Sognepræsten Charlotte mistede: “Der var ikke nogen mening med det – men jeg kan finde mening i det”

“Der er godt nok meget død i dag”, siger sognepræst Charlotte Rønhoff til kirketjeneren. “Ja, det er heldigt, der ikke er barnedåb.” Den lattermilde konstatering kaster rumklang rundt i våbenhuset. Det er søndag i Vejlby Kirke. Kastanjerne ligger drysset rundt udenfor som groft chokoladekrymmel på sognets gravsten. Dannebrog vajer fra flagstangen, og Charlotte opsummerer stemningen med ordene: “Det er 16. søndag efter Trinitatis”. 

Efter de 9 bedeslag klinger i kirken, og gudstjenesten starter. Charlottes hænder hviler på prædikestolen fra 1639, Jesus ser lidende med fra korset, og Charlotte kigger ud mod menigheden.

Bibelteksten for gudstjenesten kører i fast rotation. Og der er meget død på programmet i dag. Kirkegængerne har blikket rettet mod Charlotte, da hun fortæller lignelsen om Enken fra Nain, hvis eneste søn er død. Idet liget bliver båret ud, kommer Jesus, lægger en hånd på båren og beder den døde rejse sig. Sønnen sætter sig op og lever igen.

Den slags ikke sker i virkeligheden. “Døden sejrer,” siger Charlotte. 

Hun taler af erfaring, for da Charlotte flyttede til Aarhus, kom hun alene. 

Charlotte og Jan 

Charlottes mand Jan Ulrik Rønhoff bliver i februar 2013 diagnostiseret med nervesygdommen amyotrofisk lateral sklerose – også kendt som ALS. Han dør i maj 2015. 

De møder hinanden på Venø. Hun er skoleleder og sognepræst, og han er bondemand på den gård, hvor Charlotte har sin hest. De bliver gift i 2003 og får datteren Nikoline året efter. I 2006 flytter de til Idom-Råsted. Her bliver Charlotte landpræst, imens Jan er klejnsmed og fritids turistbus-chauffør. 

På en skiferie i 2012 ringer Jan hjem til Charlotte. Han kan ikke styre benene ordentligt og kan simpelthen ikke følge med de andre længere. Jan har ellers altid været god til at stå på ski. 

Symptomerne viser sig med træthed og kognitive udfordringer. Heldigvis har Jan en god sundhedsforskning, der gør, at de hurtigt bliver klar over, at han har ALS.

Jan får førtidspension på under en uge. 

Sygdommen udvikler sig 

Der er ingen kur mod ALS, og prognosen er, at man i gennemsnit lever med sygdommen tre år efter fund.

Jan bliver dårligere, og sygdommen blev både hans og de pårørendes sygdom. Det fører også til problemer i præsteboligen.

“Vores badeværelse lå ovenpå, og til sidst kunne han ikke komme op og ned ad trapperne”. Det betyder, at Jan i første omgang måtte flytte ned i biblioteket. Men det gik ikke på sigt. De bestemmer sig for, at Jan skal flytte i en handicapvenlig bolig i Holstebro sommeren 2014.

“Da han flyttede, var han rigtigt dårligt gående og havde allerede fået tildelt handicap-bus, hvor han kunne komme ind med kørestol”, siger Charlotte. 

“Til den sidste juleaften, var vi hos ham i halvanden time, så blev han træt, og vi tog hjem – og alle havde haft en god aften. Det fungerede virkelig fint.” 

Knokler midt i sorgen 

Kristihimmelfartsmorgen, får Charlotte en opringning. Jan er blevet indlagt. “Hvor slemt er det? Kan jeg tage på arbejde?” spørger Charlotte. Hun har to gudstjenester planlagt.

Da Charlotte tager ud til Jan efter arbejde, er det værre, end hun troede. Seks dage senere dør han. Tre dage efter hans fødselsdag. 53 år gammel. 

“Det var godt for ham, det var godt for os, det var godt for alle, at han slap for det sidste skrækkelige forløb.” 

12 dage efter Jans død, dør Charlottes far. Samme sygehus. Samme afdeling. Samme etage. “Det var lige barsk nok,” synes hun. 

Midt i sin egen sorg skal Charlotte både passe sine egne børn og sine sognebørn. 

“Det var ikke sådan, at jeg blev sygemeldt eller holdt pause, overhovedet. Jeg fik 14 dages pause fra bisættelsen, det var alt. Ellers så kørte jeg bare igennem.” 

Charlotte har ikke tid til at bearbejde sin sorg. “Det er ikke sådan, at vi bliver passet på i det her fag. Der tænker man nemlig, at det er os præster, der er eksperter i døden, og vi kan bare knokle på... Og så gør man jo det.” 

