Skarpe spørgsmål, hurtige svar: Studerende stiller politikere til regnskab

Der er præcis en uge til, at krydset skal sættes ved folketingsvalget. På Nordre Ringgade foran Aarhus Universitet strømmer studerende mod bygningen, hvor Politologisk Forening har inviteret til paneldebat.

Store kampagnebilleder af politikere står på række udenfor, mens der deles flyers og slik ud til de forbipasserende studerende.

Men det er ikke vingummi og lakrids, de unge er her for.

”Jeg er her, fordi jeg gerne vil høre en ordentlig debat, som ikke er fyldt med gimmicks,” siger Mads Hesselholt, statskundskabsstuderende, inden han går målrettet ind i bygningen hvor debatten finder sted. 

Inde i salen er alle pladser hurtigt fyldt. Snakken summer mellem de lysebrune læderstole, mens blikkene retter sig mod scenen, hvor politikerne tager plads.

Da debatten går i gang, står det hurtigt klart, at de studerende er mødt op med skarpe, velforberedte spørgsmål.

En ung kvinde i en mørkegrøn striktrøje rækker ivrigt hånden op og får mikrofonen. Hun læner sig frem:

”Lytter I overhovedet til forskningen, der siden 70’erne har sagt, at klimaet er fucked?”

Spørgsmålet får straks klapsalver fra flere i salen. Lyden breder sig hurtigt, og de studerende reagerer med anerkendende nik og kortvarige kommentarer, som om de bekræfter hendes ord i et fælles øjeblik af enighed.

En af politikerne tager ordet og henviser til allerede vedtagne tiltag, men reaktionen i salen er tydelig – tonen er blevet sat.

Senere får en studerende på forreste række ordet. Han vender sig direkte mod finansminister Nicolai Wammen:

Han vil ikke stemme på Socialdemokratiet, hvis partiet går i regering med Venstre, siger han med en klar og tydelig stemme.

Ministeren svarer med en forklaring om de nødvendige kompromisser i politiske alliancer, men den unge mand er ikke overbevist.

”Jeg synes stadig, det er noget fedtspilleri, men jeg takker for forsøget,” siger han.

Svaret udløser straks klapsalver i salen. Latteren breder sig hurtigt, og flere studerende nikker, mens de kigger på hinanden.

Timerne går, men ingen rejser sig. Ingen telefoner lyser op. Spørgsmålene fortsætter. Klokken er ellers ved at være mange.

Da debatten slutter efter to og en halv time, samler de studerende sig igen – denne gang i kø foran politikerne.

Ikke for slik eller flyers. Men for at få det sidste ord.