Til konfirmandforberedelsen er Gud ret nice

De har lagt sig fuldt udstrakt på kirkebænkenes grågrønne stof. Nogle har taget Uggs og sneakers af og lukket øjnene. Et par stykker fniser. Træbænkene knager i stilheden.

En rungende stemme fra en højtaler midt i kirken guider de unge mod et fredfyldt sted. Den beder dem forestille sig, at Jesus står foran dem, og at de kan mærke hans ubetingede kærlighed.

Under kirkens midterste lysekrone står præsten Marie og praktikanten Daniel helt stille. De tysser på to piger, der småskændes, mens ekkoet fra den religiøse meditation når helt ud i kirkens kroge.

”Herren løfte sit åsyn på dig og give dig – ”

Marie kommer til at slukke højtaleren for tidligt.

”Hov, fred,” afslutter hun sætningen.

Syvendeklasseeleverne fniser spredt og retter sig op. De tager sko og farverige kasketter på igen, samler jakker og skoletasker sammen og forlader småsnakkende kirken gennem våbenhuset. De sætter kurs mod sognegården i kirkegårdens udkant.

Kirken er for alle

Marie Petersen er præst for en flok syvendeklasseelever fra Gammelgårdsskolen i Åbyhøj.

De skal konfirmeres om knap to måneder i Åbyhøj Kirke.

Sigurd synes, det er hyggeligt at komme i kirken. Han vil gerne komme der mere, og ikke kun til jul.

Hans præst, Marie, håber, at de unge tager med sig, at kirken også kan give mening, når man går i syvende klasse.

”Måske ikke så meget søndag formiddag, men måske det vi taler om og diskuterer og tager stilling til,” siger hun.

Anordningen om konfirmation fortæller i §1, at ’enhver, der er kristent døbt, har modtaget konfirmandforberedelse, og er fortrolig med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste’, kan blive konfirmeret.

Ansvaret for selve forberedelsen hviler dog på den enkelte præst.

Mere end bare bibelhistorier

Præsten Marie forklarer, at hun sammen med de unge fra Gammelgårdsskolen arbejder med kernebegreber som tilgivelse og næstekærlighed. Hun har dog også forståelse for, at hun har med en flok eftermiddagsramte børn at gøre.

”De er jo helt bombede, når de kommer fra en lang skoledag,” siger hun.

”Derfor bygger jeg undervisningen op, så de ikke skal lytte så meget, men selv være aktive. De har for eksempel været på kirkegårdsløb, hvor de skulle finde den ældste gravsten og den yngste begravede.”

I dag starter lektionen alligevel med lytning. Marie præsenterer praktikanten Daniel, som i dag underviser holdet som del af sin praktik.

Holdet rejser sig og reciterer trosbekendelsen.

De snakker om søndagens tekst.

”Den handler om håb,” foreslår Christian.

Også salmen ’Se, nu stiger solen’ runger mellem kirkens grønbrune træpaneler.

Daniels og Maries stemmer ledsages af en lav mumlen.

Bagefter diskuterer de salmens budskab, og selvom mange holdt sig tilbage med at synge, er det som om flere vågner op under diskussionen.

Lignelser kan alle forstå

I sognegårdens lokale venter gulerodsboller og saftevand fra en vogn. Skoletasker og jakker er smidt på gulvet, snakken løber på tværs af bordene, en sang spiller fra en telefon. Drengene samler sig til højre, pigerne til venstre.

Praktikanten Daniel er vokset op i Etiopien.

Det fanger de unges opmærksomhed.

”Kan du sige ’Hej, Jeg hedder Daniel’?” spørger én.

Daniel udfolder en lang sætning på amharisk. Og mens han har de unges opmærksomhed, introducerer han straks dagens gruppeopgave: At bruge kroppene til at lave fastfrosne scener fra ’Den fortabte søn’.

Daniel læser lignelsen højt, og i fire grupper diskuterer de unge, hvordan de bedst illustrerer deres scene.

”Hvad tror I Jesus vil sige med lignelsen?” spørger Daniel.

Han fortsætter: ”Tilgivelse er ikke altid retfærdig. Vi får ikke som fortjent, men Gud tilgiver os altid.”

”Gud er nice!” udbryder en dreng.

Klassen griner.

Både Marie og Daniel mener, at lignelser gør de store spørgsmål lettere forståelige. De er til at huske og forholde sig til, for de handler om noget ’mellemmenneskeligt’.

Derfor er lignelser især gode til unge, som flokken foran dem.

Et spørgsmål om, hvorfor

Blandt landets unge i konfirmationsalderen blev 64,2 procent sidste år konfirmeret. Til sammenligning blev 71,3 procent konfirmeret i 2015.

Det generelle tal for konfirmationer i Danmark ligger ifølge Folkekirkens Uddannelses- og Forskningscenter ret stabilt – men der ses et svagt fald.

”Jeg vil helst ikke gøre mig til dommer over, hvorfor de bliver konfirmerede. Men jeg tror på, at vi sår frø,” siger Marie.

Hun har ikke spurgt dem, hvorfor de gerne vil konfirmeres. Det regner hun med, de selv har overvejet. Faktisk må de for hendes skyld selv bestemme, om de bare gerne vil konfirmeres for gavernes skyld.

Gud tilgiver

Det lyseblåmalede rum i sognegården er næsten affolket. Tilbage står et par drenge med jakkerne halvt på.

Albert ved godt, hvad han tager med fra konfirmandforberedelsen.

”Gud tilgiver altid, lige meget, hvad man har gjort. Det kan måske hjælpe lidt på samvittigheden,” siger han.

Marie håber, at holdet tager erkendelsen om, at alle bliver rummet hos Gud, med videre.

”Der er et sted, du kan vende dig hen med al din fejlbarlighed,” siger hun.

”Det er svært at sige til syvendeklasser, men alligevel kan man arbejde med det på mange måder, der gør, at de kan komme frem til, at Gud jo faktisk er ok nice,” griner hun.

Sigurd kan mærke en udvikling inden i sig selv.

”Det er mest for gaverne, jeg gerne vil konfirmeres – men jeg tror mere på Gud end før jeg startede,” siger han.

Hans konfirmation skal holdes i Silkeborg. Tror han nok. Det har hans forældre styr på.