Selv syv år efter sin fars død får Sidse stadig tanken: “Jeg skal huske at ringe til far”

Det fremstod stadig uvirkeligt. Jeg følte ikke at jeg kunne relatere til de her mennesker. Det var pædagogerne der anbefalede at jeg skulle starte i gruppen - min krisepsykolog syntes også at det var en god idé. Alle kiggede på mig da jeg trådte ind ad døren. Jeg tænkte “hvad skal jeg dog bruge denne her sorggruppe til?”. Det er noget ‘de voksne’ mente ville være godt for mig. Jeg var ikke selv så sikker. Jeg ville hellere krølle mig sammen i min seng og glemme det hele. Bare for en stund. 

Det var den 21. februar at min verden ændrede sig. Han var 53 år, jeg var 14. Aftenen før var vi kommet hjem fra vores sidste rejse sammen i Sri Lanka. Da vi landede, ringede min mor og spurgte, om jeg ikke ville komme hjem og sove hos hende – vi havde jo ikke set hinanden i to uger. Så det gjorde jeg, selvom det ikke var aftalen.

Jeg havde sovet dårligt. Jetlag.

Min mor snakkede i telefon ude i køkkenet. Jeg hørte hende nævne ambulancereddere. Min mor er sygeplejerske, så jeg tænkte at det var arbejdsrelateret. Det undrede mig, at hun snakkede i telefon så tidligt – og så om arbejde. Det var aldrig sket før. Så hørte jeg, at hun sagde: ‘Hvad kan vi gøre med hendes ting? Kan vi komme og hente hendes ting?’ Og så slog det bare klik for mig, at det var mine ting, hun snakkede om.

“Hun tager telefonen ned og siger: Far er blevet fundet livløs. Der er ambulancereddere derhjemme, som prøver at genoplive ham lige nu.” 

Fars pige 

Jeg husker min barndom som et sted, hvor alting lå tæt på. Skolen, vennerne, havnen – og min far. Vi var ofte nede på hans båd, hvor god mad og kortspil tog den ene weekend efter den anden. 

Jeg havde tit veninder med. Det måtte jeg gerne. Det lå til ham, der var altid plads til flere. Plads til grin, sjov og spas. 

Når jeg tænker tilbage, husker jeg en tryg barndom. Selv efter mine forældre blev skilt, da jeg var omkring otte år, ændrede det ikke på den tryghed. Faktisk føltes det på mange måder bedre. 

Jeg havde det altid sjovt hos min far. Vi lavede hele tiden ting sammen: var på båden, rejste, spiste ude – og havde en evig kamp om sejren i kortspillet 500. Det var også lettere at lave ting hos min far. Jeg havde generelt meget frihed hos ham.

Jeg har altid vidst at jeg var fars pige. Med et smil eller et blik kunne jeg ofte få min far til at ændre mening. Han kunne aldrig sige ‘nej’ til sin eneste datter. 

Han døde også i begyndelsen af mine teenageår. Den alder, hvor man kan blive rygende uvenner med sine forældre. Det kunne jeg også blive – både med min mor og min far. Men det ændrede ikke på vores forhold. Jeg var stadig fars pige. 

Virkeligheden venter 

Efter nyheden fór jeg ud af køkkenet og ind på mit værelse. Jeg ringede til min veninde. Stemmen rystede, ordene kom ud som en mumlen. Jeg fortalte hende hvad der var sket. Hun boede lige over for min fars hus. Blå blink prydede husmuren og politiafspærringer omkransede grunden. 

Den dag ville hun ikke i skole. Hun ville hjem til mig i stedet.

Inde på mit værelse overtog lyden af den velkendte tv-serie, “Venner”, rummet. Jeg kunne stadig grine af de sarkastiske jokes – selvom ‘de voksne’ vrimlede i kaos og chok på den anden side af min værelsesdør.

Mit værelse fungerede som et helle. Den bløde seng, de velkendte lyde, duften af mit sengetøj, alt virkede normalt – selvom alt omkring mig var ændret. Jeg prøvede at holde fast i øjeblikket, selvom jeg vidste, at virkeligheden ventede lige uden for døren. På den anden side hvirvlede alvoren, mere grueligt end nogensinde før. Det var stadig ikke gået helt op for mig endnu. 

Derude var min far død.

Når tiden går, og andre går videre 

Vi tog i skole op ad formiddagen. Jeg kunne ikke rumme at være derhjemme længere. I køkkenet stod syv af mine fars voksne venner og græd. Chokket sad stadig i mig. Jeg havde uglet hår og mine Calvin Klein natbukser på. Tanken om at skifte tøj strejfede mig ikke engang.

“Alle blikke var på mig. Folk kiggede som om der gik en zombie igennem skolen”

Rygtet havde spredt sig. Alle vidste det. 

Jeg blev plantet midt i klasselokalet. En fra min klasse rakte tøvende en finger i vejret. “Var det en god ferie?”. Jeg stirrede på hende og tænkte: Hvad er det for et spørgsmål? Min far er lige død. 

“Jeg havde ikke lyst til at være kendt som ‘hende pigen, hvis far lige er død’” 

Ordene føltes tomme. Uforståelige. Jeg kiggede rundt i lokalet, hvor alting langsomt begyndte at fortsætte som normalt igen. I takt med at tiden gik, begyndte mine klassekammerater at vende tilbage til deres hverdag. De snakkede om lektier, fester og småting, mens sorgen stadig fyldte alt hos mig. 

