ikke kun relationen mellem medlemmerne, men også, hvad det er der gør samsø til samsø.

Da dartklubben var størst, kunne der møde op til 70 medlemmer i den lokale forening. I dag er klubben lidt mindre, men fællesskabet er stadig stærkt som sten.
Offentliggjort

Det første, man hører i dartklubben på Samsø, er blandingen af venskabelig småsludren og de små rytmiske dunk fra dartpile, der rammer skiven. Det er blevet tirsdag og dermed træningsdag for et af de karakteristiske fællesskaber på øen Samsø, nemlig den lokale dartklub. Klubben ligger ved den lille by Onsbjerg.

Medlemmerne er en blandet flok. Fælles for dem alle er dog, at ingen af dem kan huske, hvornår de startede i klubben. For de fleste er det i hvert fald ikke på denne side af årtusindskiftet.

Den kan lukkes

De fremmødte trækker lod om, hvem de skal spille imod, og begynder så småt at varme op. Da de er færdige og skal til at begynde kampene, dæmpes småsludren en smule. Selvom det bare er træning, tages darten stadig seriøst.

På den ene bane spiller de to venner Peter Lunding og Lone Møller Heinsøe mod hinanden.

"Den kan lukkes," kommer det fra Peter i et kækt toneleje. På modstanderens side af tavlen står der 170 – den højeste lukning i dart. "Så fræk er han altid, man vænner sig til det med årene," siger Lone og ryster lidt på hovedet af Peter, imens hun lægger an til at skyde.

Da kampen er færdig, bliver der givet knuckles og sagt tak for kampen.

Samsø open

  • På trods af at Samsø kun har lidt over 3.600 indbyggere, lægger øen hvert år hus til Danmarks største klubarrangerede dartstævne.
    • I september 2025 deltog mere end 500 dartspillere på 80 baner, hvilket gør stævnet større i omfang end Denmark Open i København, som er arrangeret af Dansk Dart Union.

Den anden familie og den store grundlægger 

"Det lyder måske lidt cliché at sige, men klubben er ligesom ens anden familie." En familie, der også rækker uden for dartklubbens fire vægge, forklarer Peter. "Der er altid hjælp at finde i klubben, og det har man brug for et sted som Samsø. Det er nok noget af det, der gør øen til det, den er."

At fællesskabet er stærkt, kan også ses i klubbens indretning. Her i klubben gemmes gamle billeder ikke væk i et støvet fotoalbum, men bliver derimod hængt op i små og store collager på klubbens vægge og opslagstavler.

"Man kan ikke fortælle historien om dartklubben uden at nævne Bill," siger Lone og peger over på et billede af en mand i en hvid darttrøje. Manden på billedet er dartklubbens grundlægger Bill Stage, forklarer Peter. Bill startede klubben i 1987 på den lokale kro i Nordby. Ambitionerne var store, og inden for de første fire år blev klubben medlem af Dansk Dart Union, man flyttede til større og bedre lokaler i Onsbjerg, og man fik etableret det årlige dartstævne Samsø Open, der med over 500 deltagere i dag er Danmarks største dartstævne.

Grundlæggeren Bill Stege til venstre i billedet

En forening pr 25 inbyggere

Fællesskabet, de har i den lille dartklub, er dog ikke et unaturligt syn på øen. "140," siger Peter, imens han tager et stort katalog op på skranken ved baren. Han refererer til antallet af foreninger på øen. Det svarer cirka til én forening pr. 25 indbyggere på Samsø. For at forstå øen er man altså nødt til at forstå de mange små fællesskaber og de tætte relationer på tværs af øen, der binder samfundet sammen.

"Det er jo det, vi kan herovre. Det der nærvær, som jo desværre bare er forsvundet med tiden mange steder," siger Lone. Lone er opvokset i Aarhus og oplever selv en anden form for rummelighed i dartklubben, som man måske ikke finder i storbyen. "I storbyen kan der måske godt være en tendens til, at man hele tiden skal gøre og sige 'det rigtige'. Vi er gode til at omfavne hinandens forskelligheder – og så hjælper vi," afslutter hun, imens hun kigger ned ad rækken af dartskiver, hvor man igen kan høre de små rytmiske dunk fra et nyt spil der er gået i gang.

Powered by Labrador CMS