Søren Baldwin finder balancen mellem at mestre musikken og fare vild i den
Mellem Downtown Julys professionalisering og Babylons betingelsesløse eksperimenter forsøger Søren Baldwin at holde fast i både håndværket og legen.
Søren Baldwin lader blikket glide ud over publikum. I dag er han Babylon.
Han havde egentlig en plan, en ramme han kendte, og et sted han kunne begynde. Dog giver publikum ham lysten til at vise noget andet end det, han kom med.
Han slipper planen. Han ændrer energien, jammer noget, han ikke har forberedt, og lader fingrene finde noget, han ikke ved om virker, før han spiller det på sin bas. Det kunne falde fra hinanden. Men i stedet begynder det at hænge sammen.
Søren har fokus på, at musikken finder sin egen vej, og han følger efter. Han får det øjeblik, han er ude efter. En oplevelse, hvor publikum måske tænker “Hvad foregår der her?”.
Det hele foregår i området omkring Nørreport i Aarhus på en musikscene midt i en baggård. 360 grader rundt om Søren står publikum. De gamle, rå bygninger rejser sig omkring dem og lukker gården inde.
Nogle har fundet en bænk. Andre står med en øl i hånden. Steder i kredsen snakker personer videre, mens Søren står midt i det hele med sin bas og kun den.
To sider af samme lyd
For Søren er det ikke tilfældigt, at han både søger mod det minutiøst planlagte og det uforudsigelige. Han balancerer mellem begge dele med vilje.
I soloprojektet Babylon kan Søren gå den modsatte vej. Han kan følge en lyd, bare fordi han er nysgerrig på, hvor den fører ham hen. Her er fejl en mulighed for at begynde på noget nyt.
Men Søren kan kun give slip, når han har noget at holde fast i. Han kan mærke, at han har brug for frihed, når det hele bliver for defineret.
I Downtown July er retningen en anden. Søren er bassist i bandet og sammen arbejder de mod tidløse værker og Orange Scene. De ønsker at blive de bedste. Derfor er de gået en tid i møde, hvor bandet har klare kriterier for, hvornår de har gjort det godt.
De to projekter ligner hinandens modsætninger, men for Søren er de afhængige af hinanden. Når det ene fylder for meget, opstår behovet for det andet, og nogle gange smelter verdenerne sammen.
Én vej frem
Søren Baldwin var med til at danne kvintetten Downtown July i 2019. Dengang var det et hobbyprojekt, i dag er det et arbejde.
Om få uger skal bandet varme op for Saveus foran tusinder af mennesker i Aarhus og Aalborg. Søren arbejder sammen med forsangeren Leo Høj på at færdiggøre setlisten. De justerer overgange, finpudser detaljer, så intet bliver overladt til tilfældighederne.
Bandets voksende størrelse har ændret nogle vilkår. En professionel tilgang ikke længere er et valg, men en nødvendighed.
De indgik i et forløb med en performancecoach, der hjalp Søren og bandet med at fokusere på specifikke detaljer, der øger bandets live-præstation.
“Jeg har et perfektionistisk gen. Det har været rart at blive skolet i noget, fordi det giver nogle faste rammer i en branche, hvor meget ellers kan være udefinerbart.”
I Downtown July ved Søren som regel, hvad han arbejder hen imod. Der er en retning, men det betyder også, at der sjældnere er plads til at fare vild.
Når tingene bliver for formålsdrevet, opstår der for Søren et behov for det modsatte. Musik er for ham ikke kun et spørgsmål om resultater, retning og vellykkede koncerter. Han har også brug for rum til at udforske ideer, uden at vide, hvor de ender.
Midt i detaljefinpudsningen opstår Sørens lyst til at lege og blive i det kreative.
"Jeg har lidt fri nu, så jeg kan få lov til at være mit indre barn og lave mærkelige lyde. Så kan de andre have fokus på, at det bliver en god sang." siger han til bandet.
Med tiden har Søren lært, at rastløsheden ikke kommer fra bandet, men fra ham selv.
“Det er ikke bandet, der spænder ben for mig. Jeg skal ikke gøre det til deres problem, at jeg trænger til at prøve noget lidt crazy.”
Derfor søger han også mod projekter, hvor reglerne er færre.
At bygge op og bryde ned
Søren bevæger sig ind i sit nye studie, han selv har bygget sammen med kammeraten Kristoffer Vendelboe.
Et sted, hvor Babylon kan udfolde sig.
Sollyset slipper akkurat ind gennem vinduet, selvom et sort albani-tæppe ihærdigt forsøger at blokere strålerne.
Søren kommer ind med sin bas og taske. Ud af den vælter det med kabler og pedaler. Han bygger sit set-up og gør klar til at spille.
I pedalrækken er der en Boss ME50-B. En multieffektpedal han for første gang købte som 16-årig til 600 kroner. Ti år senere udforsker han stadig pedalens uendelige muligheder.
