“Tak for sidst” - På Capo kender de  dit navn og dine rejseplaner 

Klokken 16:51 er Mika Christiansen - som er driftsejer af Capo - oppe i baren med næsen dybt ned i et glas vin og siger: “aaaahhh, det dejligt." Gæsterne på hjørnebordet, som også var der dagen forinden, får serveret vinen og godtager igen, Mikas valg.

Når man træder ind ad døren til vinbaren, som ligger på Nymunkegade i Aarhus C, falder blikket straks til venstre, hvor en stor glasrude afslører stedets vin inventar. Victor Sturat, som er tjener, står ude i rummet og danner sig et overblik over vinene til i aften. Hvis gæsten selv gerne ville vælge vin, får man ikke et traditionelt vinkort, men en venlig opfordring til at gå ind i det afkølet rum, hvor der bogstavelig talt er frit valg på alle hylder.

Klokken 17:19 er der ikke meget, der ikke er i bevægelse. Mika og Victor farer rundt i det lille lokale, og gæster tages imod ved døren. Vine hentes og åbnes - aftenen er skudt igang. Ude i køkkenet står Emil Petersen, som er kok og driftsejer af Capo, i sin egen verden.Han afslutter opsætningen af sin mise-en-place i et køkken, hvor opvasker, ovn, køleskab, fryser og meget mere er pakket ind på meget få kvadratmeter. Fra de rammer skal Emil tilberede mellem 90-100 retter i aften.

Klokken 17:44 træder et par ind, målrettet mod baren og sætter sig der. Mika kommer over, giver dem hånden og siger: “tak for sidst”. Han stiller en flaske vand og dertilhørende to vandglas og to vinglas på bordet og spørger: “Hvor ville i gerne hen i dag, hvad vin angår?” Parret, som var til Capo’s åbningsdag d. 8. april 2022, behøver ikke tænke sig om: “du bestemmer” lyder det fra herren. Parret bor i nærområdet, og har været der næsten hver fredag siden. 

Klokken 17:49 skænker Mika vin op til parret, og de spørger om hvornår de får deres guldskilt i baren. Inden Mika når at svare på det, åbner hoveddøren igen, og det nye hold gæster får samme velkomst: “tak for sidst.” 

Mika og Emils sted er en mad- og vinbar, hvor stamgæster danner rammen for det klientel, som kommer igen, og igen. En måde at drive restaurant på, som slår rødder tilbage til den franske brasseriekultur. Kulturen opstod i Paris i slutningen af 1800-tallet, hvor stammerne på kvarterets café kendte tjeneren ved navn, og omvendt. I den tid var det ikke service man udførte for gæsterne, men et forhold man dyrkede.

Klokken 18:15 er Mika på vej ind i køkkenet, for at hente nogle retter, men stopper op i baren, for at høre parret om: “hvornår er det i tager ud og rejser?” Mika ved, at parret har planlagt en tur, ikke fordi han har skrevet det ned, men fordi han lytter og kender sine gæster.

Klokken 18:44 tager et hold gæster deres jakker af, og sætter sig ved deres forudbestilte bord. Victor bevæger sig elegant og rutineret ned til bordet og ordene kommer naturligt: “tak for sidst.” Vinbaren er på dette tidspunkt så småt ved at forvandle sig til det, som stedet også er - en madbar. Victor og Mika snor sig gennem bordene med retter fra en menu, som Emil har sat sammen til aftenen.

Klokken 19:25 summer lokalet af liv. Alle borde er optaget og der løbes med selvsikkerhed fra det ene gøremål, til det andet. Travlheden gør at Mika skifter fra rollen som vært, til at blive en rendyrket tallerken-traktor. Oppe i baren finder Victor maskinen frem - bordet fra hjørnet vil gerne afregne. Trods den hektiske stemning, tager han sig tid til at gå regningen igennem med dem. Gæsten, som tager imod bonnen, siger på sin vej ud: “vi ses om en måneds tid.” 

Klokken 19:53 læner Victor sig op ad baren og siger: “Nu er der tid til det vi virkelig godt kan lide - hygge og vittigheder.” Victor kom på Capo gennem længere tid, og blev efter hyret som tjener på stedet. Som han selv beskriver det, så: “startede jeg på den anden side baren.” Han ved, hvordan det føles at sidde med et glas i hånden og lade aftenen glide hen i godt selskab. Nu er det bare ham, som fylder glassene op. Han forelskede sig i det der udgør Capo, nemlig at grænsen mellem gæst og personale er porøs og løs.

Klokken 20:30 bliver de sidste retter tilberedt i det lille køkken, og med en lethed tager Victor 4 tallerkner - to til hver hånd - og placerer dem nænsomt på bordene rundtomkring. Roen har sænket sig over Capo. Mika og Victors hurtige og præcise bevægelser bliver Bløde og afslappet, og den hektiske atmosfære byttes ud med en stemning, som minder om at være hjemme i sin egen stue. 

Klokken 20:50 står Emil, og drikker et glas vand ude i køkkenet. Han skal til at pakke diverse råvarer ned, og han fortæller, at: “Vi er på fornavn med næsten alle vores leverandører.” Forleden dag, havde Emil sat sig ud til en leverandør, som var kommet for at få et glas vin. Det ene glas ledte til det andet, og de endte med at tage videre ud i byen for at stille tørsten. Det uformelle og nærværende forhold stopper ikke ved gæsterne, det er gennemgående for alle som har et tilhørsforhold til mad- og vinbaren.

Det er ikke nemt at sætte capo i en bestemt bås. Er det en beværtning, en vinbar, en madbar, en restaurant eller bare et samlingssted? Det eneste sikre er, at gæsterne, som kommer gang på gang, ikke behandles som kunder og bordnumre, men som bekendte og venner, man glæder sig til at se igen.