Smag på Lillebælt: Skibelund Naturskole vil give nye kost idéer
I takt med det stigende fokus på øget sundhed i danskernes spisevaner dukker der flere og flere spændende madmuligheder op
Naturvejleder Birgitte Braae Andresen afholder tangsmagning på Skibelund Strand, hvor deltagerne selv får lov til at finde og smage på tangen fra Lillebælt.
I takt med at den danske befolkning ofte hører, hvor vigtigt det er at søge mod sundere kostvaner, holder Skibelund Naturskole ved Lillebælts kyst netop denne begivenhed for at bringe Koldings beboere tættere på det grønne under vandet.
Smagen af Lillebælt
Birgitte Braae Andresen fremviser opskrifter, måder at fange tangen på såvel som hvor man kan fange den.
Hun gennemgår de typer af tang, som er spiselige, samt hvilke man skal holde sig fra.
I et skriftligt interview fortæller Birgitte Braae Andresen, at tangen har flere forskellige sundheds- og smagsmæssige fordele:
"Tang indeholder masser af gode vitaminer, særligt A, B, C, E og K, og mineraler, særligt jod, jern, calcium og magnesium – den indeholder omega-3, omega-6 og kostfibre."
I forlængelse af Sundhedsstyrelsens råd om de sundhedsmæssige fordele ved at spise fisk og skaldyr påpeger Birgitte Braae Andresen følgende:
"Vi forbinder typisk omega-fedtsyrer med fisk, men fiskene får dem faktisk fra makroalgerne, så vi får dem mere direkte ved at spise tang."
Hvis man mangler salt i skabet, er tang også en fin erstatning:
"Brug af tang i maden kan være med til, at vi sparer på almindeligt salt, da tang naturligt indeholder salt og umami."
Den korrekte tanghøst
Når man høster tang, der skal spises, skal man være påpasselig med, hvor man opsøger det:
"Hvis man sanker tang et sted, hvor vandet er helt klart og rent, som er min vigtigste anbefaling, så kan man bare spise tangen direkte – ellers skyller man den blot i koldt vand, hvor der gerne er tilsat salt," udtaler Birgitte Braae Andresen.
I vande nær byer eller havne kan der nemlig være spildevand eller andre giftige stoffer, som udgør en sundhedsrisiko, hvis man indtager det.
Man skal også huske at skylle tangen, man indsamler, for ikke at få små dyr og sand med, når eller hvis man vælger at spise den.
Miljøet med i overvejelserne
Tang anses for at være et bæredygtigt alternativ til den traditionelle grøntsag, da brugen af pesticider og gødning hverken er aktuel eller nødvendig:
"Udover det sundhedsmæssige er der også miljømæssige fordele ved at bruge tang, da man i modsætning til dyrkning af grøntsager og planter på land hverken tilfører gødning, pesticider eller vanding, når man dyrker tang," påpeger Birgitte Braae Andresen.
Hvis du derfor bor i Kolding Kommune, ønsker en sundere og mere nærende kost og har lyst til at opleve naturen på tætteste hold, så er tangsankeri helt sikkert noget for dig.