Siden Simon var tre år gammel, har han drømt om at blive landmand
Men i dag var han aldrig blevet det
Hver morgen klokken 05.00 ringer Simon Bækgaard Christensens alarm.
Men det er efterhånden mange år siden, at han sidst har hørt den. Han er altid vågen før.
Arbejdet som landmand kræver lange timer og hårdt arbejde. Derfor skal Simon være tidligere oppe end de fleste.
Men de sidste par måneder, har Simon sovet dårligt. Det er blevet en uundgåelig del af hans rutine at vågne om natten. Ikke fordi det hårde arbejde og de lange timer påvirker ham. Tværtimod - Simon elsker sit arbejde som landmand.
Men bekymringerne for fremtiden er trængt igennem til ham.
Bekymringerne og uvisheden.
For hvad bringer fremtiden for en landmand som Simon?
Landmand med stort L
Simon Bækgaard Christensen er i dag 40 år gammel og landmand med stort L. Det bærer hans udtryk også stærkt præg af.
Han har jord på hænderne. Er iført tunge læderstøvler med sprækker og huller. En tyk Carhartt-skjorte og en robust jakke af samme mærke, hvis snavsede overflader begge viser tegn på hans mange arbejdstimer i marken.
På toppen af hovedet hviler en brun kasket, der oprindeligt var hvid, med teksten 'Denmark' skrevet henover. Ovenpå kasketten har Simon sit trofaste headset. På den måde kan han hurtigt vippe det ned, trykke ind på en knap i siden og besvare et opkald, når han bliver ringet op.
Det gør han ofte.
Selvom Simon først officielt blev færdig på landbrugsskolen i 2007, mener han selv, at han har været landmand nærmest hele livet.
Han er opvokset på selvsamme gård, som han i dag ejer. I dag er den bare tre gange større, end den var dengang.
Han er den fjerde generation, der ejer familiens gård, og han købte den af sin far tilbage i 2019, da "det var ved at være på tide", som han fortæller.
Gården har været mange faser igennem. Førhen havde de både svin og kvæg, men i dag dyrkes der udelukkende planteavl. Og lige nu er det avling af kartofler, der fylder skemaet.
Fra 05.00 om morgenen til de sene aftentimer.
Selvom timerne er mange, er arbejdstitlen som landmand vigtig for Simon.
"Jeg er meget stolt af at være landmand, og jeg har arbejdet hårdt for at blive god til det, jeg laver".
Simons ryg er rank. Han er stolt af sine bedrifter, for arbejdet hårdt, det har han. Faktisk siden han selv var et barn, der var på besøg hos sine bedsteforældre.
Barndommen på gården
Når Simon ser tilbage på sin barndom, ser han tilbage på en barndom på sin bedstefars gård. En tid fuld af frisk luft og jord under neglene.
Især er der et minde fra gården, der står tydeligt frem for ham.
Han sidder i fodervognen, og klamrer sig fast til vognens kanter. Dengang var den vakkelvorne tur en anelse skræmmende for Simon, men spændingen over at hjælpe til på bedstefarens landbrug var langt større.
Hans bedstemor trak ham med rundt til grisene, og her var det hans opgave at hjælpe hende, med at give grisene foder og passe dem.
Han havde et ansvar for gården. Allerede dengang.
"Jeg har nok vidst, at jeg ville være landmand siden jeg var tre år gammel. Og så har jeg sparet op til at købe gården, siden jeg var ti".
Der har aldrig hersket nogen tvivl i Simon. Når han blev stor, skulle han være landmand. Heller ikke folk omkring ham, har været i tvivl.
"Jamen jeg tror, det er noget alle altid har vidst", klukker han.
Og det var ikke kun fodringen af grisene fra den vakkelvorne vogn, der forsikrede ham.
Der var også første gang, han fik lov til selv at køre traktoren.
Eller plovmaskinen. Eller mejetærskeren.
Mange minder fra barndommen strømmer gennem Simon. Men det er minder fra en anden tid - en mere simpel tid for landmænd, hvis du spørger ham.
I dag er landbruget noget helt andet, end det var dengang.
Landbruget til debat
I år er det 37 år siden, at Simon først begyndte at drømme om en fremtid som landmand.
