TikTok: Den nye vej til nyheder

DR’s nyeste medierapport viser, at unge mennesker mellem 18 og 24 år bruger mere og mere af deres tid på de sociale medier og også finder deres nyheder her. Det kan ifølge ekspert være problematisk.

I 2025 var sociale medier den vigtigste kilde til nyheder hos 36 procent af de unge mellem 18 og 24 år.
Offentliggjort

Mange af os kender nok til uendelig doomscrolling på de sociale medier i sofakrogen eller inden sengetid. Her bliver vi fastholdt i et konstant flow af indhold af underholdende karakter side om side med nyheder.

DR’s nyeste rapport om den årlige udvikling af danskernes medievaner viser, at særligt de unge mennesker bruger mere og mere af deres tid på de sociale medier og også henter deres nyheder derfra. I 2025 var sociale medier den vigtigste kilde til nyheder hos 36 procent af de unge mellem 18 og 24 år.

Det kan ifølge professor Rasmus Kleis Nielsen præge de unges nyhedsbillede og have problematiske konsekvenser.

Algoritmerne vælger nyhederne

DR’s rapport peger på, at de unge på 15-19 år synes, det er vigtigt at blive underholdt, når de læser nyheder. Derfor ser de primært deres nyheder på de sociale medier. Her er de pakket ind som korte videoer mellem andet underholdende indhold.

Det er ifølge Rasmus Kleis Nielsen problematisk, da algoritmerne vælger, hvilke nyheder vi bliver præsenteret for på de sociale medier, ud fra hvad der fastholder brugerne i længst tid. Ikke ud fra hvad der er samfundsmæssigt relevant.

De unge mennesker, som finder deres nyheder på fx Tik Tok, ser altså nyheder, der er tilpasset deres personlige interesser og verdenssyn.

Ifølge Rasmus Kleis Nielsen skaber det en reel risiko for, at de unge bliver misinformeret. Konsekvensen kan være, at danskerne ikke opdateres om de samme begivenheder, og deres verdensbillede kan risikere at blive fordomsfuldt og stereotypt.

Kampen om de unge læsere

I DR’s medierapport fremgår det, at de 15-19-årige vurderer, at Tik Tok giver en højere grad af indsigt i forhold til de traditionelle nyhedsmedier. Det er ifølge rapporten et klart signal om, at de unge i stigende grad får formet deres nyhedsforståelse på de sociale medier.

De traditionelle nyhedsmedier må i fremtiden forholde sig til det nye mediebillede, hvor underholdning fylder side om side med nyhederne, hvis de fremadrettet vil nå de unge læsere.

Powered by Labrador CMS