Små bevægelser, store anstrengelser
På reformeren ser træningen rolig ud. Men efterhånden som timen skrider frem, begynder benene at ryste, vejrtrækningen bliver tungere, og de små bevægelser kræver mere, end de ser ud til.
Ved første øjekast er der ikke meget, der minder om hård træning.
Der er næsten stille i holdsalen hos PureGym Nørreport i Aarhus.
Reformerne står på række, og deltagerne er så småt begyndt at finde deres pladser. Reformerens fjedre hænger løst, og vognene står stille.
53-årige Sara Møller Jensen står ved sin reformer. Hun har gået til reformer i to år og har tidligere styrketrænet, men det er især hensynet til kroppen, der får hende til at vælge træningsformen.
"Jeg har forskellige skavanker med kroppen, også grundet min alder, så derfor føles det mere skånsomt. Jeg er glad for reformer, og jeg synes også, det giver mig god energi", forklarer hun.
Instruktøren går rundt mellem reformerne og hjælper deltagerne på plads, inden musikken starter.
Så starter musikken, og opvarmningen går i gang.
Tempoet stiger
Efter få minutter skifter musikken, og et pulserende Bad Bunny-nummer strømmer ud af højtalerne. Bassen lægger sig som et fast beat under lyden af fjedre og skinner.
Deltagerne placerer fødderne mod jumpboardet i bunden af reformeren, og vognene begynder at glide hurtigere frem og tilbage.
"Spænd i maven", siger instruktøren.
Benene skifter side, armene følger med, og lyden af fjedre og skinner bliver højere. Nogle deltagere finder hurtigt positionerne, mens andre kigger en ekstra gang på instruktøren, før de følger med. Instruktøren stopper ved en af reformerne, retter en deltagers fødder og går videre mellem de andre.
Tempoet stiger. Reformerne glider frem og tilbage i hastige bevægelser, mens flere deltagere presser læberne sammen og trækker vejret dybere.
Musklerne vågner
Midt i timen er der næsten ingen pauser mellem øvelserne. Deltagerne ligger på ryggen, benene løftes og holdes stille, før de sænkes og løftes igen, mens deltagerne forsøger at holde kroppen i den samme position.
En kvinde lukker øjnene et øjeblik, mens en anden spænder kæben og retter blikket mod loftet.
Instruktøren begynder at tælle ned.
"Fem."
"Fire."
Et par lår begynder at ryste, og flere af deltagerne trækker vejret tungere.
"Tre."
Ingen stopper.
"To."
"En."
Benene sænkes, og et kort øjeblik er der stille, inden næste øvelse går i gang.
Når kontrollen udfordres
Et tungt og insisterende beat fra Kanye Wests 'Power' fylder salen, mens deltagerne fortsætter med forskellige variationer af squats og balanceøvelser. En kvindes ben ryster så voldsomt, at hun må koncentrere sig om ikke at sænke dem, men hun holder dem oppe.
"Kom så, hold fokus", lyder det motiverende fra instruktøren.
Ingen svarer.
"Vi tager den lige en gang til", siger instruktøren.
Et par deltagere slipper et kort suk, før de igen finder positionen.
Der er ikke meget tid til at komme sig, før næste øvelse begynder. Instruktøren øger sværhedsgraden til en serie af forskellige former for planke, og deltagerne følger med, mens reformervognene glider frem og tilbage.
"Et niveau sværere", siger hun i en munter tone.
Flere deltagere smiler kort, mens andre griner opgivende, men ingen stopper. Sara Møller Jensen fortsætter på sin reformer, selvom benene også her begynder at ryste.
De små bevægelser i reformeren fortsætter.
De sidste sekunder tæller
Der er ikke langt igen, og ansigterne er mere anspændte end ved timens begyndelse. Nogle ligger næsten helt stille med kroppen løftet i en helt lige linje, mens andre kæmper for at holde kroppen oppe i planke.
Chris Browns 'Five More Hours' fylder salen med et hurtigt, elektronisk beat, mens instruktøren tæller ned.
"Tre."
Ingen stopper.
"To."
Vejrtrækningen er tung.
"En."
Kroppene sænkes, og deltagerne slipper positionerne med et synligt suk.
Efter anstrengelsen
Tempoet falder drastisk.
Deltagerne glider ned i de afsluttende stræk, og spændingen forlader langsomt rummet. Ben og arme strækkes ud, mens musikken bliver roligere.
Det er den samme sal som i begyndelsen. De samme reformere står på række, men deltagerne ser anderledes ud.
Kindernes farve er blevet dybere. Håret er fugtigt af sved. Vejrtrækningen er stadig tung.
Musikken stopper. Der klappes. Vandflasker samles op, og deltagerne begynder at pakke sammen og salen tømmes langsomt.
Tilbage står reformerne på række klar til næste gang.