Turisterne strømmer til Centralasien, men nomadekulturen findes mest i turistbrochurerne
Turismen boomer i Centralasien, hvor tusindvis af rejsende søger mod jurter, heste og nomadetraditioner. Men forskere mener, at forestillingen om regionen som et nomadesamfund er forældet.
”Boys go to Bali. Men go to Kyrgyzstan”
Måske har du selv set en reel med den overskrift det seneste stykke tid på Tiktok eller Instagram. Reels hvor influencere deler deres rejse til de såkaldte ”stan-lande”. Her foregår rejsen ofte i den ”autentiske” nomadekultur, med transport på hesteryg, ørnejagt og overnatning i jurter. Og måske har du kigget på videoer og billeder af den flotte natur og det simple liv og tænkt, at det da var lige noget for dig?
Og så er du altså slet ikke alene. Centralasien har de seneste år oplevet et enormt turistboom. Ifølge the World Travel and Tourism Council, var Centralasien den region I hele verden der oplevede den største vækst i turisme i 2025. I Usbekistan steg antallet af udenlandske besøgende fra 6,6 millioner i 2023 til 11,7 millioner i 2025, mens Kirgisistan oplevede markante stigninger i både investeringer og omsætning i turismesektoren.
Men nomadekulturen i Centralasien er slet ikke så udbredt, som man måske skulle tro, når man ser opslag på sociale medier eller besøger hjemmesider som Visit Kyrgyzstan, hvor nomadekulturen fylder meget i markedsføringen. Her markedsføres Kirgisistan gennem yurtophold, hestekultur, ørnejagt og møder med nomadesamfund. Turister kan blandt andet overnatte på sommergræsgange og opleve traditionelle håndværk og nomadiske sportsgrene.
Mange forskere mener faktisk, at forestillingen om Centralasien som en region fyldt med nomader er misvisende. Senior Research Fellow Asel Murzakulova fra University of Central Asia fortæller, at de fleste centralasiater i dag lever i moderne, urbaniserede samfund, hvor serviceerhverv og handel fylder langt mere end nomadelivet.
” Nomadisme som livsform giver ikke mening rent økonomisk længere. Den moderne økonomi i Centralasien bygger i høj grad på service handel og industri,” Asel Murzakulova uddyber; ” I Kirgisistan er landbrugets andel af BNP faldet fra omkring 40 procent i 1995 til blot 7,5 procent i 2025. Det viser, hvor langt regionen har bevæget sig væk fra en økonomi baseret på nomadisk husdyrhold. Når man ser på økonomien i dagens Centralasien, er det derfor svært at kalde regionen nomadisk.”
Den sovjetiske bofastgørelse
Asel Murzakulova forklarer, at der under Sovjetunionen i 1920’erne og 1930’erne blev indført en politik om tvungen bofastgørelse af nomader. Befolkningen blev frataget friheden til at flytte sig uden statens godkendelse og blev tvunget til at bo og arbejde på kollektivbrug og statslige landbrug for at opbygge den sovjetiske økonom. Efter Sovjetunionens fald genopstod nomadekulturen ikke, og dette skyldtes blandt andet nye økonomiske realiteter, hvor det ikke længere er profitabelt at leve det klassiske nomadeliv.
Det betyder dog ikke, at nomadekulturen er forsvundet. Ifølge en nyere artikel om kazakhisk nomadisme, findes der fortsat mobile hyrdesamfund i blandt andet Kasakhstan, og traditioner som sæsonflytning af husdyr spiller stadig en vigtig rolle i dele af den dog skrumpende husdyrproduktion i Centralasien.
Paradokset er, at mens Centralasien oplever sit største turistboom nogensinde, er det ofte en fortid, turisterne kommer for at opleve. Jurter, heste og nomadetraditioner er stadig synlige dele af Centralasiens kultur, men for de fleste centralasiater er de ikke længere en livsform, men en del af historien og den nationale identitet.