Solceller presser lokalsamfund: Birgitte Vinding fra borgerlisten vil eksportere atomaffald til Sverige

“Vi skal ikke klappe af noget, der får naboer til at vende hinanden ryggen”, sådan udtaler Birgitte Vinding fra borgerlisten. Ringkøbing-Skjern bliver ofte omtalt som Danmarks grønne foregangskommune. Ifølge Vinding fra er billedet dog misvisende. Hun mener, at solcelleparker presser borgere ud af deres hjem, skaber splid i lokalsamfundene og belaster landdistrikternes sociale og økonomiske struktur. Flere projekter bliver opført uden reel mulighed for lokal indflydelse, hvilket underminerer tryghed og trivsel i de små landsbyer. 

“VE-projekter kan for nogle ændre livet til det værre,” siger Vinding. Hun påpeger, at små landsbyer mister familier og børn, hvilket presser lokalt foreningsliv og skoler. Man kan ikke bare sætte kæmpe solcelleparker op omkring små byer og kalde det grøn omstilling. Der er mennesker, familier og tryghed på spil, fortæller hun. 

Ifølge Vinding bliver lokalsamfundene til sidst øde, fordi gode naboer flytter væk, og børn forsvinder fra skolerne. Hun beskriver konflikten som tydelig: de mennesker, der bliver påvirket, føler, at lodsejerne sætter deres egne interesser over fællesskabets. Solcellerne bidrager dermed til at underminere både landsbyernes sociale liv og landdistrikternes funktion som bæredygtige samfund.

Vinding understreger samtidig, at valget af, hvordan vi vil bo i fremtiden, er centralt. Hvis landdistrikterne passes godt på, kan folk stadig vælge at bo på landet. Hvis ikke, tvinges befolkningen til bymæssig fortætning med mindre frihed og begrænset adgang til natur og lokalsamfund. Hun fremhæver, at det er en hård proces for dem, der bor i områder med solcelleprojekter, og at det tager glæden og trygheden fra livet på landet.

Kernekraft som alternativ 

Som alternativ til solceller og vindmøller fremhæver Vinding kernekraft, som hun mener kan give mere stabil energi uden at belaste landsbyerne på samme måde. Vi kan ikke sige, at den grønne omstilling er grøn, når vi fylder jordene med solceller. Kernekraft fylder mindre og leverer stabilt. Det er en langt bedre løsning, siger hun. 

En central del af hendes plan handler om håndtering af atomaffald. Hun foreslår, at affaldet kan sendes til Sverige, hvor det deponeres i dybe klippehuller. “Affaldsmængden er enormt lille, og det er oplagt,” fortæller Vinding.

Da jeg spørger ind til, hvad der konkret gør løsningen oplagt, giver hun ikke noget præcist svar. Hun gentager primært, at Sverige allerede har et eksisterende system. Jeg spørger også, om hun ved, hvilke aftaler der i dag findes mellem Danmark og Sverige om håndtering af atomaffald. Her virker hun usikker og siger, at “det må man jo kunne lave en aftale om”, uden at kunne uddybe nærmere.

Kritikere, herunder SF’s Niels Rasmussen, stiller spørgsmål ved både praktiske og etiske konsekvenser. Kernekraftværker kan tage årtier at opføre, og spørgsmålet om at placere affald i et andet land rejser etisk tvivl. “Et kernekraftværk kan ikke stå klar på tre år. Realistisk set kan det tage op til 30 år, før Danmark får gavn af det. Og affaldet? Hvis Danmark ikke vil have det, hvorfor skal Sverige?” 

Retfærdighed i kernekraftplanen 

Vinding udtrykker skepsis over for solceller, mens hendes eget forslag rejser spørgsmål om retfærdighed og ansvar. “Vi kan ikke blive ved med at lægge det hele ud i landsbyerne,” siger hun. Hun ønsker ikke, at Danmark skal bære konsekvenserne af den grønne omstilling, men placere atomaffaldet i nabolandet. Niels Rasmussen stiller spørgsmålstegn ved, om det er retfærdigt at placere byrden i et andet land, og om Vindings plan blot er en ny version af det samme problem: at andre må tage konsekvenserne af den grønne omstilling.