Tidsregistrering: Beskyttelse eller Big Brother?
Siden den 1. juli 2024 har medarbejdere på danske arbejdspladser været forpligtet til at registrere deres arbejdstid. Spørgsmålet er, om tidsregistrering skaber tryghed og beskytter medarbejderen, eller om det skaber mistillid og en følelse af overvågning
Klokken er fire fredag eftermiddag, og du kommer i tanke om, at du mangler at registrere din ugentlige arbejdstid. Du føler dig frustreret over at bruge tid på det, da du har arbejdet det, du skal. Trods følelsen begynder du at registrere din tid.
Mandag fra kl. 8-10 var du hos en kunde, kl. 11-12 besvarede du mails, kl. 12-15 var du til interne møder og kl. 15-15.30 talte du med en kollega ved kaffemaskinen. Du indtaster snakken med din kollega som et møde. Selvom du føler dig overvåget, kan du ikke lade være med at tænke, at det er godt at dokumentere sin tid, så der opstår tvivl om, hvor mange timer du arbejder, og hvad du løser af opgaver.
Tidsregistrering er dit sikkerhedsnet
Advokat Dorthe Westerdahl kender både til fordele og ulemper ved tidsregistrering. Hun er selvstændig advokat ved R&R Køge, hvor hun bl.a. rådgiver i ansættelsesret.
Hun har i sin tid som advokat talt med virksomheder om kravet til tidsregistrering og siger:
”Det har ikke været nemt for virksomheder at overbevise deres ansatte om, at tidsregistrering er for at beskytte medarbejderen. Fagforeningerne har været fortaler af loven, selvom det på nogen måder er rigidt.”
Selvom nogen medarbejdere og ledere opfatter tidsregistrering som ufleksibelt, og at der kan opstå mistillid, påpeger Dorthe, at tidsregistrering beskytter den ansatte mod urimelig arbejdsbyrde.
”Lov om tidsregistrering er for at sikre lønmodtagerne. Medarbejderne kan bl.a. dokumentere, at de har haft helt vildt meget ekstra arbejde, og hvis der ikke bliver ført tidsregistrering, så kan de jo ikke bevise de timer de har.”
Registrering af ens arbejdstid sikrer også, at arbejdsmiljøven bliver overholdt, hvor man bl.a. maks. må arbejde 48 timer i gennemsnit over en 4-måneders periode. Det er ikke nyt, at virksomheder skal overholde arbejdsmiljøloven. Loven om tidsregistrering gør det muligt at dokumentere, at medarbejdernes arbejdstid bliver holdt på et rimeligt leje, forklarer Dorthe.
Manglende tidsregistrering kan lede til urimeligt arbejdspres
Nogen ledere og ansatte opfatter tidsregistrering som en unødvendig administrativ opgave, som er med til at skabe en overvågningskultur. Trods det understreger Dorthe, at det er vigtigt for begge parter at have styr på dokumentationen af timer:
”Det er op til den enkelte virksomhed, om de kan forklare, at de ikke vil overvåge, og at ledelsen får sagt til sine ansatte, at det er vigtigt, at der er styr på det for jeres egen skyld.”
Hvis en virksomhed lader sine ansatte slippe for at registrere timer, kan det få retslige konsekvenser, påpeger Dorthe. Hun fortæller om en specialkonsulent i et departement, som gik til sin leder, da hun i en 8 måneders periode havde arbejdet mere end 48 timer i gennemsnit, og at hun følte et stort arbejdspres. Lederen meddelte, at 48-timers reglen ikke gjaldt hende, da hun var ansat uden øvre arbejdstid, som man kalder selvtilrettelægger.
Sagen endte i voldgiftsretten, som kom frem til, at konsulenten ikke var selvtilrettelægger. Det er den første voldgiftsafgørelse, som slår fast, at kun ganske få ansatte ikke skal registrere deres arbejdstid og kan gå ind under kategorien selvtilrettelægger. Ifølge Dorthe er sagen et eksempel på, at tidsregistrering beskytter medarbejderen mod at ’arbejde solen sort’, og at det i høj grad handler om tilliden mellem leder og den ansatte. Tidsregistrering er medarbejderens sikkerhedsnet til at undgå urimelige arbejdsvilkår, som går ud over trivslen og kan ende med en stressramt ansat, afslutter hun.
