Små naturvejledere i Mols Bjerge

I Mols Bjerge bliver naturen børnenes klasseværelse. Her lærer de om naturens cyklus, insekternes hemmeligheder og årstidernes skiften under åben himmel.

Offentliggjort

Insekter: At se det store i de små

Du ved det måske ikke endnu, men verdens insekter er ved at forsvinde for øjnene af os. Forskere advarer om, at mere end 40 procent af alle insektarter er i tilbagegang, og at en tredjedel allerede er truede. 

Hvis udviklingen fortsætter, kan vi om bare 100 år stå over for en masseudryddelse.

 Men hvorfor skulle vi store pattedyr bekymre os om smådyr? 

For at finde svaret tager vi til Mols og Ebeltoft – et område, der huser omkring 12.000 insektarter, svarende til cirka to tredjedele af alle danske insektarter, og hvor biodiversitet står helt centralt. 

I dette tema zoomer vi ind på de mindste skabninger for at forstå deres gigantiske betydning. For først når vi ser det store i de små, forstår vi, hvorfor insekterne er helt uundværlige.

Naturbørnehaver

- Ca 10% af landets børnehaver deffineres som naturbørnehaver 

- Danmark er verdensledene med flest naturbørnehaver i forhold til det samlende antal daginstitutioner 

Kilde: Kom med ud – et forskningsprojekt i regi af Center for Børn og Natur

Frosten knaser under støvlerne, når børnene bevæger sig inde mellem skovens store træer. Solen sender blege stråler gennem grantræernes nåle, og røgen fra bålet under den udspændte tarp snor sig mod en isblå vinterhimmel. 

Her, midt i Mols Bjerge, ligger Naturbørnehaven, en børnehave uden vægge og loft, men med hele naturen som legeplads.

Ved et bord under tarpen sidder en pædagog og tegner et juletræ, mens fire børn følger nøje med. I et af teltets hjørner læses der højt fra en billedbog med vintereventyr. Men dagens største eventyr foregår i skovbunden: jagten på smådyr og store naturoplevelser.

”Hvis du vil finde en bænkebider, skal du løfte en sten,” siger en lille dreng på tre år skråsikkert. Og han har ret, selv nu sent i november finder jeg en og anden bænkebider, som har søgt ly fra kulden under den nærmeste sten.

Nomade-børnehave

Pædagog Paulina Menezes forklarer, at naturbørnehaven følger årets rytme som et nomadefolk: ”Om vinteren holder vi til her i skoven, men når sommeren kommer, flytter vi lejrpladsen ned til stranden. Børnene oplever og lærer om naturens cyklus, den skiftende temperatur, planter og dyr.”

For børnene er insekterne ikke bare små væsner, men en nøgle til naturforståelse. ”Vi tager udgangspunkt i, hvad der vækker børnenes interesse, og skaber læring ud fra dette. De lærer, hvor mange ben et insekt har, hvor guldsmeden bor, og hvorfor bænkebideren gemmer sig,” siger Paulina Menezes. 

"Og dinosaurer," tilføjer en af de ældre drenge i blå kamuflagemønstret flyverdragt, når Paulina spørger om hvilke andre insekter børnene kender. Måske rammer han ikke helt, men entusiasmen for, hvad som kan opspores i naturen, er absolut til stede.

Mange voksne får myrekryb, hvis de kommer i kontakt med eller bare tænker på insekter. Men her i børnehaven er der ingen frygt at spore.

”Som voksne går vi foran og vejleder børnene med en entusiasme om alle naturens dyr. Hvis vi viser interesse i stedet for frygt, er det det, børnene lærer,” siger Paulina Menezes.

Læring i og af naturen

Hver morgen tager børnehaven fat på dagens vandretur. Børnene går gennem skov og bakker og ser årstiderne skifte. De opdager, hvordan livet vender tilbage i foråret, når frosten slipper sit tag, og finder vejen hen til Karl Johansvampens gemmested, når efteråret vender tilbage. Som små naturvejledere fortæller børnene, hvilken høj man skal besøge for at finde bestemte dyr og planter.

”Det er vigtigt, at vi forankrer læringen ved at skabe mening,” siger Paulina Menezes. ”Når vi tager huer og vanter på og søger op i højden om vinteren for at mærke solens stråler, så er det for at holde varmen.” Den samme filosofi er med, når børnene løfter en sten og opdager et helt lille økosystem af insekter dernede i jorden.

På naturens gulv åbner der sig en verden for børnene, som mange voksne overser. Her lærer de, at selv de mindste skabninger har en plads i naturens store puslespil. 

Powered by Labrador CMS