Tre generationer, to etager, ét hjem: Familier aflaster ældreplejen, mens reglerne spænder ben

Morgenalarmen ringer på teenageværelset. Dynen bliver flået af, og de lange drengeben trasker 12 trin ned ad trappen. Et drej med dørhåndtaget, og så står han i mormors stue. Sådan begynder Mette Fogeds søn altid sin morgen. En snak på tværs af generationer i et hjem, hvor to teenagere, to forældre og én mormor deler både adresse og hverdag. 

Mette Foged og familien er ikke de eneste, der har valgt at slå pjalterne sammen. 

Tal fra Danmarks Statistik viser, at flere familier vælger at flytte sammen på tværs af generationer. På ti år er antallet af husstande, hvor voksne bor med børn og mindst én forælder, steget med 21 procent.

Samtidig peger forskning på, at fremtidens ældrepleje kan aflastes, hvis færre ældre bor alene og i stedet indgår i husstande med andre. 

Men selvom tendensen med at bo flere generationer under samme tag er stigende, føler familierne sig overset politisk og møder ugennemskuelige boligregler. Må man for eksempel gerne lave et ekstra køkken til bedsteforældrene, og hvornår bliver én husstand til to? 

Det er eksempler på spørgsmål, som Mette Fogeds familie har haft svært ved at gennemskue. 

16 år på tværs af generationer 

På Djursland lidt syd for Rønde bor 45-årige Mette Foged med sine to teenagesønner, sin mand og sin mor. Hos familien Foged begyndte det hele med en spontan idé. En idé, som nu har været en realitet i 16 år. 

“Jeg boede i Aarhus og ville gerne flytte til Mols, hvor mine forældre boede på en gård. Vi overvejede at købe noget andet i området, men en dag luftede jeg idéen om at dele gården, og det var mine forældre klar på,” siger Mette Foged. 

Hun er netop blevet valgt til at sidde med ved bordet i byrådet i Syddjurs Kommune for Alternativet, men i dag sidder hun ved sit eget køkkenbord, hvor det handler om hverdagen, gården og familielivet. 

Hjælpen går begge veje 

Den knirkende trappe mellem husets to dele blev slidt tynd, dengang børnene var små. De blev aldrig passet ude. Nogen var altid hjemme. Vasketøjet blev vasket, hængt op og foldet, før nogen nåede at bede om det. 

“Som en småbørnsfamilie var det en kæmpe hjælp at bo sammen med mine forældre. Det lettede presset,” siger Mette Foged. 

På et tidspunkt tipper balancen. Det, der begynder som en hjælp til travle småbørnsforældre, bliver langsomt vendt på hovedet. Det oplevede Mette Foged, da hendes forældre blev ældre, og det pludselig var dem, der havde brug for støtte. 

Line Hillersdal, der er antropolog med fokus på fremtidens ældrepleje, vurderer, at det også kan blive belastende for familierne at skulle pleje de ældre. 

“Det kan blive en sovepude. Når der er familie tæt på, så får de automatisk mere ansvar for plejen, og det kan blive svært for dem at slippe det,” siger Line Hillersdal. 

Det genkender Mette Foged. 

“Jeg havde egentlig sagt, at jeg ikke ville stå for den personlige pleje, fordi det kan være grænseoverskridende. Men det gjorde jeg alligevel. Hjemmeplejen kan jo ikke være her hele tiden,” siger Mette Foged. 

Fra Mols Bjerge til Vesuv 

Rejser man et par tusinde kilometer sydpå, finder man vores diametrale ældreplejemodsætning. Et land, hvor ‘la famiglia’ betyder alt. 

Når solen står op over Pompejis ruiner, og morgenkaffen skænkes i køkkenerne ved Amalfikysten i Italien, er det ikke unormalt, at ‘mamma’ rækker en kop til både barn og bedsteforælder. 

Det er nemlig ganske almindeligt, at man bor sammen på tværs af generationer i Italien, for at kunne hjælpe hinanden og i særlig grad de ældre, fortæller Søren-Mikael Hansen, der er Italien-korrespondent for Politiken og bor ved Amalfikysten. 

I Italien og resten af Sydeuropa er ældreboliger og plejehjem ikke udbredte. Ældreplejen hviler derfor på familien og lokalsamfundet frem for det offentlige. 

“I vores italienske lokalsamfund er borgerne mere indstillede på at hjælpe hinanden med stort og småt, end jeg kender det fra Danmark. Helt overordnet vil italienere helst passe sig selv uden for meget indblanding fra statens side. Ældreplejen er altså helt anderledes indrettet end i Danmark,” siger Søren-Mikael Hansen. 

Tilbage på Djursland hos Mette Foged er det udelukkende boformen, der trækker tråde til Italien. Vinen er skiftet ud med vand, de høje temperaturer med decemberkulde, og den mægtige Vesuv-vulkan med de knap så høje Mols Bjerge. 

Presset kan mindskes 

Hvis familier i Sydeuropa er en vigtig del af ældreplejen, kan noget lignende så aflaste den pressede danske ældrepleje, der lige nu hviler på institutionelle løsninger? 

Ifølge en rapport fra 2024 om ældres livskvalitet og ressourcer er der en tydelig sammenhæng mellem husstandens sammensætning og behovet for hjælp. Blandt de ældre, der ikke modtager hjemmehjælp, bor 32 procent alene, mens 68 procent indgår i husstande med andre. 

