Svampesæsonen er skudt i gang
Som solens stråler langsomt rammer skovbunden, stiger duften af fugtig mos og visne blade i Moesgaard skov.
Her hvor fuglene kvidrer, og en forsigtig brise bevæger blandende i de grønne og orange træer, går svampeforeningen Østjylland på jagt. I dag afholdes et åbent arrangement, hvor alle er velkomne uden betaling.
Dagens svampetur starter med en udstilling af omtrent 100 forskellige svampe, der blev fundet i skoven dagen forinden. De giftige svampe er markeret med rødt.
Ved udstillingen står foreningens guider og deres forperson, Erik Gaarmann, klar til at besvare spørgsmål fra de fremmødte. Spørgetimen bliver hurtigt populær.
“Hvad har du så med der? Det skal undersøges,” siger Erik Gaarmann til en af de deltagere, der dukker op med en kurv fuld af svampe.
Svampene får en kort undersøgelse, inden kurven afleveres tilbage.
“Arh, sådan halvrådne svampe, det giver altså ondt i maven,” siger Erik med et trøstende smil.
Efter et kort oplæg om svampenes kendetegn indledes jagten. Med blikket koncentreret rettet mod den orange skovbund bliver svampehætterne tydelige. Mellem grankogler og visne birketræsblade skyder skovbunden op med orange, røde og grønne svampe.
“I skal dog ikke forvente at få kurvene fyldt med kantareller og Karl Johan svampe,” forklarer en af guiderne, inden turen begynder.
En munter latter spreder sig blandt publikummet, der tilsyneladende heller ikke havde gjort sig så høje forventninger.
”Jeg er her egentligt også mest for at komme ud på en frisk gåtur,” hvisker en ældre dame til sin veninde.
For mange handler turen lige så meget om oplevelsen af naturen som om at finde noget til aftensmaden. Skovens stille stier bliver til en formiddag fyldt med nysgerrighed, spørgsmål og fælles fascination af de svampe, der gemmer sig under trækronerne.
Gamle, unge og hele familier spredes mod alle skovens afkroge. Nogle går med deres hund, nogle i en stor flok og andre helt alene. Små jubelråb fordeler sig langsomt i skoven, når de rigtige svampe spottes.
For hvert skridt bliver skovbunden gransket for former og farver, der skiller sig ud mellem blade og grene. Når en svamp bliver fundet, samler små grupper sig hurtigt omkring fundet. Nogle tager billeder, mens andre bladrer i deres svampebøger for at sammenligne kendetegn.
Guiderne går mellem deltagerne og hjælper med at skelne mellem de spiselige arter og deres giftige forvekslinger
Dagen afsluttes med en gennemgang svampeturens høst. Nogle vender tilbage fra turen med fyldte kurve, andre er stadig tomhændet. Det er langt fra alle svampene, der kan spises.
”I Danmark findes der 10.000 forskellige slags svampe. 100 af dem er spisesvampe, 50 af dem er giftige, resten er uanvendelige,” forklarer Erik Gaarmann.
Nogle af de farligste svampe der gror i Danmark, er grøn fluesvamp og hvid fluesvamp. De er livsfarlige og kan skade organerne.
Ifølge Fødevarestyrelsen modtog Giftlinjen næsten 1.000 opkald i 2023 fra bekymrede svampespisere. Størstedelen af dem slap med en forskrækkelse. 13 af dem blev kategoriseret som livstruende.
Erik Gaarmanns bedste råd til dem der vil spise de svampe, som kan findes i naturen, er at undgå eksperimenter:
”Spis kun de svampe, du kender 100 procent. Når du skal prøve en ny svamp, skal du nøjes med en lille mængde. Og spis aldrig rå svampe”.
Svampeforeningen Østjylland afholder løbende ture, kurser og arrangementer for både erfarne svampeentusiaster og nybegyndere. Mange af de fremmødte benytter arrangementerne som en mulighed for at få større indsigt i arter, som de ellers ikke ville turde samle på egen hånd. Samtidig giver turene deltagerne mulighed for at udveksle erfaringer og møde andre med interesse for naturen.