“Spring ud i det”

Jeg står i den lille kiosk ved hjørnet og venter på, at kaffemaskinen brummer færdig. Det er tidlig eftermiddag, og døren går hele tiden op og i, som om byen selv trækker vejret herinde. Bag disken står Martin. Han smiler, sådan et smil der både er roligt og lidt trænet, som om han har øvet sig i at møde nye mennesker på den måde. 

Han fortæller mig, at han har ejet kiosken siden første januar sidste år. “Det giver mig energi,” siger han, “alle de nye mennesker der kommer forbi.” Og jeg kan godt se det, der er noget ved ham, der lyser lidt op, hver gang døren ringer. 

Han voksede op i Herning. “Min mor har formet mig mest,” siger han og griner lavt, “hvis man ikke gjorde som hun sagde, så fik man bare en flad lussing.” Det er kærligt ment, men jeg kan mærke, at der også ligger noget erfaring bag humoren. 

Da jeg spørger, hvad der har været hans største udfordring, bliver han stille et øjeblik. “Mine forældre drak… nok lidt for meget,” siger han. Det er sagt uden drama, bare som et faktum i hans liv. “Det er nok derfor, jeg slet ikke drikker i dag.” Der er noget beslutsomt i hans stemme, som en streg han har trukket gennem sit eget liv og ikke vil overskride. 

Han har boet tre år i Aarhus nu, og han drømmer om flere kiosker. “Helst heromkring,” siger han. “Det er lidt nemmere.” Jeg forestiller mig ham som sådan en fast figur i bybilledet, en der åbner nye små steder med lys i, et menneske der binder byens strøg sammen med sin nysgerrighed. 

Hvis han skulle give et råd til sit yngre jeg, ville det være: “Spring ud i det. Ja, der er sgu gerne for.” Han siger det med et lille skuldertræk, men jeg kan mærke alvoren. Som om han selv har ventet for længe med nogle ting.