Tre måneders fængsel for spiritus- og narkokørsel
En ung mand kørte 168 km/t i en stjålet bil med både alkohol og stoffer i blodet. Fik tre måneders ubetinget fængsel og ti års frakendelse af kørekortet.
Der var alkohol, ketamin og flydende ecstasy i blodbanerne på en ung mand, da han i januar 2025 tog sin vens bil og kørte afsted.
Manden kørte afsted uden hverken sikkerhedssele eller gyldigt kørekort. Der gik heller ikke længe, før han blev stoppet af politiet på Køge Bugt Motorvejen med en fart på 168 km/t.
Dette var bare nogle af de forhold, som den unge mand skulle i retten for den 31. marts 2026.
Anklaget for syv forhold
Forholdene lød i alt på følgende:
- Kørsel i stjålet bil
- Kørsel efter frakendelse af kørekort
- Spirituskørsel
- Narkokørsel
- Fartoverskridelse
- Kørsel uden sikkerhedssele
- Besiddelse af stoffer
Erkender alle forhold
Den unge mand erkendte alle syv forhold, og der var dermed ikke meget diskussion, da anklageren fremlagde sine beviser.
Anklageren mente, at manden skulle idømmes fem måneders ubetinget fængsel, en bøde på 7500 kroner og ti år uden kørekort.
Forsvarsadvokaten mente dog, at manden kun burde få tre måneders ubetinget fængsel i stedet for fem.
Her blev der argumenteret for, at hans promille var på 0,5 da han i januar 2025 blev stoppet af politiet, hvilket kun er lige over den strafbare grænse. Det mente forsvarsadvokaten burde tale for en mildere straf.
Forsvarsadvokaten argumenterede også for en "tilståelsesrabat", da den unge mand havde tilstået lige fra starten. Denne rabat skulle ifølge forsvarsadvokaten fjerne 20% af dommens fængselsstraf.
Den endelige dom
Den unge mand blev tirsdag den 31. marts dømt skyldig i samtlige forhold. Straffen lød på tre måneders ubetinget fængsel, en bøde på 7500 kroner og en fratagelse af hans kørekort de næste 10 år.
Dommeren bemærkede til sidst, at når de mange forhold blev lagt sammen, så var der en vis "elastik" at trække på i strafudmålingen.