“Jeg drømmer om at opdage noget mytisk i pedalen, som en dag vil blive the shit!”
Søren satte soloprojektet i verden for to år siden. Her er det bare ham, bassen og en nysgerrighed, der sjældent lader sig styre af planer. I løbet af en fire timers øver fortaber han sig i musikken.
Han afskærmer sig i hjørnet, mens de første toner lyder ud af lokalets fire højtalere. Han har taget skoene af, så han kan skrue på pedalknapperne med tæerne.
Søren har byttet et plekter ud med en kuglepen, der hopper på strengene. Lyden bliver opfanget af pickupperne, der videresender den gennem pedalerne. Der opstår et uendeligt ekko af rumklang. Han lader sin ene hånd slå bassens lyse toner an. I en tonal samtale med musikken finder Søren ud af, hvor han skal hen med projektet i dag.
Han leder efter det, der ikke findes endnu.
De sidste toner dør langsomt ud. Han kigger op og afslutter med et “yeah”, der indikerer, at Babylon-stunden er slut.
“Alt jeg gør med Babylon vil nok dumpe den performanceliste, vi har hos Downtown July, men det er stadig en god koncert.”
Babylon er blevet et sted, hvor Søren kan kanalisere sin energi hen. Tidligere har han haft svært ved at sætte grænser for projekter og prioritering af tid. Han har kunnet trække sig selv til langt ud på natten, mens søvn og aftensmad blev skubbet i anden række.
Med friheden kan tvivlen følge med. Når han lægger sig på puden om aftenen og tænker tilbage på dagen, kan det hele virke tåget. Med de mange bolde i luften kan der opstå tvivl om, hvornår noget er godt nok. Til tider reflekterer han over spørgsmålet.
“Skulle jeg bare have dygtiggjort mig i én bestemt ting?”
Plads til begge sider
Nogle gange smelter de to verdener sammen. Når Downtown July skriver ny musik, får Søren mulighed for at bringe eksperimenterne fra Babylon med ind i bandet.
Klokken er 11.00 på Sydhavnen I Aarhus. Søren er taget i studiet med Janus Tornehave, som er sangskriver og guitarist i bandet for at kigge på nye numre.
Janus sidder bag knapperne og styrer computeren, mens Søren har taget de eksperimenterende elementer fra Babylon i form af det gamle pedalboard og et sliderør med i studiet. Janus giver ham lov til at eksperimentere, og der sker noget.
“Det var en følelse af, at de to elementer rammer noget, som sangen manglede. Det var i første take. Sådan helt Hollywood-agtigt.”
Det er netop i de øjeblikke, Søren oplever balancen. Hans legesygehed finder plads og bliver til nye værktøjer ind i bandets lydunivers. Der opstår ny musik.
Søren kan være i begge verdener samtidig. I balance. Den frihed, Søren søger i Babylon, handler ikke kun om at skabe ny musik. Her øver han sig også i at være til stede i det uforudsigelige, hvor han er nødt til at stole på sin intuition.
Det har han taget med i Downtown July.
Den spontan-musikalske styrketræning i Babylon har givet Søren en muskel, der er stærk nok til at løfte uventede situationer - også i Downtown July.
Bandet spillede på den Aarhusianske Spot-festival i maj måned. De skulle åbne Parkscenen. Inden Søren træder ind i spotlyset med bandet foran de flere tusinde af forventningsfulde festivalgæster, opdager han, der er ingen lyd i ørerne. Batteriholderen til Sørens in-ears er tomme.
Han giver signal til trommeslageren ved at åbne holderen. Trommeslageren Mikkel Hæk ser, at den er tom. I en mikrofon giver han besked til manageren “Søren mangler batterier.” Et øjeblik efter bliver batteriholderen fyldt. Lyden er tilbage i ørerne, og han gennemfører koncerten.
“Det er ting som dette, der før har kunne vælte en koncert, men nu jeg har meget ro i det.”
Det, der venter
Tilbage i baggården står Søren midt i kredsen af mennesker. Han lader de sidste toner dø ud.
I begyndelsen af koncerten havde Søren givet publikum et lille signal. Nu får de igen hans opmærksomhed, første gang siden koncertens start.
Han kigger op og smiler. Babylon er slut. Nu står han igen med begge fødder på jorden. Han tager bassen af.
Han er ikke sikker på hvad der skal ske næste gang bassen bliver taget i brug. Han aner ikke, hvor de næste toner fører ham hen. Men han ved, at han vil blive ved med at lede.
Et sted imellem Downtown Julys performancelister og Babylons uendelige ekkoer, har Søren fundet sin balance. I jagten på den lyd, der endnu ikke findes, og de ideer, han endnu ikke har brugt.
Han har brug for begge dele. Både Downtown July og Babylon.