Struer markedsfører sig som Lydens By, men flere borgere hører ikke med
Struer er Lydens By. Lyd, lydkunst og lydteknologi er, hvad der ifølge kommunen og lokale initiativer definerer byen. Dog er det ikke alle de lokale, der føler, at brandingen beskriver dem.
Når man går gennem Struer by, kan man se lydskulpturer og musikskoler. Det tyder på, at det er en by, som har satset stort på lyden. Ved kommunen og de lokale initiativer er det tydeligt, at lyd er et brand, som de har lagt fokus på at udvikle.
Lyden er et brand
Det er et image og brand, som både kommunen og lokale initiativer har arbejdet på at få anerkendt i resten af landet. Jeanette Lund Houe, som er styrende hos Lydens By Branding Board, fortæller, at
“der er rigtig mange, der har en masse lyd kompetencer (i Struer), og så begyndte man jo at tænke, at der ligesom var noget særligt her.”
Jeanette mener, at byen har en fordel med lyd, og at det er noget, de kunne udnytte i deres branding.
“Hvis man vil noget med lyd i verden, så er det stort, at det foregår her, fordi der er så mange faciliteter og et kæmpe netværk herude.”
Der er en stolthed i at vide, at Struer er bedst til noget, og at byen bliver internationalt anerkendt.
Hvad med de lokale?
Hvis man spørger, om denne lydbranding af Struer har været en succesfuld portrættering af borgerne, ville Markus på 73 år nok sige nej. I hans verden er det
“nok bare fordi at B&O er i byen",
at Struer bliver kaldt Lydens By. Han har nemlig ikke selv taget del i nogle af lydinitiativerne eller hørt særlig meget om dem.
Man kunne måske forestille sig, at flere af initiativerne i byen er rettet mod unge mennesker, men Laura på 27 år kan heller ikke se sig selv i brandingen af Lydens By. Laura arbejder til dagligt på apoteket i Struer og har derfor base midt i byen. Det er også fra denne plads, at hun kan skue ud til byens nye skøjtebane, og projekter som disse mener hun, at der burde være flere af.
“Jeg synes, det er ret hyggeligt, når de laver tiltag som skøjtebaner og julepynt; noget alle kan være lidt mere med til at nyde.”
Laura har heller ikke oplevet meget af ‘Lydens By’. Hun føler, at når man ikke synger eller er teknisk dygtig, så er der ikke så meget, der trækker mod lyden og initiativerne.
Stolte struerboere
Det er også noget, Jeanette Lund Houe kan anerkende.
“Det er jo ikke sådan folkeligt på den måde, men mere indenfor lydkredse og dem, der arbejder med lyd.”
“Der kender de godt Struer på den globale scene.”
Hun forklarer, at lokalbefolkningens viden om initiativerne er noget, de vil arbejde videre på fremadrettet.
“Vi vil gerne gøre struerboere mere stolte af at bo her og forstå det her koncept.”