Tør du spise alene?
Tre ud af fire unge tør ikke gå alene på café. For Ingrid Sofia Andersen føles det grænseoverskridende at sidde alene og spise blandt andre, der er sammen med hinanden.
Hvert år er der en stor stigning i danskernes søgning på solorejser. Men en undersøgelse fra Mary Fondens Unge Tænketank viser, at tre ud af fire unge ikke tør gå alene på café. De er bange for, at det får dem til at fremstå som venneløse. Derfor vælger de aktivt at undgå solorejser. Men ikke Ingrid – selvom hun også fandt det mest udfordrende, at skulle alene ud og spise.
Det, hun blev mest overrasket over på sin solotur til Edinburgh, var at det slet ikke var så slemt at rejse alene, som hun havde forventet. Hun fortæller selv, hvordan hun frygtede, at hun ville føle sig ensom og ikke få en god oplevelse. Men virkeligheden blev slet ikke sådan.
Ingrid har altid været ret glad for at have en tryghedsperson. En, som hun altid kan være sammen med, og kan gå til, hvis der er noget, som hun har brug for. Men inden for de sidste par år er hun blevet bedre til at være for sig selv.
Det famøse solomåltid
“Hvis jeg lige skulle nævne en udfordring, så var det at gå alene ud at spise. Det synes jeg var svært,” forklarede hun.
Men hvordan kan det egentlig være, at det er så meget sværere at spise alene, end det er at rejse alene? Her kommer Ingrid ind på det sociale aspekt.
Hun tog alene på pub, hvor hun bestilte fish and chips og en stor fadøl. Det, hun lagde mest mærke til var, hvordan det anses som socialt uacceptabelt at sidde alene, når alle andre omkring en er omgivet af mennesker. Hun så, hvordan de snakkede sammen, hyggede sig og nød hinandens selskab. Men den frygt er hun ikke alene om.
Madkulturen har spurgt 2.000 danskere til deres mad- og måltidsvaner. I 2021 havde undersøgelsen fokus på måltidet, og den viser, at der er en tæt sammenhæng mellem ensomhed og det at spise alene. Det kan Ingrid genkende, men hendes erfaring er, at frygten ikke skal styre valget om en solorejse.
Hendes allerbedste råd er, at man bare skal kaste sig ud i det. Man sætter selv grænser for, hvad man kan – så det er bare med at prøve nye ting, altid.