Shopping, sightseeing og studiehjælp: Danske unge anvender generativ AI i stor stil 

Tre ud af fire unge anvender generativ AI, viser en ny undersøgelse. Private formål er hovedårsagen til danskernes brug af de mange AI-værktøjer.

Person with computer
Offentliggjort

”Jeg bruger det eksempelvis, hvis jeg skal have nogle restaurantanbefalinger,” sådan lyder det fra Christian Krogsdal på 26 år.

Kunstig intelligens er blevet mange danskeres personlige assistent. En assistent som kan hjælpe med alt fra shopping til arbejds- og skoleopgaver.

I en ny undersøgelse om It-anvendelse i befolkningen tegner der sig et klart billede af, hvem og hvordan generativ AI anvendes i den danske befolkning anno 2025.

De yngre aldersgrupper lægger sig solidt i spidsen. Af undersøgelsen fremgår det, at 77 procent af de 16-24-årige har anvendt generativ AI inden for de sidste tre måneder. Det svarer til tre ud af fire unge i denne aldersgruppe. Private formål er ifølge undersøgelsen den primære grund til, at danskerne søger hjælp fra kunstig intelligens.

Kunstig intelligens som shopping-hjælper

AI kan give dig viden om produkter, som var den din personlige shopping-assistent.

I en e-handelsanalyse fra Dansk Erhverv fremgår det, at fire ud af ti forbrugere får hjælp af et AI-værktøj til internethandel. Cirka seks ud af ti forbrugere forventer at gøre det i fremtiden.

Studerende, Christian Krogsdal på 26 år er begyndt at bruge ChatGPT i stedet for Google, hvis han skal have nogle hurtige informationer.

”Da jeg var ude at rejse, skulle jeg ud på noget sightseeing. Så i stedet for at gå på Wikipedia bad jeg ChatGPT om at opsummere historien om stedet for mig. Så på den måde er jeg begyndt at bruge det meget som et hverdags-værktøj,” siger Christian Krogsdal.

Ikke alle unge deler AI-entusiasmen

Studerende, Katinka Blicher Bolther på 22 år deler dog ikke AI-entusiasmen.

”Jeg har haft erfaring med, at den siger noget forkert,” siger Katinka Blicher Bolther.

Hun bruger sjældent generativ AI bevidst, men det er hendes indtryk, at det findes mange steder.

”Jeg går stort set aldrig ind i Copilot eller ChatGPT, men jeg bruger nogle gange AI til at trække de vigtigste pointer ud fra f.eks. en rapport, som vi skal bruge på skolen. Men der har jeg bare haft dårlige oplevelser med det, hvor AI har henvist til sider, hvor der ikke stod det, den sagde der stod, eller har opfundet noget, der ikke var rigtigt,” siger Katinka Blicher Bolther.

Studerende, Karla Ellingsøe på 24 år er heller ikke stor-forbruger af generativ AI.

”Jeg ved ikke, om jeg er skeptisk, men jeg prøver, så vidt muligt, at lade være med selv at bruge det. Selvom jeg tror, at jeg kunne eksekvere mange ting meget nemmere, hvis jeg lærte at bruge det. Men jeg bruger det ikke så meget,” siger Karla Ellingsøe.

En markant stigning fra sidste års tal

Brugen af generativ AI blandt de 16-74-årige er dog steget med 12 procent siden sidste år. I år ligger tallet på 48 procent. Det svarer til, at cirka 2,1 millioner personer i alderen 16-74 år anvender generativ AI. Det tyder altså på, at brugen af generativ AI i den danske befolkning kun bliver større. Hvordan danskerne i fremtiden kommer til at anvende de mange AI-værktøjer, må tiden vise.

Powered by Labrador CMS