Tendens: Unges nyheder formes af algoritmer

Unge danskere henter i stigende grad nyheder via sociale medier og eksponeres for nyheder, der er tilpasset personlige interesser og verdenssyn.

Især TikTok, Snapchat og Instagram har vundet ind som nyhedskilde hos de unge danskere.
Offentliggjort

Det er nemt at være sin egen redaktør og scrolle gennem sociale mediers endeløse tilbud af korte klip, memes og nyheder. Men det indebærer også en risiko for, at man ikke møder perspektiver og holdninger, der adskiller sig fra ens egne. Det er en trussel mod den offentlige samtale. 

Stadig flere unge bruger sociale medier som nyhedskanal. 57 % af de 18-24-årige bruger sociale medier som nyhedskilde i løbet af en uge. Til sammenligning gælder det 39 % af danskerne over 64 år, lyder det i DR Medieudvikling, den årlige rapport om udviklingen i danskernes medievaner. 

- De unges nyhedsforståelse og tillid formes (red.) i stigende grad uden for de klassiske redaktionelle rammer, skriver medieanalytikerne, Stine Laurberg Myssen og Thomas Armour i rapporten. 

Især TikTok, Snapchat og Instagram har vundet ind som nyhedskilde. 36 % af de unge får deres vigtigste nyheder fra sociale medier. TV er stadig den vigtigste nyhedskilde for danskerne over 44 år. 

Det er ikke nyt, at sociale medier fungerer som nyhedskanal, og tendensen vokser også på tværs af aldersgrupper. I 2013 brugte 31 % af danskerne sociale medier som nyhedskilde, mens tallet i 2025 var steget til 44 %. 

Fra fælles dagsorden til personligt nyhedsfeed 

- Sociale medier bliver (red.) i praksis indgangen til nyheder, fordi nyhedshistorier dukker op side om side med underholdende indhold, lyder det i rapporten fra DR. 

Mens traditionelle nyhedsmedier redigerer dagens historier og tilbyder det samme nyhedsudbud til alle, får vi et individuelt tilpasset feed på sociale medier. De algoritmestyrede platforme tilbyder indhold ud fra den enkelte brugers interesser og skræddersyr feedet for at skabe engagement og fastholde brugeren længst muligt.

Det kan gøre nyhedsforbruget mere personligt end samfundsmæssigt relevant. 

- I yderste konsekvens kan det (red.) betyde, at danskerne ikke opdateres om de samme begivenheder, lyder det fra Myssen og Armour. 

TikTok skaber fællesskab og giver indsigt 

Især de unge er eksponeret for nyheder tilpasset personlige interesser. 

38 % af TikTok-brugerne oplever, at platformen skaber fællesskab om deres interesser. Og de helt unge mellem 15 og 19 år oplever tilmed, at TikTok giver dem mere indsigt end traditionelle medier. 

Danskere i alle aldre opsøger nyheder for opdatering og indsigt, som er kendetegnende for de etablerede nyhedsmedier. Men især unge prioriterer, at nyheder også skal underholde og give en fællesskabsfølelse. 

Powered by Labrador CMS