Tårer i retssalen: Sårbar kvinde dømt for vold efter dramatisk nat i Aarhus
Overvågning afslørede et pludseligt overfald i en 7-Eleven. 27-årig kvinde idømt 50-dages fængsel.
Det første, der ramte i retssalen tirsdag formiddag den 18 marts, var stilheden. Kvinden sad foroverbøjet i stolen, pakket ind i en blå dunjakke og gummistøvler, mens hagen dirrede, og tårerne løb lydløst ned ad kinderne. Foran hende gjorde retten klar til at gennemgå videooptagelserne fra den nat, der havde bragt hende i retten.
Senere samme formiddag idømte Byretten i Aarhus hende 50 dages ubetinget fængsel for et voldeligt overfald på en servicemedarbejder i en 7-Eleven på Banegårdspladsen.
"Jeg husker ikke den episode overhovedet", forklarede hun grådlabilt, da hun blev spurgt ind til den dramatiske nat.
Sagen skilte sig ud ved, at retten samtidigt måtte forholde sig til kvindens markante sårbarhed. Et tema, der lå som en understrøm gennem hele retsmødet.
Overvågning dokumenterede volden
Aftenen begyndte, ifølge hendes egen forklaring, med Aalborg Karneval og derefter en togtur hjem til Aarhus. Hun husker intet fra ankomsten til byen.
Overvågningen fra 7-Eleven viser hende senere ligge på gulvet foran en køledisk, iført lædertøj og paryk, tydeligt påvirket og ude af stand til at kommunikere med personalet.
Den forurettede medarbejder forsøger at hjælpe hende op, men hun griber ud efter slik fra en stander. Da han forsøger at tage det fra hende, holder hun fast, før hun til sidst lader sig føre ud af butikken.
Herefter virker stemningen rolig, og medarbejderen vender tilbage for at samle slikket op.
Få sekunder senere ændrer situationen sig markant. Kvinden farer ind i butikken og løber direkte hen mod medarbejderen. Medarbejderen beskrev under sit vidneudsagn, at han stod “klemt mellem køleskabet og kassen”, mens hun slog ham fem-seks gange med knyttet hånd.
Politiets billeder og en lægeattest dokumenterer efterfølgende rødme og kradsemærker.
Sårbar - men skyldig
Forsvareren tegnede et tydeligt billede af en kvinde med et langt forløb af psykiske udfordringer og sociale belastninger. Han argumenterede for, at hendes sårbarhed burde føre til frifindelse.
Retten fandt kvinden skyldig i simpel vold. Videoovervågning, vidneforklaringer og lægefaglige fund dokumenterede, at hun tildelte forurettede flere slag.
Retten anerkendte hendes sårbarhed, men vurderede, at voldens karakter og gentagelsen gjorde en ubetinget straf nødvendig. Kvinden er tidligere dømt for vold i 2018.
Hun blev derfor idømt 50 dages ubetinget fængsel, pålagt at betale sagens omkostninger og modtog en advarsel om udvisning. Hun tog imod dommen uden at anke.