Tulibierfest udsolgt – lokal butik nyder godt af interessen

Den årlige tulipanfest nærmer sig, og ejeren af Sjov og Spil i Ribes gågade, Bo Kristiansen, regner med at i hvert fald en femtedel af butikkens omsætning i maj vil komme fra salg af tyrolerkostumer til Tulipanfestens oktoberfest ”Tulibierfest”.

Tyrolerkostumer, middelaldersværd, festspil og mange, mange andre ting kan man få i Sjov og Spil i Ribe
Offentliggjort Sidst opdateret

I pinsen løber den årlige tulipanfest af stablen rundt omkring i Ribe. Én af de butikker, der får lov at nyde godt af den øgede turistinteresse og byliv er Sjov og Spil, der ligger i Ribes gågade Nederdammen.

Her forventer ejeren, Bo Kristiansen, at salg af ølbong, tyrolerkostumer, vandpistoler og ”festivalgejl” vil blive rigtig godt. Udover halloween og sommerferien, er maj måned én af de største for Sjov og Spil. Det skyldes både Tulipanfesten og sidste skoledag.

Interessen for tyrolerkostumer

Traditionelt holder man oktoberfester lidt tættere på oktober, og derfor køber folk også deres tyrolerkostumer over en længere periode henover september, oktober og november.

Men i maj er det tydeligt, at der er interesse i tyrolerkostumer op til den berygtede tulibierfest, og derfor boomer salget de 14 dage op til begivenheden.

Godt at bo i gågaden

Siden butikken sidste år rykkede fra Nørremarken, lidt udenfor Ribe, og ind i gågaden, er omsætningen steget med 100%, da butikken nu får besøg af flere turister og mennesker på strøget.

Om vinteren er gågaden dog meget mere øde, og det er sværere for butikker som Sjov og Spil at tjene deres penge, udover lige i februar, når folk køber fastelavnskostumer. Det er altså særligt kærkomment, når byen i pinsen fyldes af liv og turister, der støtter det lokale butiksliv til tulipanfest.

Powered by Labrador CMS