Til sommer er det slut med luft i SU’en

Et studieskift vil fremover koste SU. Efter 1. juli 2025 har studerende kun én chance for at vælge rigtigt, hvis støtten skal række hele vejen.

Offentliggjort

‘Har jeg valgt rigtigt?’ er en tanke, der strejfer mange i takt med, at deadline for ansøgning til videregående uddannelse nærmer sig. Men i år melder flere bekymringer sig på banen.

For med regeringens nye SU-reform opstår nye benspænd for de studerende, der er i tvivl om deres uddannelsesvalg. Studerende har dermed ikke længere det råderum, der i folkemunde er kendt som ‘fjumreåret’.

“Vi har her i foråret i højere grad oplevet, at studieskiftere har været meget opmærksomme på, hvilke regler der gælder nu,” fortæller Peter Præstgaard, centerleder hos Studievalg Danmark.

Hvis man begynder en ny uddannelse efter 1. juli 2025, vil man blive tildelt SU efter den nye reform, der reelt træder i kraft i januar 2027.

SU-reformen blev stemt igennem af regeringen samt LA, K og DF i juni 2024. Den medfører, at alle, der starter ny uddannelse til sommer og fremefter, udelukkende kommer til at have SU til at gennemføre én uddannelse uden skift.

Ifølge en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut falder hver tredje studerende fra. Men størstedelen starter på en ny uddannelse igen. De nye regler kommer derfor til at ramme en stor gruppe studerende.

“Jeg tror, at mange unge tænker, at ‘nu gælder det endnu mere om at ramme rigtigt fra start’,” siger Peter Præstgaard.

Powered by Labrador CMS