"Skate don't hate": punkinspireret fællesskab på rulleskøjter 

”Skate don’t hate”, står der på et regnbuefarvet klistermærke bag på hjelmen, der suser gennem hallen. Den tilhører aftenens træner, nummer 90, ’Pixie Dust’. Hun ruller på ét ben med armene strakt ud til siden, som om hun flyver. Beundrende øjne følger hende fra sidelinjen.

I den store gymnastiksal, med røde 60'er mursten og gule døre, på Skjoldhøjskolen, kan man høre lyden af hårde hjul mod trægulvet. Rulleskøjterne står på linje og i størrelsesrækkefølge. Det er aftenen, hvor Smile City Rollers inviterer nye, nysgerrige skatere til introduktion i roller derby.

Nybegynderne, der dukker op, finder rulleskøjter i den rigtige størrelse og får udleveret cykelhjelme, knæ-, albue- og håndledsbeskyttere.

Derbyholdet sidder på række på bænken, og tre hoveder med lilla hår bukker sig ned og binder deres gule, orange og regnbuefarvede snørebånd.

Roller derby er en relativt ny kontaktsport, der spilles på side-by-side rulleskøjter. Sporten har sine rødder i 1930’ernes rulleskøjteløb i USA.

Den moderne version af roller derby, der er inspireret af en Do-It-Yourself tilgang og den feministiske punkbevægelse Riot Grrrls, blev opfundet i starten af 00’erne. Her spiller stil, kostume, make-up og kaldenavne en mindst lige så stor rolle, som det fysiske spil.

Dunk! Første styrt. Timen er ikke gået i gang endnu. Sidst Maiken Haahr Hansson stod på rulleskøjter, var hun en lille pige, og nu ligger hun, så lang hun er, på det stribede trægulv. Hun griner. En af de andre spillere hjælper hende op.

”Jeg er vant til at være lidt klodset”, siger Maiken, ”men jeg slår mig næsten aldrig, så det er okay”.

”Husk, hvis I er ved at falde – sæt jer på hug, eller vrik med numsen, så falder I blødere”, siger Pixie og demonstrerer.

”Det er meget sådan en skovskiderstilling, synes jeg”, udbryder en af rulleskøjteløberne, mens hun bremser med bøjede knæ og armene foran sig.

Maiken nærmest kaster sig ned på bænken, ”hold da kæft, det er hårdt!”, siger hun, mens hun puster en tot løst hår væk fra panden. I samme sekund bliver holdet kaldt ind på midten. Maiken sukker, og en af de garvede spillere rækker hende hånden og støtter hende, så hun ikke glider, idet hun rejser sig. 

”Kan I mærke en forskel?” Pixie slår ud med armene, og smiler til nybegynderne, der nu i en time har rullet rundt i hallen, der lugter gummiagtigt af gymnastikredskaber. Den lille gruppe nikker, mens de småforpustede står med armene i siden.

De nye rulleskøjteløbere har taget mere mod til sig nu. De små hjul ruller hurtigere og hurtigere over trægulvet. En nybegynder i skriggrønne rulleskøjter suser gennem hallen. Han læner sig lidt for langt bagud og kommer ud af balance. Med sin tegneserieagtige viften med armene i staccato bevægelser, når han lige i sidste øjeblik at rette op.

 ”Jeg er i princippet pensioneret”, fortæller Pixie, hvis rigtige navn er Helene Esbech. Hun har lagt kamprulleskøjterne på hylden efter elleve år i sporten. Pixies passion for roller derby startede i O-Town Roller Derby i Odense, hvor hun også spillede for Midtdanmarks Tæver, et hold på tværs af flere klubber. ”På brystet havde vi en stor vred hund – og på halsbåndet stod der ’Bitch’”, udbryder hun grinende.

Nu underviser hun nye og gamle rulleskøjteløbere hver onsdag aften i gymnastiksalen i Tilst. ”Jeg kan så godt lide at følge de nyes rejse!”, siger Pixie, mens hun trækker skuldrene op til ørerne og smiler stort. Pixie kan dog ikke dy sig fra at dukke op til kampene. Her er hun med som heppekor eller ”bench-coach”, der holder styr på strategi og spillere.

Smil med hvide, lilla og sorte tandbeskyttere breder sig på banen. De rutinerede spillere demonstrerer, hvordan et rigtigt jam ser ud. Et jam varer højst to minutter, og her skal holdet forhindre jammeren i at bryde igennem deres blokade. ”Vi skal være tætte på vores kammerater. Også på vores modstandere, men det er på en anden måde”, forklarer Pixie, mens hun viser opstillingen. Maiken og de andre nybegyndere sidder i skrædderstilling på gulvet. Før de når at tage en tår vand, er spillet sat i gang.

Hænder, skuldre og hjelme bevæger sig tæt op ad hinanden. Rulleskøjterne hamrer i gulvet. Gruppen rykker til venstre. Lidt mere til højre. Jammeren bevæger sig modsat.

Der går kun få sekunder før jammeren, nummer 1312, ’Great Tits’, er brudt igennem menneskemuren, og ræser langs banen med det lange hår flagrende under hjelmen.

”Det er så blocking!”, forklarer en af de øvede.

Nybegynderne sidder helt stille. ”Ja, jeg er ret sikker på, at det ikke er helt så simpelt”, siger nybegynderen i de grønne rulleskøjter lavmælt.

De to timers træning er gået. Rulleskøjteløberne lader sig forpustede dumpe ned på den store madras foran håndboldmålet. Nummer 812, ’Jydekrogen’, kommer rullende med en pose fyldt med chips, chokolade og kiks, som hun placerer midt i rundkredsen af spillere. De har smidt rulleskøjterne og håret stritter i alle retninger. Ingen har travlt med at gå. Deres latter og snak kan høres fra bænkene, hvor et fodboldhold er ved at gøre sig klar.

Roller derby handler ikke kun om teknik, taktik og styrke. Fællesskab, samvær og latter er helt afgørende, ”og så er det bare megasjovt”, siger Pixie med strålende øjne. Det er netop derfor, at hun bliver ved.

Her er der plads til alle – og når man falder, er der er altid nogen, der samler én op igen.

Det er det indtryk, førstegangsrulleskøjteløber Maiken har fået. ”Det er en helt vild fed måde at få noget motion på, hvor det faktisk også er sjovt”, siger hun, mens hun binder sine snørebånd.

Maiken er i hvert fald ikke i tvivl. Næste onsdag står hun klar igen på rulleskøjterne i den rødmurede gymnastiksal i Tilst.