“Jeg kunne slet ikke forstå, at mine venner ikke tænkte på det hver dag, når jeg ikke kunne tænke på andet” 

Det sidste farvel 

Første gang jeg så min far efter hans død var i lighuset. Han havde det tøj på, som han altid gik i – en kortærmet, ternet skjorte og et par blå cowboybukser. Men skjorten var knappet helt op, noget han aldrig gjorde til daglig. Jeg rakte forsigtigt ud for at knappe den øverste knap op, men min mor bremsede mig. 

“Det tror jeg ikke, du skal gøre. Far er jo blevet obduceret, så det er nok derfor” 

Jeg frøs. Min mave snurrede. Tanker om ar og ændringer i hans krop fyldte mig med en blanding af frygt og forvirring. Jeg havde hørt om, hvad der sker, når nogen dør pludseligt, men først her blev det virkelig konkret. Her lå min far foran mig, og virkeligheden ramte mig med en ubarmhjertig tydelighed. 

“Jeg faldt sammen på gulvet og begyndte at græde. Fuldstændig ustyrligt” 

Jeg har siden fortrudt at det var det sidste billede jeg fik af ham. Et øjeblik i uvirkelighed og stilhed, hvor han lå der, som han stadig levede. Jeg kan stadig se hans skjorte, hans askegrå hænder, måden lyset faldt på hans farveløse ansigt – alt sammen fanget i et øjeblik, som jeg aldrig kan glemme igen. Hver gang jeg tænker på det, mærker jeg savnet endnu tydeligere. 

Skattejagten 

Jeg skulle over efter mine ting. Hans bil stod stadig i indkørslen. Det lignede at han var hjemme.

“De første mange måneder føltes det som om han var på ferie” 

Første gang jeg trådte ind i huset, kunne jeg mærke at det var anderledes. Luften var tyk. Det var først i dette øjeblik, at det rigtigt gik op for mig, at han var død.

Alt var som før, men der var småting der faldt mig i øjnene. På køkkenøen lagde han altid sin telefon, pung, smøger, lighter og nøgler sirligt på bordet. Denne gang stod der blot en dåse danskvand. 

“Han kunne aldrig finde på at efterlade en dåse, bare aldrig” 

Den lille detalje blev hængende. Noget føltes forkert. Ude af trit med den far, jeg kendte. Tankerne begyndte at køre i ring. Havde der været tegn, jeg ikke havde set? Havde han haft det dårligt i løbet af natten? 

Spørgsmålene meldte sig én efter én, uden svar. Jeg ledte efter noget, jeg kunne have opdaget. Noget, jeg kunne have gjort anderledes. Burde jeg have blevet og sovet hos min far? 

“Kunne jeg have gjort noget? Men man er nødt til at parkere det, ellers bliver man sindssyg” 

Skyldfølelsen sneg sig stille ind. Ikke som en konkret tanke, men som en uro, der satte sig i kroppen. En fornemmelse af, at jeg burde have vidst noget. Burde have handlet. Selvom jeg godt vidste at det ikke var min skyld. 

“Ikke nok med at jeg mistede min far, så mistede jeg også mit hjem” 

Jeg gik rundt i huset for at samle mine ting. Tøj, sko, små minder fra de få måneder, vi nåede at bo der sammen. Vi var flyttet ind i oktober. I februar var det slut. 

“Det føltes som en skattejagt” 

Men der var ikke noget at finde. Kun spor af det, der havde været. Vi havde nærmest ikke fået lov til at pakke ud, før det hele skulle pakkes ned i de samme flyttekasser.

Et sprog for sorg 

Jeg følte mig alene midt i alle de mennesker, der syntes at gå videre, som om intet var sket. For mig er sorg en vedvarende proces. Jeg tror ikke på at der er en start eller en begyndelse.

“Mine brødre forstod det ikke. Ikke engang min mor forstod det” 

Først da jeg begyndte i sorggruppen, gik det op for mig, at jeg ikke stod alene med følelsen. Her var andre, der forstod mig. Andre der ikke kom videre. Sorggruppen hjalp mig til at bearbejde sorgen gennem et fællesskab, og langsomt lærte jeg, at sorgen stadig er der, men på en anden måde. Da jeg startede, handlede det mest om ikke at glemme min far – i dag handler det om at huske ham. 

Efterhånden som jeg har været i gruppen længe, har jeg også oplevet værdien i at støtte de nye medlemmer. Det giver mig selv noget – et sprog for sorgen og en måde at bearbejde den på. Jeg har knyttet mig særligt til én pige og er næsten blevet en bonusstoresøster for hende. 

“Når jeg tænker på min far nu, gør tanken mig glad – ikke kun ked af det” 

At miste min far i en tidlig alder har givet mig et stort perspektiv på livet. Jeg er ufrivilligt blevet mere moden og mere reflekterende. Jeg tænker stadig på ham næsten hver dag, og hvis ikke, drømmer jeg ofte at han stadig er her. Drømmene er intense og livlige, og de minder mig om, at jeg aldrig vil glemme ham. 

“Jeg kan stadig få den tanke: jeg skal huske at ringe til far… og så er det sådan, nå nej, han har været død i syv år” 

Jeg er dybt taknemmelig for sorggruppen og for, at jeg nu kan være der for andre, på samme måde som de var der for mig. Sorgen fylder stadig, men jeg har lært at bære den, og med tiden har jeg fundet en måde at leve videre – med minderne, kærligheden og savnet som en del af mig.