“Man kan godt konkludere, at presset på fremtidens ældrepleje kan reduceres, hvis færre ældre bor alene og i stedet indgår i husstande med andre,” siger Anna Amilon, der er seniorforsker ved VIVE og medforfatter til rapporten. 

Forklaringen er ifølge Anna Amilon ikke nødvendigvis, at familierne udfører decideret pleje, men at kommunen ved tildeling af praktisk hjælp tager højde for, om der er andre i husstanden, der kan varetage opgaver som rengøring, indkøb og madlavning. 

Pårørendes rolle i hverdagsplejen 

I hjemmeplejen mærkes presset dagligt. Josephine Buhl, der arbejder i hjemmeplejen i Aarhus, fortæller, at selv de mindste opgaver er skemalagt minutiøst. 

“Den afsatte tid til at give medicin lyder på fem minutter, og det kan godt være svært at nå, fordi borgeren ofte også gerne vil snakke. Ofte giver man sig tid til en snak, selvom man så kommer bagud med planen,” siger Josephine Buhl. 

Netop her kan pårørende i hjemmet potentielt gøre en forskel, vurderer Josephine Buhl. Hun forklarer, at mange af opgaverne i dag kan udføres af pårørende. Hvis der ikke er behov for hjemmebesøg til blandt andet at give medicin, lave mad eller vaske tøj, kan der afsættes mere tid til de andre opgaver. 

Mette Foged står i et krydsfelt, hvor rollerne som datter og omsorgsperson flyder sammen. 

“Vores hjælp kan ikke erstatte hjemmeplejen, men det kan udskyde tidspunktet for, hvornår der bliver brug for hjemmehjælp. Jeg har i en del år sørget for medicin til mine forældre, som en hjemmehjælper ellers ville,” siger Mette Foged. 

I en dansk virkelighed med stigende pres i ældreplejen peger både forskning og praksis på, at boformen kan flytte nogle opgaver fra det offentlige til familiens hverdag. 

En jungle af regler 

Bag de gode erfaringer gemmer sig et kompliceret sæt boligregler. 

Arkitekt og strategisk byplanlægger Louise Heebøll fremhæver, hvordan de rigide regler gør det besværligt at lave delehuse. 

“Det er så uoverskuelig en omgang. Man ved ikke, hvad man ikke ved. Det betyder, at folk afholder sig fra det,” siger Louise Heebøll. 

Særligt er det uklart, hvornår en bolig bliver for opdelt til at være én husstand. Mange tøver, fordi det er svært at gennemskue, hvornår man gør noget forkert, forklarer Louise Heebøll. 

Hvornår én bolig bliver til to, afgøres i praksis af kommunale tommelfingerregler. Og de varierer fra kommune til kommune. På Bornholm skal man kunne gå tørskoet mellem boligens dele. Andre steder lyder det, at to fulde køkkener er lig med to boliger. 

Og så snart det bliver en særskilt bolig, træder skærpede krav om blandt andet brandregler, lydisolering og parkering i kraft. 

Om det overhovedet er muligt at etablere en særskilt bolig, afhænger af lokalplanen. Mange steder må der kun være én bolig per matrikel. 

Det er her, reglerne rammer hverdagen. I familien Foged har de både et køkken nedenunder og ovenpå. Mette Foged kender reglerne: Én husstand, ét køkken. Hun trækker lidt på smilebåndet og siger: 

“Vi havde en håndværker, der fortalte os, det var nemmere at få tilgivelse end tilladelse.” 

Hun forstår dog godt, at reglerne kan skræmme folk væk. 

Tid til at tænke bolig og pleje sammen 

Når både efterspørgslen og behovet for nytænkning vokser, er tiden måske inde til at tænke ældrepleje, boligpolitik og familieformater sammen på ny. Men hvad kan man så gøre? 

Som arkitekt Louise Heebøll formulerer det: 

“Lokalpolitikerne kan gøre rigtig meget ved bare at sætte i gang og sige ‘lad os se, hvad vi kan gøre’.” 

Louise Heebøll har været med til at lave et konkret redskab ‘Del Hus i Kommunen’, som guider kommuner i arbejdet med opdeling af enfamiliehuse og tydeliggør både muligheder, barrierer og ti konkrete handlinger. 

Ældre Sagen ser også positivt på flergenerationsboliger og peger på, at det kan styrke fællesskabet og skabe tryghed. 

“Vi bør arbejde for flere boligformer, der giver mulighed for at bo tættere på familien. Det kræver lokalpolitisk vilje, ændringer i nogle lokalplaner og økonomiske incitamenter, så flere bofællesskaber bliver realistiske for både kommuner og familier,” siger Marlene Rishøj Cordes, der er seniorkonsulent på boligområdet hos Ældre Sagen. 

Hvis flergenerationsboliger i fremtiden skal få en mere fremtrædende rolle, peger aktører som Louise Heebøll og Ældre Sagen på behovet for politisk anerkendelse og større klarhed i lovgivningen. Indtil da vil boformen fortsat blive båret af familier som Foged, der finder deres egne løsninger i et system, som endnu ikke er fulgt med. 

Vi har forelagt spørgsmålene om flergenerationsboligers rolle i ældreplejen og de komplicerede boligregler for alle Folketingets ældreordførere. Ingen af dem har ønsket at medvirke med en kommentar til denne artikel.