STI og suppe under det skæve tag
For anden gang inviterer Check Point og LGBT+HUSET til Community Dinner for lgbtq+ personer. For nogle af gæsterne handler aftenen om mere end suppe og musikbingo: Det er et sted at finde et fællesskab, hvor man kan spejle sig i andre.
Der er normalt lukket og slukket om aftenen i Check Points lokaler oppe under det skæve tag på Østergade 9 midt i Aarhus.
Men denne fredag aften kan man gennem den store glasfacade ane to regnbueflag på et fold-ud-skilt med teksten Check Point. “We’re open now”. Den lyserøde baggrund er præget af en illustration af en fersken.
“Er du ny i Aarhus, eller vil du bare udvide dit queer-netværk?” står der på Facebook-eventet. Og det er der tydeligvis nogen, der vil. Eventet, der er gratis og alkoholfrit, er endnu en gang fuldt booket.
– I aften har vi taget lænestole og kontorstole i brug. Så kan vi lige komme op på 27, siger Peter Nielsen, frivillig i Check Point og medinitiativtager til middagen.
– Det bliver mere og mere populært. Altså noget andet end at rende i byen og på barer.
Det aflange loftsrum fungerer til daglig som venteværelse for besøgende i Check Point. Fra de skæve vinduer kan man se ned over det centrale Aarhus. Mellem de gamle loftsbjælker hænger lysstofrør, og væggene er prydet af farverige plakater med tunger, bananer og muslinger.
I aften skal venteværelset være spisesal. Lænestole og sofaer er skubbet sammen, og på tre spiseborde ligger sølvglitrende serpentiner og postkort med billeder af en numse i trusser, der balancerer et lille lyserødt stykke sexlegetøj.
De seks frivillige bevæger sig mellem hinanden. Sigurd, med en høj hestehale vippende fra sit hoved, finder en fjernbetjening frem og går fra bord til bord for at tænde LED-bloklysene.
– Den kan også få dem til at blinke og stråle, siger Peter.
– Jeg er vild med det, siger Sigurd.
Først falder valget på lilla, så hvid. Sigurd går runden igen. De skal være lilla.
Fra en JBL-højttaler spiller Madonna, mens Emil leder efter en frivillig-T-shirt i mindre end XL. Den går ned om hofterne.
– Den er sådan lidt en Marilyn Monroe-kjole, siger han og løfter op i T-shirten til lyden af La Isla Bonita.
Hånden på brystet
Klokken nærmer sig 17.30.
– Så er der lige en, der har skrevet, om der er plads til to mere. Jeg skal lige have tjek på, hvor mange der er på listen, siger Peter.
– Der er det mad, der er, så må der blive spist op, og så må folk spise popcorn for resten, kommenterer en anden frivillig.
Dørklokken ringer. De første deltagere er ankommet.
Nogle giver hånd, andre lægger hånden på brystet og siger deres navn. Der er en høflig stemning, og de fleste taler lavmælt. Men dørklokken begynder snart at ringe med få sekunders mellemrum, og tempoet blandt de frivillige stiger.
– Vi skal også have opvarmet brødene. Oh my God. Hvad er klokken? Ah, den er kun fem i halv, siger Emil, der netop – med egne ord – har siddet lidt og varmet sofaen op, først.
Sigurd viser en ny gruppe gæster rundt og peger ind i en af de små kabiner med en skammel og vatpinde i forskellige farver, alt efter hvad man skal testes for.
– It’s an offer for youth and all LGBTQI+ citizens regardless of age. Until 30, they cut off cisgender heterosexuals. But we get a pass.
Efter en kort rundvisning samles gæsterne sig i venteværelset, der nu fungerer som spisesal. Nogle står og smalltalker, andre har taget plads i sofahjørnet. En yngre person med gult bandana om hovedet spiller Tetris på sin telefon. En anden person med briller og sortkrøllet hår bladrer i en fotobog med billeder af halvnøgne, behårede kroppe.
Lyden af klirrende bestik, ovnens varmluft, og nu også grin præger rummet. Der bliver skruet op for musikken. Sam Smits Latch skal kunne høres.
Sigurd byder velkommen og præsenterer retten: kartoffel-porresuppe med brød. Ét bord ad gangen stiller gæsterne sig i kø bag de to høje, dampende gryder.
Nogle gæster griner, joker og fortæller anekdoter, mens andre spiser suppen, lytter og ser ud til mest at observere og tage de mange indtryk ind. Musikken og en næsten kantineagtig stemning, med skeer der graver i de dybe tallerkner, snor sig gennem det aflange lokale.
Et fællesskab, der forstår os
Nina er 23 år og flyttet til Aarhus fra Tyskland.
– When you move abroad, you wanna make connections. I think it’s easier in the community, because people are more open.
Hun har også deltaget i LGBT+HUSETs brætspilsaftener og kender derfor et par ansigter til middagen.
– It’s really important for me to have that community. It’s a part of your identity.
For Nina kan det føles anderledes at dele sit følelsesliv med personer, der ikke selv er en del af LGBTQ+-miljøet.
– There’s always a sense of not understanding. Like, when I talk about my feelings, they don’t really get it. That can be hard sometimes. They don’t have that experience. Not knowing who you are. It was a big part for me. I felt misunderstood.
Ved siden af Nina sidder H fra Vietnam. Han er 25 år, flyttede til Aarhus for under to måneder siden og ønsker at være anonym.
– I want to know people. I want to find a community I can identify myself with.
Middagen er færdig, og før musikbingoen holder vi en pause på den kølige opgang.
– Back when I was in Vietnam, there was no official LGBT organization like this for me to join. My queer friends I got to know from personal relationships rather than a community. That’s something I felt very sad about, that there was no official community that I could identify myself with.
I Aarhus oplever H, at kulturen er mere åben. Han vil også gerne lære det danske datingliv at kende og tale med andre, der deler hans erfaringer.
– I feel like straight people will not ask me questions about dating life and personal things, because they have different experiences from us.
På spørgsmålet om, hvorvidt han føler, at han er på vej til at have fundet et LGBTQ+-fællesskab, smiler H.
– Yeah, I would say. I think this is the one. Is that too early to say?
Han griner, løfter hænderne og signalerer, at “the one” er lige omkring os. Så peger han mod Nina.