Seksuel sundhed er stadig et overset område

Når patienter møder sygeplejersker, læger, fysioterapeuter og andre sundhedsprofessioner handler samtalen typisk om diagnoser, medicin og genoptræning. Det, der sjældent bliver talt om, er den seksuelle sundhed og seksualiteten.

Ifølge Helle Nygaard Gerbild, ph.d. og lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hænger seksuel sundhed tæt sammen med den generelle sundhed. Det påvirker helbredet både negativt og positivt. ”Hvis man har et godt helbred, vil man typisk have en velfungerende seksualitet, og i hvert fald en god seksuel funktion. Omvendt, hvis der er faktorer som fx sygdom der påvirker ens generelle helbred negativt, påvirker det typisk også seksualiteten negativt,” forklarer hun.

For patienter med kroniske og langvarige lidelser som fx kræft, hjerte-kar-sygdomme, lungesygdomme eller parkinson kan sygdommen påvirke lyst, seksuel funktion og intimitet og føre til både fysiske og psykiske gener. Alligevel bliver den seksuelle funktion sjældent inddraget systematisk i behandlingen.

Et tabu med konsekvenser

Den seneste barometerundersøgelse om kræftpatienters behov og oplevelser fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 3 ud af 4 patienter oplever gener, som fylder i deres hverdag. Men det er især problemer med sex- og samliv, hvor færrest oplever at få hjælp eller vejledning.

Ifølge Sundhedsstyrelsens forløbsprogram for kræft skal fagpersoner afdække gener og problemer med seksualitet – både fysiske og psykiske gener – for at sikre, at patienter får den bedst mulige hjælp.

Når fagpersoner ikke inddrager seksualiteten i samtalen, kan det få konsekvenser for patienterne. ”Patienterne kender ofte ikke selv sammenhængen mellem deres sygdom og deres seksuelle vanskeligheder,” forklarer Helle Gerbild, ”de forestiller sig ofte, at de seksuelle vanskeligheder kommer af alle mulige andre årsager.”

Når sammenhængen ikke bliver forklaret eller taget op i behandlingen, risikerer seksuelle problemer at forblive ubehandlede. På trods af både klare behov fra patienterne og ved nogle sygdomme, også de officielle kliniske retningslinjer og forløbsprogrammer.

Hvem siger det højt?

Men det er ikke fordi patienterne ikke har et behov for at tale om det – tværtimod. Ifølge Helle Gerbild har patienterne brug for, at det er fagpersonerne, der tager initiativet til samtalen, fordi emnet er så tabuiseret.

Det samme fandt et stort litteraturstudie som på tværs af 50 studier konkluderer, at uanset hvilken kronisk sygdom man har, ønsker patienter at fagpersoner inddrager seksualiteten i samtalen.

Når fagpersoner heller ikke spørger, bliver samtalen aldrig til noget. Og dermed forbliver problemer, som ofte kan behandles eller afhjælpes skjult.

En vigtig del af bl.a. sygeplejerskers arbejde er at dokumentere nødvendige oplysninger for hver patient. Ud af de 12 områder de skal identificere, er bl.a. seksualitet og seksualfunktion. Men et studie fra 2025 blandt sygeplejersker ansat på danske sygehuse fandt at næsten halvdelen (45%) af sygeplejersker ikke afsætter tid til at spørge ind til og håndtere seksuelle problemer.

Manglende uddannelse spænder ben

En væsentlig forklaring er, at mange fagpersoner ikke føler sig klædt på til at tale om seksualitet med patienter.

I et studie publiceret i tidsskriftet Sexual Medicine har Helle Gerbild undersøgt, hvordan studerende på sygeplejerske-, ergoterapeut- og fysioterapeutuddannelser i Danmark forholder sig til at tale med patienter om seksualitet. Studiet viser, at de studerende generelt er positive over for emnet, men samtidig oplever, at de mangler faglig viden i deres uddannelse. ”De synes, de burde trænes til at tale med patienterne, men de studerende svarer næsten samstemmigt, at de ikke har fået noget undervisning på deres uddannelse,” forklarer Helle Gerbild.

Manglen på viden skaber også tvivl om hvem der har ansvaret. ”De studerende tænker, at hvis de spørger ind til noget de ikke er uddannet til, kommer det til at virke uprofessionelt. Og det har de jo ret i,” påpeger Helle Gerbild.

Mere fokus – men behov for systematiske løsninger

Der er dog tegn på udvikling. I dag er der langt større opmærksomhed på emnet end tidligere. ”Man er mere bevidst om, end man var for 20 år siden,” fortæller Helle Gerbild.

Men hvis området skal løftes markant, kræver det ifølge Helle Gerbild strukturelle ændringer i både uddannelser og sundhedsvæsenet. ”Ind i uddannelserne som en obligatorisk del, ind i de kliniske retningslinjer, ind i forløbsprogrammerne. Og det skal stå som en skal-opgave.”

Det handler også om en grundlæggende forståelse af sundhedsbegrebet. ”Der er behov for at hele sundhedsområdet erkender, at den seksuelle sundhed er en del af den generelle sundhed. Ligesom mental sundhed blev accepteret som en del af din sundhed,” konkluderer Helle Gerbild.

Hvis seksuel sundhed bliver tænkt systematisk ind i behandling, rehabilitering og forebyggelse, kan flere patienter få hjælp til problemer, der i dag forbliver oversete. Det kan have en stor betydning for både livskvalitet og evnen til at leve med sygdom.