Struer Jazzklub sætter scenen for unge jazzmusikere
Unge jazztalenter kommer fra nær og fjern for at spille i Struer. Ifølge klubbens bestyrelse er det afgørende, at jazzen er i fokus – og at der er plads til nye, eksperimentende lyde.
Struer Jazzklub er kommet i nationalt søgelys efter at være blevet nomineret til Danish Music Awards Jazz 2025. De er nomineret til ”Årets Scene”.
I jazzklubben har man et ønske om at skabe et levende jazzmiljø i Struer, og det er vigtigt for dem, at booke både unge talenter og etablerede navne.
”Vi skaber en scene for de unge og hyrer dem, så de får de spillejobs, de har brug for”, fortæller Søren Juul Rauf, der bor i Struer og har siddet med i bestyrelsen det seneste år for Struer Jazzklub.
For ti år siden startede Struer Jazzklub med et ønske om at skabe en scene for både etablerede kunstnere, der allerede spillede i byen, men også for nye unge talenter og nye lyde. Ideen var, at der skulle være en bevidst blanding, så man også kunne få jazzinteresserede til at tage turen fra eksempelvis Lemvig til Struer. Derfor ville man også gerne have nogle kendte navne ind.
”Oto-Oto havde vi inde for nyligt. Fantastisk koncert. Det var også vildt, at vi fik dem til at spille en søndag kl. 14:00”, fortæller Søren.
Fokus på unge talenter
Det er en central del af jazzklubbens vision og identitet, at de gerne vil udfordre den traditionelle jazz og give plads til en ny lyd.
Vi er nødt til også at have unge musikere i klubben, fordi vi gerne vil have den nye lyd – det nye og spændende. Et beat eller et udtryk, man ikke normalt hører i traditionel triojazz, fortæller Søren Juul Rauf.
Ifølge Søren kommer de unge med en ny og eksperimenterende lyd.
Der er forskellige måder hvorpå de får kontakt til de unge talenter. Klubben booker løbende unge musikere fra blandt andet København og Aarhus. De har faciliteret koncerter for bands som ’Cosmos Trio’, ’Antonio Dayyani Sextet’ og ’Oto-Oto’.
Det er ikke kun klubben der rækker ud, og tager fat i de unge musikere; de tager også selv kontakt til klubben, som også oplever at der er mange der gerne vil køre langt for at spille hos netop dem.
“Det har aldrig været planen, at de unge musikere nødvendigvis skal være lokale. Men når der er lokale talenter, booker vi også dem”, fortæller Søren.
De unge musikalske talenter er ikke kun gevinst for Jazzklubben. Det kan også give levebrød for musikerne og et musikalsk fællesskab.
”De skal have nogle jobs for at få nogle penge på kontoen”, fortæller Søren.
Klubben tager risikoen selv om unge navne er svære at sælge
Ifølge Søren er der dog også udfordringer. Det kan nogle gange være svært at sælge billetter til koncerterne, fordi publikum ofte ikke kender de unge bands. Dog er det vigtigt for klubben, at holde fast i at blande unge, eksperimenterende navne med etablerede profiler, fordi de vil udvikle jazzmiljøet.
“Vi kunne nok godt få flere tilskuere, hvis vi altid bookede de sikre, kendte navne. Men det valgte vi at gå imod for ti år siden. Hos os handler det om at ville jazzen – også når det betyder, at man ikke lige kender trommeslageren på forhånd”, fortæller Søren.