Sten er gået i stykker - jeg bliver aldrig den samme igen

”Ulykken har betydet, at jeg ikke har kunnet få børn og er blevet førtidspensionist. Det sværeste har været at acceptere, at man ikke længere er ligesom alle andre. At man er gået i stykker.

Sidst i 80'erne kørte jeg min motorcykel ind i en fodgænger der gik på vejen. Han døde. Det gjorde jeg også næsten.

Efter ulykken lå jeg i koma i 13 dage. Jeg var 23 år gammel. Det hele svævede mellem liv og død. Lægerne havde sagt til mine forældre, at de kun skulle tage det en time ad gangen om jeg overlevede. Det gjorde de i den første uge. Ugen efter blev det sat op til 2 timer, indtil de til sidst sagde, at jeg ville overleve. 

Efter ulykken prøvede jeg at komme i gang med mit arbejde som maskinarbejder igen, men jeg kunne ikke. Så har jeg prøvet noget skånejob, men det gik heller ikke.

Da jeg blev 17-18 år, gik jeg i lære som maskinarbejder. Det var jeg glad for, da jeg endelig kom sammen med nogle, som jeg kunne snakke med. Det var anderledes, fordi jeg ikke havde en særlig god skoletid inden. 

Jeg flyttede til Århus da jeg var 11, fordi min far fik et job herovre. Det er svært for en fra Sjælland at skulle gå i en århusiansk skole. Jeg blev ikke rigtig taget imod og stod meget alene.

Min far kunne ikke tåle at blive ældre. Der var pludselig mange ting, han ikke kunne mere og det gik ham så meget på, at han gassede sig selv i sin bil. Jeg tror det værste for ham var, at han ikke kunne køre bil længere.

Min mor flyttede på plejehjem, da min far døde. Hun er blevet stærk dement. Det er underligt at være den voksne over sin mor. Hun kan ikke engang koge et æg længere.

Jeg har heldigvis to mindre brødre og nogle nevøer og niecer, som jeg snakker godt med. De har hjulpet mig meget igennem hele mit liv. Men jeg bliver aldrig den samme igen.”