2026 blev indbegrebet af en vidtrækkende debat om landbruget, særligt i forbindelse med Folketingsvalget i marts.
Her spillede spørgsmål om grise, vandmiljø og landbrugets kvælstofsudledning en central rolle, og trak fronterne op mellem rød og blå blok.
Valget endte efter 69-dages regeringsforhandlinger med den såkaldte “firkløverregering”, hvis regeringsgrundlag lægger stor vægt på en øget regulering af landbruget.
Øl og kartofler til danskerne
Simon Bækgaard Christensen kan tydeligt mærke, at flere og flere kritiske beskeder finder vej til hans Facebookindbakke i denne tid.
Han har flere gange modtaget kritik og hadbeskeder på Facebook. Her er han blandt andet blevet kaldt “dyremishandler” og “miljøsvin” af fremmede.
Simon slår ud med armene og himler med øjnene, da han remser øgenavnene op.
“Det er jo fuldkommen usagligt!”.
Det er mørkt i den store lade, og udover et par meterhøje bunker af raps og maltbyg, er laden tom og rummelig. Hver en sætning ekkoer svagt i murene, men pludselig runger Simons stemme skarpt gennem det store rum.
“Tværtimod.”
Simon skammer sig ikke over at være landmand i 2026. Tværtimod er han enormt stolt af sit levebrød. Og beskederne på de sociale medier praler i dag af.
“For ti år siden kunne jeg finde på at svare igen, når folk skrev sådan nogen ting. Men nu er jeg ligeglad,” fortæller han smilende.
Maltbyggens høagtige sødme hænger i ladens kølige luft og Simon tager en håndfuld fra den gullige bunke.
“Den her maltbyg sælger vi til Carlsberg. Den er perfekt til øl på grund af dens høje proteinindhold.”
I bunken af maltbyg findes en af årsagerne til, at Simon er landmand – nemlig stoltheden over, at kunne brødføde danskerne med lokale fødevarer.
Han savner en større taknemmelighed fra de danskere, der om aften sætter tænderne i hans kartofler, eller om fredagen drikker øl, der er lavet af hans maltbyg.
Men det ikke utaknemmeligheden, som holder Simon vågen om natten.
Gødskningsloven
Det, som for alvor vækker Simon om natten, er den Gødskningslov, som Folketinget vedtog i starten af september.
Gødskningsloven betyder, at landbruget fra 2027 skal reducere sin kvælstofsudledning markant for at beskytte især vandmiljøet mod forurening.
Hver landmand får med loven tildelt en individuel udledningskvote, der afhænger af, hvor meget det lokale vandmiljø kan tåle.
Vedtagelsen af loven medførte store protester flere steder i landet, og hundredvis af traktorer med vrede landmænd indtog Aarhus og København i ugerne efter vedtagelsen.
Deres budskab var klart: Kravet om en kvælstofsreduktion på 9.600 ton er umuligt, hvis dansk landbrug skal overleve i fremtiden.
Majsmarkens uvisse fremtid
Simon var selv i København for at demonstrere mod Gødskningsloven.
“Vi aner jo ikke, om alt det her kan løbe rundt i fremtiden,” sukker han og peger rundt på laderne.
I dag skal han ud at se til en af sine majsmarker. En af de marker, som han frygter, må opgives i fremtiden. Han hopper ind i en hvid varevogn og bakker ud af gårdspladsen.
Varevognen drøner ned ad de små landeveje; Lange, lige linjer af asfalt, der skærer igennem endeløse vidder af brungrønne marker.
Vognen stopper ved et hav af grønbladede stilke. Kort efter standser en rød pickup-truck også ved majsjunglen, og ud træder Poul Erik Clausen i mudrede Airtox-sko.
Poul Erik er hyret af Simon til at så og høste majsene. De to skal i dag undersøge, om kolberne er klar til at blive høstet og lavet om til dyrefoder.
Mændene forsvinder ind mellem planterne, der er lige så høje som dem selv, og vender tilbage med en velvoksen, mørkegul kolbe.
“De ser klar ud”, lyder konklusionen.
De to mænd har sammen solgt majs til dyrefoder i tre sæsoner.
