Trods store fondsdonationer halter vikingeudstillingen stadig på Museet Ribes Vikinger

Vikingeudstillingen på Museet Ribes Vikinger er 30 år gammel. Mange års forskning og moderne formidlingsmuligheder samt milliondonationer har ikke ført til en fornyelse af udstillingen, som i dag viser historisk ukorrekte rekonstruktioner.

En fornyelse af udstillingerne på Museet Ribes Vikinger til at kunne følge moderne formidlingsstandarder kan kræve en gentænkning af hele bygningens indre.
Offentliggjort

Tema: Vikinger i Ribe

Ribe er Nordens ældste by og blev grundlagt som handelsplads i vikingetiden. I dag giver byen en unik mulighed for at følge sporene fra Danmarks tidligste historie og opleve, hvordan vikingetiden stadig præger både lokal og national identitet. Vikingen er blevet et globalt brand, men i Ribe kan man komme tæt på den autentiske fortælling om handelsfolk, håndværkere, opdagelsesrejsende og kristendommens udbredelse. Temaet viser, hvordan fortiden aktivt bruges i nutidens formidling, kulturarv og byliv - og hvordan historien fortsat former Ribe i dag.

De nuværende udstillinger på Museet Ribes Vikinger er forældede. Museet åbnede i 1995, og deres udstillinger om vikingetiden, middelalderen og renæssancen er kun blevet sparsomt opdateret siden. Megen ny forskning om vikingetiden har sidenhen set dagens lys (specielt ifm. udgravninger i Ribe 2017-2018), hvilket betyder, at flere dele af vikingeudstillingen faktisk ikke længere er historisk korrekte. På trods af donationer på hhv. 875.000 kr. fra Velux Fonden i 2020 og en samlet donation på 1.675.000 kr. fra flere fonde i 2025 er udstillingerne ikke blevet tilpasset moderne forskning og formidlingsstandarder.

Arkæolog og museumsinspektør ved Museum Vest Maria Knudsen fortæller, at der i mange år har været en ambition om at forny hele udstillingen fuldstændigt. Bl.a. gik donationen fra Velux Fonden til planlægning af netop denne fornyelse, men det er endnu ikke blevet søsat.

”Hvis det stod til mig, skulle hele udstillingen laves om til at passe moderne formidlingsstandarder med fokus på at skabe en totaloplevelse, så man føler stemningen af at være til stede i vikingetiden”, tilføjer Maria Knudsen.

Museet Ribes Vikinger hørte under Sydvestjyske Museer indtil januar 2024, hvor sidstnævnte fusionerede med Fiskeri- og Søfartsmuseet under navnet Museum Vest. Museum Vest søsatte her en helt ny vikingeudstilling for børn med donationen fra i år, som står til åbning i påsken 2026.

En kommentar fra bestyrelsen i Museum Vest om prioriteringen af vikingeudstillingen for børn kontra en fornyelse af den gamle udstilling har ikke været mulig, da de ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.

Hovedvejen i midten af denne minimodel af vikingebyen Ribe er korrekt skildret og findes stadig den dag i dag, men teltene har aldrig været en del af bybilledet.

Blandt de historisk ukorrekte dele af den gamle vikingeudstilling er bl.a. en rekonstruktion af en markedsplads fra vikingetiden. Her har man indtil udgravningerne i 2017-2018 troet, at vikingerne boede i telte med pileflettet hegn mellem de enkelte grunde. I dag ved man, at de pileflettede hegn udgjorde væggene på huse, som vikingerne boede i – ikke telte. Rekonstruktionen viser stadig telte og pileflettede hegn.

Da rekonstruktionen her blev lavet, troede man, at vikingerne i Ribe ikke havde huse i byen. I dag ved man, at pileflet udgjorde væggene på huse.

Maria Knudsen fortæller, at museet tidligere har haft en særudstilling, hvor de på 1. sal udstillede korrekte fortolkninger af de ting, som ikke længere holder vand på den gamle udstilling i stueetagen. Særudstillingen er i dag afviklet for at give plads til den kommende vikingeudstilling for børn.

”Der er kommet rigtig meget ny viden siden udgravningerne i 2017-2018, og her valgte vi at lave særudstillingen. En komplet fornyelse er et meget omfattende projekt”, tilføjer Maria Knudsen.

Powered by Labrador CMS