Simulator sætter mænd på menstruationsprøve
Aarhus Festuge: Sex og Samfund bruger smertesimulator til at bryde tabu og sætte fokus på menstruationssmerter


"Skaat, hvorfor har du ikke tømt opvaskeren?" råber Mikkel Jansen med en skinger stemme, mens han tager sig til maven. Han har trukket op i trøjen. Fra hans mave leder kabler fra fire elektroder over i en lille håndbetjening. En frivillig trykker på en knap, og Mikkel bøjer sig i smerte.
Lugten af vådt græs og mudder blander sig med duften af kaffe og mad fra boderne i Byparken. Folk står i kø ved teltet for at prøve, hvordan det er at leve med menstruationssmerter. I forbindelse med Krop og Kærlighed-festivalen til Festugen, har Sex og Samfund Aarhus stillet op med en mission om at udvide forståelsen og respekten for de mennesker, som gennemlever slemme menstruationssmerter hver måned. Med en simulator kan man nemlig opleve det på egen krop.
Mænd prøver menstruationssmerter på egen krop
Sex og Samfund Aarhus stiller op med menstruationssimolator til Aarhus Festuge. Foto: Emil Kongerslev
Et vennepar, to mænd, sætter sig for at opleve smerten. Den ene, Mikkel Jansen på 26, fortæller sin ven, at han ikke tror,
det gør særlig ondt. Der bliver gradvist skruet op for intensiteten, og de to bliver stille, knytter deres hænder, hæver skuldrene og bider tænderne sammen. "Okay, what the fuck. Prøv at tænke at være på arbejde med den her på, det er jo fuldstændig crazy," udbryder Mikkel. Det, som han beskriver som "en jagende og nivende smerte i den nederste del af maven," er langt værre end forventet.
Der går dog ikke længe, før de to har vænnet sig en smule til smerten, og der er igen plads til den drengede rivalisering. "Jeg er på niveau 34, du tør ikke tage den op på 35," siger vennen til Mikkel.
Midt i kampen om smerten opstår dog et sårbart øjeblik. Mikkel Jansen kigger på sin kæreste, en af arrangørerne, og siger:
"Jeg er ked af, at du skal gå igennem det her hver måned."
Mikkel Jansen, sagt til hans kæreste Emma
"Jeg er ked af, at du skal gå igennem det her hver måned."
Menstruationssmerter er et overset ligestillingsproblem
Ifølge Sundhed.dk oplever op mod 90 procent af kvinder, som ikke har født, generende menstruationssmerter. Og noget tyder på, at der mangler forskning på området.
I en kronik fra juni skriver ni eksperter et forslag om at etablere et nationalt videnscenter for kvinders sundhed. De peger på, at der er ligestillingsproblemer forbundet med forskning i kvinders sundhed. Blandt andet fremhæver de, at menstruationssmerter bagatelliseres som "naturlige" fremfor at blive taget alvorligt som potentielle symptomer på en underliggende sygdom.
Kvinder med endometriose, en sygdom som medfører svære menstruationssmerter, oplever ifølge eksperterne "gennemsnitligt op til syv års forsinkelse på den rette diagnose, og for mange ender sygdommen med at medføre kroniske smerter [...] alt imens deres sygdom ofte bagatelliseres eller mistolkes i sundhedssystemet."
Tabu og manglende forståelse
Sex og Samfund Aarhus, som står for begivenheden, forklarer om projektet, at de forsøger at udbrede viden og respekt for menstruationssmerter. En af de frivillige, Annemette Larsen, siger:
"Mange bliver nødt til at melde sig syg fra arbejde, og det er ikke alle, der ser det som en reel undskyldning."
Det er også en problematik, som Mikkel Jansen kan genkende på et personligt plan, og som han i retrospekt kan se, at han har bidraget til:
"I folkeskolen kunne jeg godt blive jaloux og tænke, at det var en dårlig undskyldning, når en pige kunne slippe for idræt eller helt blive hjemme på grund af menstruationssmerter."
En simulator der ændrer adfærd
En anden frivillig i Sex og Samfund Aarhus, Berkay Gülee, forklarer om Sex og Samfunds mission, at de vil udbrede viden og opløse tabuer. Og noget tyder på, at arrangementet med menstruationssimulatoren har opnået denne vision.
For Mikkel Jansen bliver det nemlig til en reel ændring i hverdagen. Han har allerede en del respekt for, hvor smertefuld menstruation kan være. Han giver sin kæreste mere plads og overskud, når hun har menstruation, men alligevel har simulatoren sat sine præg.
"Jeg har nok rykket mig 20 procent mere. Min kæreste får 20 procent mere line, end jeg giver hende i forvejen, når hun har menstruation.”