Men Charlotte kunne ikke knokle på som normalt. Et døende sognebarn på 39 år ringede kort tid efter for at tale med hende.

“Dér var jeg fornuftig nok til at sige: ‘Prøv at høre, jeg har ikke noget at give af lige nu – du må simpelthen ringe til en anden præst.’” Hun begravede ham et halvt år senere. 

Stryge videre 

Efter gudstjenesten i Vejlby Kirke stimler flere af kirkegængerne sammen i våbenhuset. Der står kaffekander, farvede plastikkrus og havregrynskager på et lille bord. Folk har overtøj på, men de har lige tid til at høre, hvordan det går med hinanden. “Tillykke med barnebarnet, Sanne,” siger en til en anden. Døren ud til kirkegården står åben, og man kan se skyerne gråne og løvet falde. 

En ældre kvinde taler med Charlotte. Damen fortæller, at hendes lillebror døde, da hun var 13. Dengang stod moren bare og strøg videre. Det var noget man skulle igennem. 

Synet på sorg har ændret sig siden dengang, og i dag bliver der gjort meget, for at få folk godt igennem sorg. Charlotte mærker det både ved sjælesorgssamtaler, og når hun har sorggrupper. 

Men da Jan døde, forventede kirken, at Charlotte også bare strøg videre.

“Jeg havde ikke kræfterne til det. Jeg ved ikke, hvorfor der ikke var en provst der sagde: ‘Ved du hvad? Vi udsætter det hele til efter sommerferien.’ Jeg fatter det simpelthen ikke i dag.”

Det betyder, at Charlotte er opmærksom på sine præstekolleger. 

“Det er noget, jeg har taget ved lære af. Hvis jeg har kolleger, der har det svært familiært, så trækker jeg i bremsen med det samme og siger: ‘Jeg tager den herfra, gå hjem, og pas på din familie."

Gør en forskel for mennesker 

Charlotte Rønhoff har været præst ved Vejlby Kirke siden 2023. Bag sig har hun en 26 år lang præstekarriere – selvom hun på teologistudiet var i tvivl om, hvorvidt præstegerningen var noget for hende. Et barselsvikariat fik hende dog overbevist om, at det var den vej hun skulle gå. Præstegerningen er hendes kald.

“Det er en livsstil,” som Charlotte siger. 

“Det bedste ved at være præst er at kunne gøre en lille forskel for folk,” fortæller hun. Hun er i sit es ved bisættelser. Lytter og laver en ordentlig tale, så de pårørende kan sige pænt farvel. “Det er absolut det vigtigste og der, hvor jeg nok er dygtigst.” 

Charlotte fortæller, det at hjælpe mennesker gennem svære perioder og at være nærværende er, hvad hun brænder for i faget. "Der er noget at komme efter, når folk er i dyb sorg. Der har jeg en funktion."

På den måde er de værste tidspunkter i andre menneskers liv det, der gør præstegerningen mest meningsfuld for hende og er det bedste ved jobbet. 

Nu er det 10 år siden, Jan døde.

Fordi Charlotte selv har mistet, er der også mange i menigheden, der vælger at have sjælesorgssamtaler med netop hende. “Jeg har nogle kort at spille i sjælesorgssamtaler, som andre ikke har. Der var ikke nogen mening med det, men jeg kan finde mening i det.” 

Med liv og lys 

“De døde kommer ikke tilbage. Basta,” siger Charlotte fra prædikestolen. Regndråber løber ned ad de korsbelagte kirkevinduer. Hun understreger dog, at vi skal være åbne for et liv efter døden. 

Da prædiken er færdig, går Charlotte bag altertavlen og kommer til syne igen denne gang i en lysegrøn messehagel. Kirkegængerne ved det allerede. Altergangen er over os. Lyden af hynder, der rutsjer på kirkebænkene, og fodtrin på tværs af generationer fylder kirkeskibet. Stort set alle trisser op til Charlotte, alt imens Nu falmer skoven trindt om land strømmer ud af orgelet. 

Charlotte lyser velsignelsen, og gudstjenesten går snart på hæld. Sidste salme skal synges. Nummer 560. Det livets ord vi bygger på. Hun sætter sig på den næstforreste kirkebænk og går i et med forsamlingen. “Det er mit yndlingstidspunkt overhovedet, når jeg kan sætte mig ned og synge den sidste salme sammen med alle andre i menigheden.” 

Grundtvigs salme handler om død, men viser også, at lys og liv kommer tilbage. Lys og liv er også til stede i kirken, der fyldes med sang til orglets toner.

Så pris, min sjæl, den Herres navn,

som endte dødens dage, 

som kom fra graven, os til gavn, 

med lys og liv tilbage, 

som med sit ord, før vi det ved, 

opvækker støv til herlighed.