“Men vi ved sgu ikke, om det er rentabelt at fortsætte endnu en sæson. Gødskningsloven gør alting uvist.”, fortæller de to mænd og trækker på skuldrene.
De ser på hinanden. Et øjeblik siger ingen af dem noget. Kun majsplanterne rasler i vinden.
“Jeg ved ikke, om jeg selv knækker”
Den hvide hvidvogn og røde pickup-truck skilles. Nu går turen hjem mod hovedgården.
Om nogle timer kommer Simons tre børn hjem fra skole. Særligt Simons ældste søn på tretten hjælper til på gården.
“Der er mange unge, som arbejder på gårdene herude. Mange af dem har svært ved at sidde stille i skolen, og de er meget gladere ude i marken.” fortæller han bag rattet.
De unge er en stor drivkraft for Simon på de dage, hvor uvisheden om fremtiden fylder meget.
Han forsøger at fremstå stærk foran dem, så de ikke mister troen.
Simon har selv set, hvordan landmandskollegaer er brudt grædende sammen af frygt for fremtiden.
“Jeg ved ikke, om jeg selv knækker. Det kan man jo ikke vide”, siger han mens han stirrer ud af varevognens forrude.
Selvom han ikke vil skræmme de unge væk fra et liv på gården, håber han ikke, at hans egen søn følger i landmandsfodsporene.
“Han må gøre hvad han vil. Men jeg håber da, at han vælger noget andet”.
'Årets Unge Landmand'
2021 var et særligt år for Simon. Her fik han tildelt prisen som ‘Årets Unge Landmand’ på et Landbrug- og Fødevaredelegeret møde i Herning. Han var blot 35 år gammel.
Det er en pris, der betyder meget for Simon. Især i en branche, hvor de fleste landmænd er markant ældre.
I sin takketale sagde Simon, at han håbede på at kunne inspirere andre til at springe ud som selvstændige i landbruget. For selvom der er mange udfordringer, er der også rigtig mange muligheder.
"En dårlig drøm"
I dag ville Simon ikke sige det samme, hvis han skulle holde talen på ny.
Han ville ikke opfordre andre til at springe ud som selvstændige i landbruget - sågar ikke sin egen søn.
Han ville holde fast i, at der er mange udfordringer. Men han ville ikke længere fortælle, at der også er rigtig mange muligheder.
For de muligheder ser Simon ikke længere.
I stedet ville han sige, at der nu er få muligheder. Måske faktisk slet ingen.
For den hverdag han som landmand plejede at have med en tro på fremtiden, gode samarbejder på tværs af lokale erhverv og blod på tanden er så småt ved at glide ud mellem fingrene på ham.
"Jeg synes dog, jeg har en optimisme i mig, der ikke kan knækkes", fortæller Simon med knyttede knoer og et fast blik.
"Der er fandme ikke nogen, der skal fortælle mig, at noget ikke kan lade sig gøre".
Og netop den optimisme sørger for, at Simons ild ikke brænder ud. I hvert fald ikke endnu.
For Simon handler det om at få mest muligt ud af den situation, som han selv kalder "helt umulig".
For der er ingen vej tilbage. Han fulgte sin barnedrøm og sine instinkter og fik stor succes med det. Men sandheden er den, at livet som landmand ikke længere er, hvad det har været.
"Hvis jeg skal være bundærlig, så var jeg ikke blevet landmand den dag i dag, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og vælge om.”
Ordene hænger i luften.
Simon har armene over kors og ser ned mod gulvet. Ryggen er ikke længere rank.
Denmark-kasketten dækker for hans ansigt, men hans kropssprog afslører hans tungsind.
Han ser op og slår ud med armene.
“Nogle gange når jeg vågner om natten, har jeg lige et øjeblik, hvor jeg tænker: Puha! Det var bare en dårlig drøm det hele”, sukker han og fremtvinger et lille smil.
Det er bare ikke nogen drøm. Virkeligheden er, at Simon Bækgaard Christensens fremtid som landmand er uvis.
Øverste foto af Simon og fotoet af Simon og Poul Erik i majsmarken er begge taget af Anton Emil Jarltoft.
Video af kartofler er taget af Amalie Thorst Rottbøll.