Symbolet på håb: Palæstinensisk kultur på scenen i Gellerup
I en lille teatersal i Aarhus samles aktivister og teatergæster for at opleve Meramieh, et palæstinensisk teaterstykke, der gennem personlige beretninger fortæller historier om tab, modstand og håbet om en bedre fremtid
Det hvide tørklæde med sort mønster er viklet to gange rundt om halsen. Udenpå jakken, så det kan ses.
I bussen sidder Mette Buhl bærerende en keffiyeh. Et traditionelt tørklæde oprindeligt fra Mellemøsten, og som blev palæstinensernes kultursymbol, da Israel forbød det palæstinensiske flag på Vestbredden. I Danmark og andre vestlige lande ses det i dag som et symbol på kampen for et frit Palæstina.
Da hun går ud af bussen, kigger hun rundt, mens hun ledende går frem og tilbage - for Gellerup Art Factory, som huser aftenens forestilling, er svær at spotte i mørket.
”Det er dejligt med interessen for stykket. Der er mange journalister, som kunne lære noget om Palæstina,” udtrykker hun.Selv er hun medlem af NGO’en Mellemfolkeligt Samvirke, og har siden konflikten mellem Israel og Palæstina brød ud igen d. 7. oktober 2023, været med til demonstrationer hver lørdag.
”Jeg kom lidt sent i gang, da jeg var på ferie, men jeg har været med lige siden,” fortæller hun med rank ryg og stolthed i stemmen, mens lyset i hendes øjne skinner, da gadelamperne rammer hendes ansigt.
Pligten at være oplyst
Aftens forestilling er den første på turneen. Stykket hedder Meramieh og spilles af den palæstinensiske teatergruppe Al-Harah.
"Det er vores pligt som palæstinensiske kunstnere at formidle historierne om vores land og blive ved med at minde folk, både i Palæstina og uden for Palæstina, om at dette er, hvad der skete," fortæller Nicola Zreinheh, som er én af aftenens to skuespillere.
Forestillingen tager udgangspunkt i seks personlige fortællinger fra mennesker, som alle oplevede fordrivelsen af det palæstinensiske folkefærd i 1948.
Ved ankomst til forestillingen sidder Marina Barham, Al-Harah’s general manager, med sort tykt hår og en jakke lavet ud af en keffiyeh, tilbagelænet i den røde sofa i forhallen. Med et stort smil rejser hun sig op og hilser pænt, mens hun byder velkommen til de fremmødte.
Da flere tilskuere begynder at ankomme, bliver det tydeligt, at de alle har én ting tilfælles. Den hvide og sorte keffiyeh bæres af næsten alle. Unge som gamle, tilskuere som skuespillere. Det er deres fælles ting. Symbolet på håbet om et frit Palæstina. Vigtigheden i at kunne se, hvem de støtter.
"Man kan ikke på den ene side kræve menneskerettigheder og retfærdighed, fx i Ukraine, og på den anden side ikke kræve det samme for Palæstina eller for andre lidende folk over hele verden,” fortæller Nicola Zreineh, mens han rømmer sig og tvinger et uforstående smil frem.
Han forstår ikke hvorfor magthaverne pludselig synes, det er kontroversielt at vælge side i krig, og det rører ham, når han ser og mærker støtten fra de danske tilskuere.
Følelsen af uretfærdighed er noget, han deler med aftenens publikum, hvor mange er aktive i den pro-palæstinensiske bevægelse.
Organisationerne svigter
I salens døråbning står en smilende ung kvinde iført samme keffiyeh, som pynter resten af rummet. Mia Kirstine Meinertsen hedder hun. Hun arbejder for Det Danske Hus i Palæstina, som er dem der har arrangeret og finansieret forestillingerne i Danmark. Organisationen har indtil nu været finansieret udefra, men det bliver dog anderledes fremover, fortæller hun. Siden konflikten mellem Israel og Palæstina brød ud igen i 2023, har flere fonde cuttet støtten, samtidig med at udenrigsministeriet har besluttet at pause deres støtte fra udgangen af 2025.
I aften står hun blandt palæstinensiske børnebøger og postkort for at hverve medlemmer. Det er dem, som efter planen, fremover skal finansiere organisationens arbejde igennem månedlige støttebeløb.
Som folk ankommer, bliver forhallen fyldt med mange stemmer, der på kryds og tværs snakker om den igangværende våbenhvile.
”Det er godt at se, at de unge kommer i gang,” lyder det fra Mette Buhl, som med glæde i øjnene fortæller om de aktivistiske studerende, hun møder til arrangementer og demonstrationer.
”Hende du ser derovre, er arrangøren af Palæstina demonstrationerne i Aarhus,” fortæller hun, da hun stopper samtalen for at hilse på venner, der ligesom hende, er medlemmer i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forestillingen starter snart, og den lille sal, som er på størrelse med et klasselokale, bliver hurtigt fyldt op med dagens tilskuere. Skuespillerne sidder klar på scenen, som i aften består af et plastiktæppe fyldt med jord.
Fra den første bevægelse på scenen, falder en tåre på en tilskuers kind.
