Sofies bedste medicin mod angst: “Strik to vrangmasker og to retmasker”
Tankemylder, bekymringer og uro. Det er ind i mellem sådan, at 28-årige Sofie har det, og sommetider ender det i et angstanfald. Og hvad gør hun så? Hun strikker. Her kan få hendes råd til, hvordan du også kan strikke dig til mere ro i hovedet.
Der står en stok ved siden af døren. På den anden side en symaskine, og et par garnnøgler ved siden af. Umiddelbart er det ikke til at gætte, at det er Sofie på 28 år, som bor her.
“Vil du have te?” spørger hun. Hun har fået en ny elkoger, som hun først er ved at lære at bruge. For den kan forskellige ting.
“Jeg bruger virkelig meget min elkoger. Det er et kæmpe lifehack som kroniker!” siger hun. For ligesom lejligheden antyder, så er Sofie ikke en helt almindelig 28 årig.
Hun er førtidspensionist, og har en kronisk lidelse
der gør, at hun ikke kan bevæge sig ligesom alle andre. Derfor står stokken
også klar ved døren.
Sofie har også brugt en stor del af sin ungdom på at være syg. Både
på grund af hendes fysiske sygdom, og på grund af psykisk sygdom. Derfor har Sofie
også været indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange.
Angst og rib-strik
Sofie gik på produktionsskole, hvor hun lærte at strikke.
“Det var på små pinde og i bomuldsgarn!” udbryder hun. Hvis man ved
lidt om at strikke, så er Sofies kommentar vidst nok det samme som at sige, at
det var svært at lære at strikke sådan.
Bomuldsgarn er utaknemmeligt, og
sladrer med det samme, hvis du laver en fejl eller strikker ujævnt. Ikke
ligefrem den bedste pædagog.
Så strikkeglæden kom ikke med det samme for Sofie. Men under en af
Sofies indlæggelser på psykiatrisk afdeling havde hun sit strikketøj med. Her
blev hun opmærksom på, hvad det gav hende.
“Det var ligesom det, jeg havde”, siger hun. “Der var en
strikkecafé, som alle kunne benytte sig af, og hvor vi ikke skulle tale om,
hvordan vi havde det. Det skulle være et frirum."
Og det blev det også. Et så
stort frirum, at det at strikke blev et af Sofies værktøjer til at holde
angsten nede.
Vedkommende, der stod for at afholde strikkecafeen lærte Sofie, at
rib-strik er et godt værktøj til angst. For her bliver vejrtrækningen koblet
med maskerne, og på den måde får man kontrol over sin vejrtrækning og har en
mikroskopisk handling i sine hænder, som man er i kontrol over.
Sofie fandt også sine egne tricks at supplere med, og som hun
håber, at andre kan få glæde af at kende.
Sofies strikkeråd til dig, der har brug for ro i hovedet
Man behøver hverken at have selvmordstanker eller angst for at nyde godt af strikkens beroligende virkning, mener Sofie. Det kan også være, at man har en hård periode på sit arbejde, eller har kærestesorger. Her kan du læse Sofies gode råd til at få ro i hovedet.
1. Hav flere projekter i gang
For strik skal give dig lige præcis det, du søger. Så du kan sagtens gå i gang med flere projekter, hvis du har lyst til forskellige ting.
2. Strik rib hvis du har angst eller føler dig ængstelig
Få styr
på vejrtrækningen, og strik 3 ret imens du trækker vejret ind. Strik 3 vrang,
imens du puster ud.
3. Strik noget kompliceret hvis du har tankemylder
Få dit
hoved til at fokusér på en strikkeopskrift. Du skal blive så udfordret, at alt
andet må sættes på pause, ellers virker det ikke.
4. Strik noget let hvis du har brug for at slappe af
Når du
har brug for at slappe af, men måske har svært ved det, så strik noget simpelt,
som du kan have i hænderne imens du laver ingenting.