To 14-årige drenge fra Stepping har skabt deres eget fritidsjob

Dawid og Sebastian vil gerne spare penge sammen til sommerferien, men vil ikke gå med aviser eller stå i butik. Derfor har de startet deres eget.

De to drenge bag bilpleje servicen "Waggas bilpleje" er Dawid (venstre) og Sebastian (højre)
Offentliggjort

Drengene Dawid Szymczak og Sebastian Wacherhausen på 14 år har i begyndelsen af april startet ”Waggas bilpleje”, hvor de tilbyder både indvendig og udvendig rengøring af biler. 

Det var en ide, som kom til live under en håndværk og design time i skolen, hvor de brainstormede ideer til en virksomhed, fordi de ikke ønskede at få et normalt fritidsjob.

 ”Vi ville helst starte noget op selv, så vi selv kunne bestemme over vores tid,” forklarer Sebastian.

Fra fritidshobby til fritidsjob

Både Dawid og Sebastian har en interesse for biler, så det var i deres øjne oplagt at starte en bilpleje service. 

”Vi keder os ikke, imens vi gør det,” fortæller Dawid og tilføjer at han har en smule erfaring med hjemmefra, da han har hjulpet med rengøring af bilerne derhjemme.

Drengene har nu 2-3 kunder om ugen, men det tog dem 2 måneder før de reelt set tjente penge på det. 

”Det var mega svært at starte op. Omkring halvdelen af vores indtjening er gået til materialer, så vi er først begyndt at tjene penge på det nu,” siger Sebastian.

Fritidsjobsregler for unge under 15

Unge mellem 13 og 14 år må maksimalt arbejde to timer på skoledage og syv timer på fridage. På en uge må der ikke arbejdes mere end 12 timer på uger med skoledage og 35 timer i skolefrie uger.

Er man mellem 13 og 17 år skal man have en hvileperiode på 14 sammenhængende timer, og man må ikke arbejde i perioden fra 20 om aftenen til 6 om morgenen.

Kilde: hk.dk

Det unge initiativ

Drengene har indtil videre haft besøg af 15-20 kunder, og brugen af både Facebook har fungeret godt til at indhente kunderne. Først var det primært familie og naboer, som var deres kunder, men med tiden har opmærksomheden spredt sig til borgere fra hele kommunen, som har kontaktet dem, for at få deres service.

"Vores første kunde vi ikke kendte, boede på en gård et stykke fra os og havde en rød bobbel. Så vi hoppede på cyklen, og cyklede hele vejen ud til kunden," fortæller Dawid. 

Drengene har uden hjælp fra forældre selv indkøbt materialer, lavet opslag på deres Facebook side og er i øjeblikket i gang med at lave en hjemmeside.

”Det tog os næsten en måned at komme i gang på grund af research. Vi ville finde de rigtige produkter, som havde den rigtige kvalitet og var klimavenlige," fortæller Sebastian. 

En kamp om tålmodighed 

Den største udfordring, som drengene har oplevet i forbindelse med deres forretning var at opretholde tålmodigheden og motivationen. 

”Motivationen var meget stor i starten, og vi forventede at få kunder fra første dag, men sådan var det slet ikke. Derfor kæmpede vi allermest med tålmodigheden," siger Sebastian. 

Selvom forretningen ikke skød i vejret fra første dag, så kan drengene nu tjene penge på det, og har planer om at nå ud til mange flere. 

"Jo længere tid man gør det, jo flere finder ud af vores forretning eksistere, så vi har tænkt os at fortsætte så lang tid som muligt," forklarer Dawid. 

Powered by Labrador CMS