Sognepræsten Vibeke prædiker i børnehøjde: “Vi skal være gode til at dele med hinanden”

Til børnehøstgudstjenesten i Mejlby Kirke vil sognepræst Vibeke Boye Liisberg lære børnene om at dele. Bagefter byder selv de mindste med på en auktion, hvor pengene går til menighedsplejen.

Vibeke Boye Liisberg, sognepræst i Todbjerg og Mejlby Sogn.
Offentliggjort

“Her kommer den glemsomme præst” siger sognepræst Vibeke Boye Liisberg med et smil, da hun træder ind i Mejlby Kirke. Juicebrikkerne lå stadig i bilen, og glemte foldere måtte hun køre hjem efter.

Vibeke tager briller på og beklager, at hun kom hurtigt ind ad døren. Hun læser fra Det Gamle Testamente. Der er en tid til alt, siger hun. For nu er det høsttid, og der er kun noget at høste, fordi nogen har plantet og sået. 

Der er en tid til alt". - Vibeke Boye Liisberg

Dannebrog vajer ved Mejlby Kirke

Den sidste søndag i september, er der nemlig børnehøstgudstjeneste. Den 62-årige præst forklarer inden gudstjenesten, at hun vil fortælle børnene om at dele med dem, der mangler. Bagefter skal hun stå for en auktion af de varer, som folk har taget med

Hun får de fremmødte til at gentage ordene, der bliver sagt. Da der bliver sunget fra sangarkene, synger hun selv med.

Foran alteret står der korpiger i røde kjoler på række. Klaveret spiller bag dem. Når de synger “hurra, det er høst”, pumper de armene op. Indimellem tramper de også i takt.

Et papir at støtte sig til

Vibeke plejer at læse sin prædiken igennem om morgenen, så hun kan tale mere frit fra papiret. Men i dag har morgenen været kaotisk, fortæller hun inden gudstjenesten. Hun har ikke fået øvet sig, som hun plejer.

“Men jeg har jo mit papir at støtte mig til,” siger hun inden afgangen mod kirken.

Forklaringen kommer i samtalen efter gudstjenesten. Ingen af de frivillige, som normalt sørger for forplejningen, kunne være med. Vibeke måtte organisere juice, købe kager og lave kaffe. 

“Morgenen gik med nogle andre ting,” fortæller hun med et smil på læben

Vibeke har været præst siden 1998 og arbejder ved Todbjerg og Mejlby Kirker. Til børnegudstjenester vælger hun ofte andre tekster end dem, der hører til den almene søndag. De faste tekster er ikke altid nemme at gøre relevante for børn, forklarer hun.

Myren og græshoppen

Denne gang har hun valgt den græske forfatter Æsops fortælling om myren, der samler forråd, og græshoppen, der hellere vil spille musik og ikke tænker på dagen i morgen.

“Vi skal være gode til at dele med hinanden,” siger Vibeke inden gudstjenesten om det, hun håber, børnene tager med hjem.

Når hun genfortæller historien om myren og græshoppen, taler hun højt og bruger armene, mens hun lever sig ind i fortællingens forskellige karakterer.

Inden gudstjenesten har hun fortalt, hvordan historien går: Myren knokler for at samle mad til vinteren. Græshoppen spiller violin og danser. Da kulden kommer, har den hverken mad eller et varmt sted at være. Den banker på hos myrerne og beder om hjælp.

I Vibekes fortælling lukker de den ind. Hele vinteren spiller græshoppen i myretuen. Myrerne redder dens liv, og den gør deres liv sjovere, forklarer hun.

“Der er brug for alle, også dem, der ikke tænker sig så godt om.”  - Vibeke Boye Liisberg

Efter fortællingen og mere sang vender Vibeke tilbage til det med at dele. Ikke alle har et æbletræ i haven. Og ikke alle har penge til at købe æbler i supermarkedet, siger hun til de fremmødte.

“Den, der har, skal dele med den, der ikke har.” fortæller hun.

Børn og voksne gentager sætningen. Så siger en lille pige i kirken den en gang til for sig selv.

Der bliver derefter grinet i kirken.

Børnene byder med

Da gudstjenesten er forbi, stiger larmen fra børn og voksne. Vibekes stemme lyder gennem højttaleren: “Nu skal vi rykke ind i kirken, alle børn og voksne.”

Midt på kirkegulvet ligger der græskar, æbler og buketter. Folk har også haft hjemmelavet syltetøj, strikkede tørklæder og bomuldskarklude med. 

Auktionen er en fast del af børnehøstgudstjenesten, forklarede hun inden. Pengene går til menighedsplejen. Normalt fortsætter arrangementet ved spejderhytten med bål og hotdogs. I år er spejderne ikke med, så auktionen bliver i kirken.

Den første buket går fra 20 til 50 kroner. Så 60. En pige fra koret afleverer blomsterne til køberen og holder styr på en seddel med MobilePay-oplysninger.

Et græskar med en usædvanlig form får flere til at byde. En lille korpige køber det med hjælp fra sine forældre. Da et brunt og gult tørklæde kommer for tur, vil hun også byde 50 kroner på det.

Så gælder det høstanemonerne.

“50!” råber en lille pige.

Folk griner. Andre byder videre. 60, 70, 75 kroner. Så 100 og 110.

Inden blomsterne bliver solgt, forklarer pianisten, at pengene går til en særskilt konto, som blandt andet bliver brugt til julehjælp.

Senere kommer et uldtørklæde frem.

“I den flotteste grønne farve,” siger pianisten.

Buddene begynder ved 50 kroner. De når op på 120, før en lille pige byder 150 kroner, og det bliver den solgt til.

Powered by Labrador CMS