Som 17-årig forlod Alesea sit hjem i Belarus. I dag ved hun ikke, hvornår hun kan se sin familie igen

Alesea drømmer somme tider om sin mor, far og søster.  

Når hun ser dem i sine drømme, er de stadig på samme alder, som de var, da hun forlod Belarus for fire år siden. De bliver ikke ældre. De udvikler sig ikke. Hun er ikke en del af deres liv på samme måde, som før hun forlod landet.  

Det er nu over et år siden, hun sidst så dem i virkeligheden, og hun ved ikke, hvornår hun kommer til at se dem igen.

Hun ved dog, at mødet højst sandsynligt ikke kommer til at foregå i hendes barndomshjem.  

“Jeg er ikke sikker på, at det helt er gået op for mig endnu. Jeg er stadig i gang med at bearbejde det. En del af mig er meget følelseskold og logisk. Jeg er ikke den, der har det værst. Der er andre, jeg kender, som ikke har set deres familier i over otte år,” siger Alesea. 

Familien bor i Minsk, omkring to en halv times rejse fra Aleseas hjem i Vilnius. Siden hun flyttede, har hun besøgt dem cirka en gang om året. Før hver tur over grænsen renser hun sin telefon fra alt, der potentielt kan provokere de hviderussiske myndigheder.  

Nu er de besøg fortid.

I stedet må Alesea og hendes familie nøjes med telefonopkald og beskeder, indtil de igen kan mødes ansigt til ansigt. Under disse telefonsamtaler er begge parter opmærksomme på, at de hviderussiske myndigheder holder øje med dem. Her nævner Alesea aldrig det universitet, som hun lige er dimitteret fra. 

Universitetet som omdrejningspunkt 

Det universitet, som Alesea har studeret på, hedder European Humanities University. Universitet er etableret for at tilbyde uddannelse til studerende fra Belarus og den bredere østeuropæiske region. Det blev oprindeligt grundlagt i Minsk, men flyttede senere til Vilnius, hvor det ligger i dag. 

I april 2026 har den hviderussiske højesteret erklæret universitetet for en ekstremistisk organisation. Hviderussiske myndigheder har anklaget universitetet for at blande sig i landets politiske forhold og støtte kræfter, der er kritiske over for regimet. Som følge af dette, tør Alesea ikke at tage tilbage til Belarus.  

Ifølge Alesea, fik de hviderussiske myndigheder fat i de studerendes navne og efternavne. De begyndte at opsøge familierne med samme efternavn.  

“De troppede op hos min familie og spurgte indtil, hvad jeg lavede på universitetet, og hvorfor jeg gik der. De undersøgte min mors telefon og vores chatbeskeder. Heldigvis fandt de ikke noget,“ fortæller Alesea. 

"Jeg er ikke enig med den person, som styrer landet” 

Alesea vidste tidligt, at hun ikke ville studere i Belarus. Hun ville bygge sin karriere op et andet sted.  

“Det er meget konservativt der. Jeg ved, med mine værdier, at jeg ikke ville finde mig til rette der. Jeg er ikke enig med den person, som styrer landet, og jeg vil ikke blive kontrolleret af den person,” siger Alesea. 

Den person, som Alesea refererer til, er Aleksandr Lukasjenko. Han har været præsident i Belarus siden 1994, og ved valget i 2020 vandt han, ifølge ham selv, med over 80% af stemmerne. Et valg, som ikke er internationalt anerkendt. Valget resulterede i utallige protester, og efterfølgende i en bølge af politisk emigration. I 2020 flygtede omkring 300.000 til 500.000 hviderussere fra landet.  

Ifølge Aleksandra Dojnicz, som er formand for Belarus' nationale ungdomsråd RADA, er der mange unge hviderussere, som ikke kan vende tilbage til landet af frygt for retsforfølgelse. Selv var hun en del af protesterne i 2020 og har levet i eksil siden.  

“Der er mange unge hviderussere, som flytter fra landet for at kunne tale frit og engagere sig i aktivisme. Der er også mange, som søger efter bedre muligheder for uddannelse, videreudvikling og arbejde. Der er ikke mange muligheder for uddannelse og arbejde i Belarus,” siger Aleksandra Dojnicz. 

Påvirkning af krigen i Ukraine 

Efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 voksede det hviderussiske samfund i Litauen markant. Antallet af hviderussiske statsborgere i Litauen nåede omkring 48.800 ved begyndelsen af 2023, hvilket var mere end dobbelt så mange som i 2021. 

Alesea flyttede i september 2022 og var en af de hviderussiske statsborgere, som flyttede fra Belarus i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.  

En følelse af misundelse 

Alesea har fået en del venner, som bor i forskellige EU-lande, efter et udvekslingsophold i Grækenland. Efterfølgende har hun besøgt nogen af dem.   

“Det er en meget underlig følelse. Jeg kan se, hvor de er født, hvor de har gået i børnehave og møde deres forældre. Og så bor 20 minutter væk fra deres forældre eller sådan noget,” siger Alesea, mens hun tager en kort pause.  

“Jeg er meget glad for, at jeg kan se det og besøge dem. Men jeg får en følelse af misundelse, og jeg bliver jaloux. Tænk, at du kan gøre det her, og jeg ikke kan. Det er faktisk ret smertefuldt for mig,” siger Alesea.  

Alesea og hendes familie forsøger at få et visum til et land, hvor de kan komme hen og mødes. Dog fortæller Alesea, at det er svært for dem at få visum til et EU-land, da der ikke er mange, der i øjeblikket udsteder visum til hviderussiske og russiske statsborger. 

"Et smukt EU-pas” 

Alesea drømmer om en fremtid uden krig. Hun drømmer om at have et godt job, hvor hun kunne lede kunstkampagner.  

Hun drømmer om “et smukt EU-pas." Væk fra det, der minder hende om det gamle Sovjetunionen, som Litauen også indimellem vækker i hende.  

Hun drømmer om at kunne sproget i det land, hun bor i, og kende kulturen. Samtidig med at hun stadig husker sin hviderussiske identitet og det sted, hun er født.

“Og så drømmer jeg om, at jeg kan besøge min familie i Belarus, lige når jeg har lyst,” siger Alesea.

*Aleseas efternavn er udeladt af hensyn til hendes familie