Til børnegudstjeneste også kendt som spaghettigudstjeneste
Torsdag eftermiddag fyldes Brabrand Aarslev Kirke med børn, saftevand, historiefortælling og aftensmad, når familierne mødes til børnegudstjeneste.
Ladcykler, cykelvogne og børnecykler står mellem hinanden foran Brabrand Aarslev Kirke. Klokken nærmer sig 17. Inde i kirken sidder omkring 30 forældre med deres børn. Nogle har været her en halv time før og har nået at snakke, inden kirkeklokkerne ringer til børnegudstjeneste. Bagefter er der aftensmad for hele familien.
Anders Wessel vil normaltvis ikke komme til en almindelig gudstjeneste om søndagen. Dog er dagen i dag torsdag, og han har hele familien på slæb med snuden mod den lokale folkekirke i Brabrand. Den ældste datter er startet til kor og skal synge om lidt.
For ham er det en god mulighed for at lave noget med hele familien, som de ellers ikke vil have gjort. Han ser frem til at børnene vil opleve fællesskab og samvær, og selv er han super glad for en aften med historieforetælling og sang. Samtidig er det en stående joke for ham, at man for 50 kroner kan få mad, og opvasken vil blive taget.
“Jeg tillægger ikke spaghettigudstjeneste så meget, men min datters klasse og tilsvarende forældre er samlet. Det er super hyggeligt og er en nem eftermiddag, hvor man kobler af”, fortæller Anders.
Pia Husted Blok har taget sin præstekjole på, og går langs den hvide kampestensmur, der omkranser kirken og gravpladsen. Under armen har hun en lille papkasse med rekvisitter og traver med hastige skridt mod kirken. Hun har dog ikke nok fart på, til ikke at genkende en lille pige på vej til at stille hendes cykel med hendes familie. Pia stopper op og hilser. Så tager præsten en bamsekat op af kassen. Den har fået syet en manke på. “Kan du se, at det er en løve?”. Pigen svarer ja. Pia retter sig op med et smil, siger vi ses og fortsætter mod kirken med løven under armen. I aften skal hun fortælle historien om Daniel, der bliver kastet for løverne.
Børnegudstjeneste
Kirkeklokkerne ringer til gudstjeneste. Imens er et par af de sidste forældre skynder sig ind. Et barn står op. En andet kravler på bænken. Børnestemmerne blander sig med præstens stemme. Et barn siger noget højt. Et andet barn hører det. Så begynder de at snakke sammen. Kirketjeneren går frem og tilbage. Hver gang han bevæger sig, følger en raslen fra nøglebundet med.
Længere nede ad bænken vender endnu et barn hovedet. Blikkene vandrer rundt i kirkerummet. Først op mod loftet. Så ned mod alteret. Et barn rejser sig på begge ben på bænken for bedre at kunne se. Det guldbelagte alter med malerierne får flere af børnene til at stoppe op. En far kommer lidt forpustet ind. Han får fat i en sangbog, som kirketjeneren glædeligt rækker ham. Et barn sidder på knæ. Det kigger rundt. "Hjerteligt velkommen", siger Pia, da det sidste slag bliver slået.
Nadver
Ved nadveren er vinen skiftet ud med saftevand. Det understreger præsten. Flere af børnene løber op mod alteret. Nogle forældre følger efter. Andre bliver siddende på bænkene. Ved alteret står børnene tæt. Tre piger står ved siden af hinanden og kigger hurtigt rundt. De mangler en kop. Over på den anden side vender en pige sig mod sin veninde. “Vil hun være venner igen, hvis vi deler brødet?”, spørger hun lavt. Ved bænkene vender enkelte forældre sig om for at snakke. Et par skal lige tjekke bustiderne. Så løfter præsten hænderne. “Fred være med jer.” Der bliver stille.
Skuespillet
Efter fadervor kommer Daniel. Han skal kastes for løverne. Præsten tager rekvisitterne frem. “Med fantasi kan man se, at det er en løve.” Børnene er ikke enige. “Det er en kat.” Kommentarerne kommer fra flere sider. Forældrene griner. Børnene følger med. Løven er en kat. Daniel bliver alligevel kastet for den. Under forestilling bliver der blandt menigheden sluppet to brødre fri på midtergangen. De bevæger sig langsomt frem mod alteret. Den yngste går først. Han kigger frem. Så vender han hovedet mod sin bror. Han går lidt videre. Kigger tilbage. Broren er stadig bagved. Et signal fra deres mor får dem til at spænde tilbage.
Koret
Nu er det korets tur. Få af forældrene finder telefonerne frem. Christian Peter Okkels gør ikke. Han læner sig tilbage på bænken, ligesom under fadervor. Hans syvårige datter står sammen med de andre børn. Hun skal synge. Christian Peter Okkels familie synger meget derhjemme. Men ikke religiøse sange. “Det er en god idé med kor. Så får min datter mulighed for at træne sin stemme. Det er vigtigt, når man går på en stor skole. Så lærer hun at styre volumen. I skolen prøver du at overdøve, men til kor skal man matche. Jeg ser skolen som en konkurrence og her som sammenspil.” Børnene synger. Efter sangen giver korlederen eleverne tommelfingeren op, mens de går tilbage på deres pladser. De ældre børn sender blikke til deres yngre søskende. De yngre bliver siddende.
Spisning
Et barn græder. Forældrene spiser ubemærket videre. Der bliver skænket og øset op. Så er det tid til aftensmad. Gaflerne arbejder sig ned gennem spaghetti og kødsovs. Skåle og gryder bliver sendt fra bord til bord. Men ved ét bord mangler der kødsovs. For få sekunder siden var der hænder over hele bordet. Gryden blev skubbet fra den ene ende til den anden. Skålen gik videre. Stolene blev brugt som trampoliner. Nu kigger børnene rundt. Ingen kødsovs. Ingen voksne ved bordet. En ske bliver løftet. Et barn kigger mod døren. Verdens undergang er tæt på.
Hjem
Efter maden begynder familierne at rydde af. Tallerkener bliver samlet ind. Glas bliver båret væk. Nogen tager fat i bordene. Børnene er allerede videre.På vej ud af kirken leger nogle af pigerne løver.De kravler hen over gulvet og videre mod døren. Pia Husted Blok står og ser på. Løverne forsvinder ud af kirken. Præsten bliver stående et øjeblik.